MRF 2021.7
Planklagenævnets afgørelse af 11. januar 2021, j.nr. 19/07471
Ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelse om, at en ombygning af en varmecentral til et klubhus krævede landzonetilladelse, da der var tale om en væsentlig ombygning, der måtte sidestilles med nyopførelse, men påbud om lovliggørelse ophævet og hjemvist, da påbuddet alene var varslet og udstedt til ejeren af ejendommen, men ikke til brugere af ejendommen.
E, hvis 4,3 ha landbrugsejendom var beliggende i landzone, foretog i foråret 2019 ændringer i den tidligere varmecentral på ejendommen, så den kunne bruges som klubhus for en motorcykelklub. Høje-Taastrup Kommune modtog i maj 2019 en klage fra en nabo over byggeriet. Efter partshøring af E og varsling af påbud, traf kommunen den 29. august 2019 med henvisning til planlovens § 35 afgørelse om, at byggeriet krævede landzonetilladelse. Kommunen foretog ikke partshøring og varsling af påbud til brugere af ejendommen. Kommunen lagde til grund, at udvidelsen og ændringen i anvendelsen af bygningen var så omfattende, at det måtte sidestilles med nyopførelse, idet bygningen stort set havde været nedrevet, så der kun var fundament og de nordligste betonvægge tilbage, som svarede til ca. 25-30 m2, og at byggeriet derfor ikke var omfattet af planlovens § 37, stk. 1. Kommunen meddelte herefter med henvisning til planlovens § 51, stk. 5 og § 63, stk. 1 påbud om fysisk lovliggørelse af bygningen, uden kommunen tog stilling til, om der kunne gives landzonetilladelse til bygningen. Afslaget blev påklaget af E, der anførte, at der kun var foretaget en renovering af en eksisterende bygning og ikke opført en ny, at renoveringen var omfattet af planlovens §§ 37 og 38, og at der derfor udelukkende var tale om en manglende anmeldelse af ombygningen. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunens afgørelse både indeholdt en afgørelse om, at bygningen ikke var omfattet af planlovens § 37 og derfor krævede landzonetilladelse, samt et påbud om lovliggørelse, og at klagen både angik kommunens afgørelse om, at bygningen krævede landzonetilladelse, og påbuddet om lovliggørelse. Nævnet fandt ikke, at bygningen var omfattet af planlovens § 37, stk. 1, idet den oprindelige bygning var en varmecentral til opvarmning af drivhus, som ikke var nødvendig for driften af landbrugsejendommen. Nævnet henviste til, at varmeanlæg eller andre energiproducerende anlæg ikke er omfattet af bestemmelsen i § 37, stk. 1, og at dette gælder uanset, at der kan argumenteres for, at anlægget er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften. Nævnet bemærkede endvidere, at bygningens areal var væsentlig udvidet fra 50-55 m2 til 90 m2, og at der var opført en ny tagkonstruktion, hvilket medførte et væsentligt ændret udtryk af bygningens ydre fremtræden. Bygningen var derfor ikke omfattet af planlovens § 37, stk. 2, da der var tale om en ombygning i så væsentligt omfang, at den måtte betragtes som en nyopførelse af et klubhus. Hvad angik påbuddet om lovliggørelse bemærkede nævnet, at det påhviler ejeren af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold, jf. planlovens § 63, stk. 1, og hvis det drejer sig om ulovlig brug af en ejendom, påhviler pligten også brugeren. Et lovliggørelsespåbud skal derfor varsles og rettes til både ejer og brugere af ejendommen. Da varsel om påbud og det endelige påbud alene var meddelt til E, og ikke til motorcykelklubben eller eventuelle andre brugere af ejendommen, led kommunens afgørelse derfor af en væsentlig retlig mangel, hvilket medførte, at påbuddet var ugyldigt. Planklagenævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse om, at bygningen krævede landzonetilladelse, men ophævede påbuddet om lovliggørelse og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling. Nævnet bemærkede med henvisning til proportionalitetsprincippet, at kommunen i dens nye behandling af sagen har pligt til at vurdere muligheden for retlig lovliggørelse af forholdet efter planlovens § 35, stk. 1, før kommunen evt. træffer afgørelse om fysisk lovliggørelse.