MRF 2023.226
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. september 2023, j.nr. 19/04593
Ophævet og hjemvist miljøgodkendelse af asfaltfabrik med vilkår om overholdelse af Miljøstyrelsens vejledende immissionsgrænseværdier, da der ikke forelå OML-beregning til dokumentation for, at grænseværdierne kunne overholdes, og efterfølgende beregninger viste overskridelser. Klageret til naboer, da én af naboerne boede mindre end 600 m fra virksomheden.
Allerød Kommune meddelte i marts 2019 miljøgodkendelse til etablering af en asfaltfabrik i erhvervsområdet Farremosen ved Lillerød, der i godkendelsen var anført som listevirksomhed omfattet af godkendelsesbekendtgørelsen bilag 2, listepunkt C 202, om asfaltfabrik med en produktionskapacitet på 10 tons pr. time eller derover. Af godkendelsen fremgik, at driften af virksomheden kunne give anledning til luftbidrag fra bl.a. lugt fra tanke med bitumen, fra tørretromle og ved udlæsning på lastbiler. Godkendelsen indeholdt vilkår om, at lugtemission fra virksomheden ikke måtte medføre et bidrag til omgivelser, som oversteg en immissionsgrænse på 10 LE/m3 i tilstødende industriområde henholdsvis 5 LE/m3 i boligområde. Afgørelsen blev påklaget samlet af en gruppe af omboende grundejere samt af en grundejerforening, der bl.a. anførte, at virksomheden gav anledning til uacceptabelt lugtbidrag til omgivelserne. Allerød Kommune afviste, at klagerne var klageberettigede. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at det følger af miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages af enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. Da en af de omboende klagere var bosiddende i afstand af 600 m fra virksomheden, havde i hvert fald én af klagerne den fornødne individuelle og væsentlige interesse i sagen, hvorfor nævnet ikke fandt anledning til at vurdere, om de øvrige omboende havde klageret. Vedrørende lugtemission bemærkede nævnet, at efter godkendelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 1, må der ikke meddeles miljøgodkendelse, medmindre det vurderes, at virksomheden har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening, og at virksomheden i øvrigt skal kunne drives på stedet uden at påføre omgivelserne forurening, som er uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet. Efter bekendtgørelsens § 22 skal der fastsættes vilkår, der sikrer, at kravene i § 19, stk. 1, opfyldes. Såfremt virksomheden er omfattet af bekendtgørelse om standardvilkår, erstatter standardvilkårene de krav, der er nævnt i § 22. Af bekendtgørelse om standardvilkår fremgår, at for virksomheder omfattet af listepunkt C 202 skal ansøgning om miljøgodkendelse indeholde beregning af afkasthøjder foretaget på baggrund af de beregningsmetoder, der er angivet i Miljøstyrelsens lugt- henholdsvis luftvejledning om operationelle meteorologiske luftkvalitetsmodeller (OML). Selv om dette vilkår fremgik af miljøgodkendelsen, var der ikke fremlagt dokumentation for, at vilkåret kunne overholdes, idet der ikke forelå de i vejledningen krævede OML-beregninger. Nævnet fandt derfor, at det ikke var sandsynliggjort, at virksomheden kunne overholde de fastsatte immissionsgrænseværdierne, og en efterfølgende OML-beregning viste i øvrigt, at immissionsgrænseværdierne ikke kunne overholdes af virksomheden. På den baggrund ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen med virkning fra 1 år fra nævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen udspringer af et større sagskompleks om Pankas’ asfaltfabrik i Allerød, jf. også MRF 2021.314 Mfk, hvor nævnet ikke gav medhold i en klage over kommunens VVM-screeningsafgørelse. Nævnets afgørelse vedr. miljøgodkendelsen illustrerer, at ved miljøgodkendelse af virksomheder kan godkendelsesmyndigheden ikke nøjes med at fastsætte vilkår om overholdelse af vejledende grænseværdier, men skal som et led i sagsoplysningen tillige sikre sig, at det er muligt at overholde grænseværdierne. I relation til asfaltvirksomheden var der det supplerende problem, at efter godkendelsesbekendtgørelsen skulle virksomheden have indsendt denne dokumentation ved ansøgningen, hvilket kommunen burde have været opmærksom på. Det fremgår indirekte af nævnets afgørelse, at miljøgodkendelsen fra 2019 var udnyttet, mens klagesagen verserede (og nævnet afslog i en afgørelse af 30. oktober 2019 at tillægge klagen opsættende virkning). For at imødegå det retlige tomrum, der kan opstå ved en ophævelse af miljøgodkendelsen, besluttede nævnet uden nærmere begrundelse at udsætte virkningen af annullation med 1 år. En sådan udsættelse er ikke uproblematisk, og nævnets praksis er ikke konsekvent, jf. f.eks. MRF 2023.217 Mfk, hvor nævnet ikke imødekom en anmodning fra et forsyningsselskab om at udsætte virkningen af ophævelsen af en vandindvindingstilladelse. Såfremt der efterfølgende sker retlig lovliggørelse, hvor de vejledende grænseværdier fraviges, kan dette rejse spørgsmål om kommunens henholdsvis virksomhedens mulige erstatningsansvar i forhold til naboer for fejl i sagsbehandlingen. Om nævnets praksis om udsat virkning se Haugsted, Når forvaltningen tolererer lovovertrædelser, i Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 279 ff.