MRF 2023.234
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. september 2023, j.nr. 22/05212 og 22/05213
Ikke medhold i klage over kommunes screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om ikke-VVM-pligt for skovrejsningsprojekt på mindre område på 20,2 ha, bl.a. fordi nyplantning vil ske med respekt af vandløbslovens § 6, sk. 3, om forbud mod beplantning, der kunne ødelægge dræn, og ændringen af skovbyggelinjen ikke er et spørgsmål, der kan prøves ved klage over screeningsafgørelser efter miljøvurderingsloven.
Slagelse Kommune traf den 8. april 2022 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at et projekt for rejsning af 20,2 ha skov bestående af eg, bøg og douglasgran med skovbryn ikke var VVM-pligtigt. Projektområdet var beliggende på et areal, der anvendtes til agerjord i omdrift og indeholdt to § 3-beskyttede søer fra tilgroede mergelgrave. Det nærmeste Natura 2000-område lå 3 km fra projektområdet. På baggrund af screeningen var det kommunens vurdering, at det ansøgte projekt ikke ville få væsentlige indvirkninger på miljøet. Afgørelsen blev påklaget af flere omboende, der bl.a. anførte, at projektet på forskellig vis ville påvirke klagernes tilstødende agerjord, og at deres ejendomme efter skovrejsningen ville ligge inden for skovbyggelinjen og dermed være omfattet af skærpede krav mht. om- og tilbygninger. Herudover anførte klagerne, at der blev tilplantet oven på markdræn, hvilket er i strid med vandløbslovens § 6, stk. 3. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at projektet med skovrejsning er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 1(d). Nævnet afviste at behandle indsigelsen om skovbyggelinjer, da dette ikke udgjorde et retligt spørgsmål, som nævnet havde kompetence til at prøve ved klage over screeningsafgørelser efter miljøvurderingsloven. I forhold til den kommende beplantnings påvirkning af dræn udtalte nævnet, at screeningsafgørelsen beskrev, at der efter vandløbsloven ikke må være risiko for tilstopning af dræn med rødder, hvorfor nævnet fandt, at kommunen i fornødent omfang havde forholdt sig til markdræn, idet screeningsafgørelse ikke er en tilladelse eller en godkendelse, men en forudsætning for, at det anmeldte projekt lovligt kan påbegyndes, hvorfor den ikke erstatter en eventuel byggetilladelse, miljøgodkendelse eller anden tilladelse, der giver ansøger ret til at påbegynde projektet. Hvis kommunen efterfølgende traf afgørelse efter vandløbslovens § 6, stk. 3, ville denne kunne påklages til nævnet. Efter en samlet vurdering fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at skovrejsningsprojektet ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, idet nævnet bl.a. fremhævede, at kommunen havde inddraget projektets placering ift. beskyttet natur, herunder at projektet ikke ville medføre tilstandsændring af de to tilgroede mergelgrave, og at projektområdet udgjorde et mindre område på 20,2 ha. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer et gennemgående problem ved screeningsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 21 af projekter, som kræver tilladelse efter anden lov eller er reguleret i anden lov. På den ene side kan screeningsafgørelsen ikke indeholde vilkår som betingelse for, at miljøvurderingsrapport kan undlades, jf. bl.a. MRF 2022.87 Mfk, MRF 2022.309 Mfk og MRF 2023.203 Mfk. Men på den anden side kan der ikke i en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 tages stilling til, om tilladelse efter anden lov kan meddeles, hvorfor det er korrekt, når klagenævnet i denne sag lægger forbuddet mod beplantning, der ødelægger dræn i vandløbslovens § 6, stk. 3, til grund for screeningen af projektet. Hvis forbuddet i § 6, stk. 3, efterfølgende ønskes fraviges, har det derfor den virkning, at der på ny skal ske screening efter miljøvurderingslovens § 21.