MRF 2023.19
Vestre Landsrets dom af 27. januar 2023, 1. afd., sag S-0721-22
(Hanne Harritz Pedersen, Chris Olesen og Lisette Ørnskov Top (kst.))
Anklagemyndigheden mod T1 og T2 (adv. Jens Hedegaard for begge)
Bøder på 2.500 kr. og ugentlige tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud fra 2016 efter planlovens § 51 om fjernelse af ulovligt oplag af maskiner, byggematerialer og miljøfarligt affald i landzone.
I juni 2016 meddelte Kolding Kommune påbud efter planlovens § 51, jf. § 35, til T1 og T2 om at fjerne et oplag af maskiner, byggemateriale og skrot mv., der var etableret uden landzonetilladelse på deres ejendom. Kommunen fastsatte en frist på 2 måneder for lovliggørelsen, som efter anmodning fra T1 og T2 blev forlænget med 6 måneder til den 1. marts 2017. Da påbuddet ikke blev efterkommet, blev der rejst straffesag mod T1 og T2, der nægtede sig skyldige. Byretten lagde på baggrund af fotos og luftfotos til grund, at der var tale om et oplag af uanvendeligt og i overvejende grad miljøfarligt affald, der befandt sig på hele ejendommen. Med bemærkning om, at de tiltalte ikke havde påklaget eller forsøgt at påklage påbuddet til Natur- og Miljøklagenævnet, fandt byretten det bevist, at påbuddet ikke var efterkommet, idet det ikke kunne føre til et andet resultat, at Egtved Kommune i 2002 havde givet byggetilladelse til genopførelse af en ødelagt lagerhal uden at omtale oplagringssituationen. Under hensyn til forholdets karakter, og at sagen ikke var behandlet inden for rimelig tid, blev T1 og T2 hver idømt en bøde på 2.500 kr. og ugentlige tvangsbøder på 1.000 kr., indtil lovliggørelsespåbuddet blev efterkommet. T1 og T2 ankede til landsretten og påstod frifindelse, subsidiært formildelse, mens anklagemyndigheden påstod skærpelse. Landsretten fandt det ikke bevist, at ejendommen før 1. januar 1970 havde været anvendt til oplag. Etableringen af oplaget måtte anses for en ændring af anvendelsen, der krævede landzonetilladelse, idet landsretten bemærkede, at der ikke var tale om et mindre ikke skæmmende oplag omfattet af undtagelsen i planlovens § 37, stk. 3. På den baggrund og af de grunde, der i øvrigt var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at de tiltalte ikke havde efterkommet påbuddet, og at de tiltalte derfor var fundet skyldige. Landsretten tiltrådte ligeledes størrelsen af bøderne og tvangsbøderne og stadfæstede derfor byrettens dom med den ændring, at fristen for at efterkomme påbuddet blev ændret til den 27. juli 2023.
Kommentar: Dommen giver anledning til to bemærkninger. For det første er det uheldigt, at landsretten ikke tog udtrykkelig afstand fra byrettens bemærkning om, at de tiltalte ikke havde påklaget eller forsøgt at påklage påbuddet til Natur- og Miljøklagenævnet. Klage- og søgsmålsfrister afskærer ikke en gyldighedsprøvelse af et administrativt påbud under en straffesag for manglende efterkommelse af påbuddet, jf. U 1980.30 H, men dette overses undertiden i praksis, jf. bl.a. MRF 2022.177 Ø og hertil Baumbach og Haugsted i Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 105 ff. For det andet rejser sagen et EU-retligt spørgsmål, som dog ikke var en del af straffesagen, hvor der alene var rejst tiltale for manglende efterkommelse af lovliggørelsespåbuddet efter planlovens landzoneregler. Efter byrettens præmisser bestod det ulovlige oplag af ”i overvejende grad miljøfarligt affald”, som ifølge sagens oplysninger havde befundet sig på ejendommen i hvert fald siden 2008, hvor kommunen modtog en klage over oplaget. Må det antages, at der var tale om affald i affaldsdirektivets (2008/98) forstand, kan det være i strid med medlemsstaternes pligt til at forfølge overtrædelser af affaldsdirektivet, at kommunen (efter sagens oplysninger) først omkring 2015/2016 påbød affaldet fjernet, og at straffesag først blev anlagt i maj 2019. Det følger nemlig af EU-Domstolens faste praksis, at medlemsstaterne – og dermed deres myndigheder – er forpligtet til at sikre, at affaldshåndtering foretages, uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at miljøet skades, samt at oplag af affald kræver tilladelse, jf. direktivets art. 13, og 23, hvilket i dansk ret er gennemført som krav om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Det følger yderligere af EU-Domstolens praksis, at myndighederne overtræder denne bestemmelse, hvis der over en periode ikke gribes ind over for ulovlige affaldsoplag, jf. f.eks. sag C-494/01, Kommissionen mod Irland, og sag C-196/13, Kommissionen mod Italien, hvor Italien i sidstnævnte sag blev idømt tvangsbøder efter TEUF art. 260(2). Det følger desuden af affaldsdirektivets art. 15, at myndighederne er forpligtet til at pålægge en affaldsindehaver at overlade affaldet til et godkendt affaldsbehandlingsanlæg, når indehaveren ikke selv er i stand til at sikre nyttiggørelsen eller bortskaffelsen af affaldet. EU-Domstolen har udtalt, at denne ”særlige forpligtelse” ikke er opfyldt, når en medlemsstat blot har anordnet afspærring af en ulovlig losseplads og rejst en straffesag mod den, der forestår driften af lossepladsen, jf. sag C-365/97, Kommissionen mod Italien (San Rocco), præmis 109.