MRF 2023.18
Vestre Landsrets dom af 18. januar 2023, 5. afd., sag BS-4262/2022-VLR
(Henrik Estrup, Lars Christensen og Rasmus Lindhardt Jensen (kst.))
A (adv. Karina Søndergaard) mod Nævnenes Hus (adv. Britta Moll Bown) og Aarhus Kommune
(adv. Marie Bockhahn)
Søgsmål til prøvelse af tillæg til byggetilladelse afvist, da søgsmålsfristen var overskredet. Ikke retlig interesse i prøvelse af den oprindelige byggetilladelse, der for så vidt angik de anfægtede forhold var blevet afløst af det senere tillæg.
Sagen omhandlede en større ombygning af A’s naboejendom i Aarhus C fra erhverv til 17 boliger. Den 20. marts 2015 meddelte Aarhus Kommune byggetilladelse til projektet, der bl.a. indebar etablering af fem store udvendige altaner, tre indeliggende altaner og et elevatortårn. A påklagede byggetilladelsen til Statsforvaltningen, der den 27. januar 2016 stadfæstede afgørelsen og gav A søgsmålsvejledning. Den 19. juli 2016, dvs. inden for søgsmålsfristen på 6 måneder, anlagde A sag mod Aarhus Kommune og Statsforvaltningen (senere Nævnenes Hus) med principal påstand om, at byggetilladelsen af 20. marts 2015 ”til opførelse af 5 store altaner og 3 indvendige altaner” var ugyldig, og subsidiær påstand om erstatning. I marts 2017 modtog Aarhus Kommune en revideret ansøgning om byggetilladelse, hvorefter elevatortårnet blev flyttet ind i bygningen, og altanerne blev ændret. I juni 2017 traf Aarhus Kommune en afgørelse benævnt ”tillæg til tilladelsen af 20. marts 2015”, hvori kommunen godkendte det reviderede projekt for så vidt angik altanerne og elevatortårnet. A påklagede også denne afgørelse til Statsforvaltningen, der den 5. marts 2018 stadfæstede tillægget og gav A søgsmålsvejledning. Under hovedforhandlingen i A’s retssag mod Aarhus Kommune og Statsforvaltningen den 11. januar 2019 oplyste A, at hans påstande nedlagt i stævningen af 19. juli 2016 også angik kommunens afgørelse af 2. juni 2017, hvorfor retten besluttede at genoptage retssagens forberedelse. I et processkrift af 11. januar 2019 reviderede A herefter sine påstande, så den principale påstand om ugyldighed kom til at omfatte begge kommunens afgørelser fra marts 2015 og juni 2017 om byggetilladelse ”til opførelse af 5 store altaner og 3 indvendige altaner”. Aarhus Kommune og Nævnenes Hus påstod afvisning af A’s principale påstand, hvilket blev udskilt til særskilt behandling. Til støtte for afvisning gjorde kommunen og Nævnenes Hus gældende, at søgsmålsfristen for kommunens afgørelse af 2. juni 2017 var 6 måneder regnet fra Statsforvaltningens afgørelse af 5. marts 2018, og at den derfor var overskredet, da A i processkriftet af 11. januar 2019 omformulerede sin påstand om ugyldighed til også at vedrøre afgørelsen af 2. juni 2017. For så vidt angik afgørelsen af 20. marts 2015 gjorde kommunen og Nævnenes Hus gældende, at A ikke længere havde retlig interesse i at få prøvet denne afgørelse, da den var blevet erstattet af kommunens senere afgørelse (tillæg) af 2. juni 2017 til det reviderede projekt vedr. altanerne. Byretten fandt, at afgørelse af 2. juni 2017 måtte betragtes som en ny selvstændig afgørelse, uanset at den angav at være et tillæg til afgørelse af 20. marts 2015. Retssag til prøvelse af afgørelsen af 2. juni 2017 skulle have været anlagt inden for søgsmålsfristen på 6 måneder, der løb fra Statsforvaltningens stadfæstelse af 5. marts 2018. Søgsmålsfristen udløb derfor den 5. september 2018, og det var ubestridt, at der ikke på dette tidspunkt var nedlagt påstand om, at afgørelsen af 2. juni 2017 var ugyldig, idet en sådan påstand først blev nedlagt med A’s processkrift af 11. januar 2019. Byretten afviste, at der kunne ses bort fra fristoverskridelsen, da kommunens og Statsforvaltningens afgørelser havde indeholdt klage- og søgsmålsvejledning, og da A under hele forløbet havde været repræsenteret af advokat. For så vidt angik kommunens afgørelse af 20. marts 2015 fandt byretten, at som A’s påstand var formuleret, skulle retten alene tage stilling til, om den del af indholdet i afgørelsen, som angik altanerne, skulle anses for ugyldig. Da det var ubestridt, at altanerne ikke var blevet opført som angivet i byggetilladelsen af 20. marts 2015, men i stedet var opført i henhold til byggetilladelsen af 2. juni 2017, fandt byretten, at ”den del af afgørelsen af 20. marts 2015, der gav byggetilladelse til opførelse af altaner, [må] anses for bortfaldet, da byggetilladelsens del om altaner ikke blev udnyttet jf. byggeloven § 16, stk. 10”. På den baggrund havde A ikke retlig interesse i at få prøvet den del af afgørelsen af 20. marts 2015, der vedrørte altanerne, hvorfor byretten afviste sagen ved en deldom. A ankede dommen til landsretten og nedlagde i tillæg til påstanden for byretten en ny påstand om, at kommunens afgørelser af 20. marts 2015 og 2. juni 2017 var ugyldige. Kommunen og Nævnenes Hus påstod stadfæstelse af byrettens afvisningsdom og afvisning af den nye påstand, der var nedlagt under anken, jf. retsplejelovens §§ 383 og 384. Landsretten fandt, at A’s nye påstand efter sin ordlyd ikke kun vedrørte altanerne, men også de øvrige forhold, der var indeholdt i de to afgørelser. En påkendelse af påstanden ville således medføre, at landsretten skulle tage stilling til forhold, som ikke havde foreligget for byretten, hvorfor påstanden ikke kunne tillades fremsat og derfor blev afvist. For så vidt angik A’s påstand, der også var nedlagt for byretten, tiltrådte landsretten af de af byretten anførte grunde, at søgsmålsfristen for afgørelsen af 2. juni 2017 var overskredet, og at påstanden vedr. denne afgørelse derfor skulle afvises. Landsretten lagde til grund, at afgørelsen af 2. juni 2017 efter sit indhold havde afløst afgørelsen af 20. marts 2015 – i hvert fald i relation til opførelsen af altanerne. Da afgørelsen af 20. marts 2015 derfor var afløst for de forhold, som A’s påstand vedrørte, havde A ikke påvist en aktuel og konkret interesse i selvstændigt at få prøvet afgørelsen, idet landsretten bemærkede, at det ikke kunne tillægges afgørende betydning, om altanerne var helt eller delvist opført forud for kommunens afgørelse af 2. juni 2017. På den baggrund tiltrådte landsretten afvisningen af A’s påstande om ugyldighed. Da A havde erklæret, at han ville frafalde sin subsidiære påstand om erstatning, såfremt påstandene om afvisning blev taget til følge, anså landsretten A’s anke for hævet for denne del.
Kommentar: Dommen illustrerer det forhindringsløb, der ind imellem møder borgere, som vil anfægte gyldigheden af myndighedsafgørelser ved domstolene. I denne sag blev forhindringerne yderligere forøget af, at kommunens oprindelige byggetilladelse (delvist) var blevet afløst af en senere afgørelse, og at begge kommunens afgørelser (delvist) var efterprøvet af Nævnenes Hus som rekursinstans efter byggeloven. Hovedårsagen til, at det ikke lykkedes A at få prøvet disse afgørelser, var den uhensigtsmæssige formulering af A’s principale påstand i stævningen af 19. juli 2016, hvorefter kommunen og Nævnenes Hus ”tilpligtes in solidum at anerkende, at den af Aarhus Kommune udstedte byggetilladelse af 20. marts 2015 til opførelse af 5 store altaner og 3 indvendige altaner på ejendommen […] er ugyldig”. Både byretten og landsretten opfattede påstanden som afgrænset til forholdene vedrørende altanerne, hvormed A ikke kunne opnå en prøvelse af de øvrige dele af byggeriet tilladt ved afgørelserne. Hertil kom, at A burde have revideret påstanden, efter at kommunen i juni 2017 udstedte et ”tillæg” til den oprindelige byggetilladelse, da tillægget (efter domstolenes opfattelse) havde afløst de dele af byggetilladelsen (altanerne), som A ønskede prøvet. Uanset at A dermed burde have formuleret sin påstand anderledes, forekommer dommen lige lovlig formalistisk. Hverken byretten eller landsretten tillagde det betydning, at A – trods den snævre formulering af påstanden – havde fremsat anbringender for byretten, der også vedrørte andre forhold end altanerne, at kommunens afgørelse fra juni 2017 udtrykkeligt var benævnt et ”tillæg” til den oprindelige byggetilladelse, eller at altanerne var helt eller delvist opført forud for kommunens meddelelse af ”tillægget” i juni 2017. Selvom disse forhold naturligvis ikke kunne ændre ved formuleringen af A’s påstand, kan man fristes til som Bent Christensen at spørge, om det ikke er lidet rimeligt at lade procesretlige formalia føre til flere begrænsninger i prøvelsen af forvaltningsafgørelser end allerhøjst nødvendigt henset til det særlige behov for en kvalificeret retlig bedømmelse af tvivlsspørgsmål i sådanne sager, jf. Bent Christensen: Forvaltningsret – prøvelse, 2. udg., 1994, s. 39 f. At meget kan tale herfor understreges yderligere af, at uanset om A i ovenstående sag havde revideret sin påstand som anført og overholdt søgsmålsfristen, havde A stadig ikke overvundet alle de forhindringer, der lå i vejen for en prøvelse af sagens materie. Da kommunens afgørelser havde været efterprøvet af Nævnenes Hus som rekursinstans, var det nemlig som udgangspunkt kun Nævnenes Hus, der var rette sagsøgte for A’s ugyldighedspåstand (som derfor skulle have været formuleret som en prøvelse af disse afgørelser og ikke af kommunens afgørelser). Dette gjaldt dog kun de retlige spørgsmål, der efter byggelovens § 23, stk. 1, kan prøves af Nævnenes Hus, hvorimod andre spørgsmål fortsat skulle have været prøvet mod kommunen, jf. senest MRF 2023.29 Ø. I den konkrete sag har det dog formentlig spillet ind med nogen vægt, at A tilsyneladende havde været repræsenteret af en advokat under hele forløbet, og at denne bar en stor del af ansvaret for håndteringen.