MRF 2023.235
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. september 2023, j.nr. 23/03062, 23/03065 og 23/03066
Ikke opsættende virkning af klage over Odense Kommunes lovliggørende miljøgodkendelser af gocartbane, motorcrossbane og støjvolde af lettere forurenet jord ved Kærby Mose, da der ikke var sandsynliggjort en væsentlig overtrædelse af miljøvurderings- eller miljøbeskyttelsesloven, og da der ikke var godtgjort uoprettelig skade.
Baggrunden for sagen var, at Odense Kommune i 2017 vedtog plangrundlag og meddelte miljøgodkendelser og VVM-tilladelse til V1’s gokartbane og V2’s motocrossanlæg samt til støj- og sikkerhedsvolde af lettere forurenet jord på en ejendom i landzone ved Kærby Mose. Efter klage ophævede Planklagenævnet den 21. december 2020 (j.nr. 18/06411) lokalplan og kommuneplantillæg for motorsportsanlægget, og Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede 14 dage senere (MRF 2021.36 Mfk) VVM-tilladelsen og miljøgodkendelsen med henvisning til det manglende plangrundlag og mangelfuld belysning af det samlede projekts påvirkning af bilag IV-arten stor vandsalamander. I marts 2021 traf kommunen afgørelse om, at en række foranstaltninger som etablering af faunapassage, vandhuller og nedgravning af kabler ikke krævede landzonetilladelse eller lokalplan, hvilket blev ophævet af Planklagenævnet den 17. august 2021 (j.nr. 21/04049). Efter en ny ansøgning og miljøvurdering vedtog kommunen den 28. september 2022 et nyt kommuneplantillæg og en lokalplan samt en lovliggørende VVM-tilladelse til anlægget efter miljøvurderingslovens § 25, hvilket blev påklaget af omboende. Den 10. oktober 2022 meddelte kommunen lovliggørende miljøgodkendelser efter miljøbeskyttelseslovens § 33 af gocartbanen, motorcrossbanen og støj- og sikkerhedsvoldene af lettere forurenet jord. Miljøgodkendelserne blev påklaget af omboende naboer (N) med anmodning om opsættende virkning af klagen. N henviste bl.a. til, at de vejledende støjgrænser ikke kunne overholdes, at miljøgodkendelserne skulle have været behandlet som et samlet projekt, at etablering og drift af anlægget ville medføre uoprettelig skade på bilag IV-arter, og at der manglende konsekvensvurdering af udvaskning af miljøfarlige stoffer i vandmiljøet. Kommunen og V1 og V2 afviste, at der var grundlag for opsættende virkning af klagen, da anlæggene i det væsentlige var færdiggjorte, og de endnu ikke gennemførte foranstaltninger primært vedrørte naturforbedrende tiltag. I de to andre klagesager afviste Planklagenævnet den 31. august 2023 at give medhold i klagen over plangrundlaget (j.nr. 23/02854), og Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i MRF 2023.211 Mfk at tillægge klagen over VVM-tilladelsen opsættende virkning. I relation til opsættende virkning af klagen over miljøgodkendelserne lagde Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) til grund, at klager over godkendelser efter miljøbeskyttelseslovens § 33 som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Dette kan dog efter § 96 fraviges i særlige tilfælde, og afgørelsen må træffes på et foreløbigt grundlag. Nævnet fandt, at betingelserne for opsættende virkning ikke var opfyldt, da det ikke var overvejende sandsynligt, at der forelå en væsentlig overtrædelse af miljøvurderingsloven eller miljøbeskyttelsesloven, og at der ville ske uoprettelige skade, hvis klagen ikke blev tillagt opsættende virkning. Nævnet fremhævede i den forbindelse, at kommunen havde foretaget en vurdering af motorsportsanlæggets påvirkning af bilag IV-arter, at kommunen var opmærksom på, at der skulle indhentes dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen, og at kommunen havde vurderet sandsynligheden for, at udledning fra anlægget ville overskride grænseværdierne for overfladevand og grundvand. På den baggrund afslog nævnet anmodningen om opsættende virkning af klagen over miljøgodkendelserne.
Kommentar: Klagenævnets afslag på anmodningen om at tillægge klagen over de tre miljøgodkendelser opsættende virkning følger sædvanlig praksis, når anlæg er etableret og taget i brug, og er ligeledes på linje med MRF 2023.211 Mfk, hvor klagenævnet afslog en anmodning om, at klagen over VVM-tilladelsen til motorsportsanlægget blev tillagt opsættende virkning. Det er derimod uforståeligt, at klagenævnet behandler klagen over miljøgodkendelsen og VVM-tilladelsen efter miljøvurderingslovens § 25 hver for sig, da miljøgodkendelsen erstatter VVM-tilladelsen, jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 10. Uanset at der i denne sag er tale om to driftsherrer, ændrer det ikke ved, at både miljøgodkendelse og VVM-tilladelsen med vilkår er bindende for den enkelte driftsherre. Dette ændres heller ikke ved, at der i dette tilfælde skal ske en samlet miljøvurdering af de tre anlæg, da der i VVM-tilladelsen herefter skal tages stilling til forureningsvilkår for hvert enkelt anlæg.