MRF 2023.240
Planklagenævnets afgørelse af 20. november 2023, j.nr. 23/10648
Ophævet lovliggørelsespåbud om ophør af helårsbeboelse på campingplads efter sommerhuslovens § 10, da påbuddet alene var meddelt til ejeren af campingpladsen, men ikke til de 53 brugere, der anvendte pladsen til helårsbeboelse og måtte anses for brugere, uanset at vejledningen om campingreglement angiver ejeren som rette påbudsadressat.
Næstved Kommune meddelte efter forudgående varsel den 18. august 2023 påbud efter sommerhuslovens § 10, stk. 1, om ophør af helårsbeboelse på campingplads i Tappernøje med henvisning til campingreglementets § 9, hvorefter det ikke er tilladt at have helårsbeboelse på en campingplads. Kommunen havde konstateret, at der var tilmeldt 53 personer med adresse på campingpladsen. Varsel og påbud om ophør af helårsbeboelse blev alene meddelt ejeren af campingpladsen, som påklagede påbuddet. Planklagenævnet (formanden) konstaterede, at påbuddet kun var meddelt til ejeren, og lagde til grund, at de 53 personer, der havde registreret adresse på campingpladsen, anvendte adressen til helårsbeboelse, hvorfor kommunen havde haft hjemmel til at give påbud til de 53 om ophør af anvendelse til helårsbeboelse, jf. sommerhuslovens § 10, stk. 1, og § 10 a, stk. 7, jf. stk. 2. Selvom det af vejledningen om campingreglementet fremgår, at påbud om lovliggørelse meddeles campingpladsens ejer, lagde nævnet vægt på, at efter ordlyden af sommerhuslovens § 10, stk. 1, påhviler lovliggørelsen også bruger, når det ulovlige forhold består i en ulovlig brug. Da de 53 personer, der anvendte campingpladsen som helårsbeboelse, måtte anses for brugere, skulle både varsel og påbud om ophør af helårsbeboelse derfor tillige være meddelt brugerne. Da kommunen alene havde meddelt og varslet påbud til ejeren og ikke til brugerne, led afgørelsen af en væsentlig retlig mangel. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen følger fast praksis mht. påbudsadressat for lovliggørelsespåbud, jf. f.eks. MAD 2016.307 Nmk, MAD 2018.298 Pkn, MRF 2021.7 Pkn og MRF 2021.155 Pkn, men viser tillige, at ministeriets vejledning har meget beskeden retskildemæssig værdi og i dette tilfælde er udtryk for ukendskab til en fast praksis mht. påbudsadressater. Se også MRF 2023.252 Pkn.