MRF 2023.29
Østre Landsrets dom af 9. marts 2023, 17. afd., sag BS-5193/2022-OLR
(Arne Brandt, Mette Lyster Knudsen og Nina Melgaard Ringsted (kst.))
A (adv. Kasper Meedom Westberg) mod Planklagenævnet og Gentofte Kommune (begge adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Lokalplanbestemmelse om maksimal højde på 1,80 m for hegn i skel mod vej omfattede også 2 m høj hegnsmur placeret 8 cm fra skel, som var opført for at begrænse væsentlige indbliksgener. Kommunens afslag på lovliggørende dispensation, der var tiltrådt af Planklagenævnet, var berettiget. Rette sagsøgte.
A købte i 2012 ejendommen B-vej 23 i Hellerup af Gentofte Kommune med henblik på at opføre en bolig, der stod færdig i 2017. I forbindelse med byggeriet havde A opført en hegnsmur 8 cm fra skel i 1,80 meters højde. Ejendommen var omfattet af en lokalplan, hvor det bl.a. var bestemt, at hegn mod skel ikke måtte være over 1,80 meter. Uanset hegnsmuren oplevede A store indbliksgener fra borgere og ulovlig indtrængen på ejendommen, navnlig efter kommunens etablering af ny kystsikring og plinte, hvilket medførte forhøjede koter på de offentlige arealer på ca. 20 cm. A forhøjede derfor den faste murstruktur med aftageligt træ langs B-vej, hvormed muren fik en højde langs vejen på mellem 2,0 og 2,2 meter. Gentofte Kommune påtalte overtrædelsen af lokalplanen og meddelte den 7. juni 2019 afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen med henvisning til, at den høje hegnsmur ville bidrage uheldigt til gadebilledet og efterlade et indtryk af ”korridorer” frem for villaveje med små kig til huse og haver. A påklagede afslaget til Planklagenævnet og gjorde gældende, at muren ikke var omfattet af lokalplanen, men af hegnsloven, da muren var opført 8 cm fra vejskel. Planklagenævnet gav i en afgørelse af 21. oktober 2020 ikke A medhold, da muren fremstod som en afgrænsning af ejendommen mod skel og dermed var omfattet af lokalplanen (j.nr. 19/98321). Gentofte Kommune meddelte den 24. februar 2021 påbud om lovliggørelse af hegnet. A anlagde herefter sag mod Gentofte Kommune og Planklagenævnet med principal påstand om, at Planklagenævnet og Gentofte Kommune skulle tilpligtes at anerkende, at kommunens afgørelse af 7. juni 2019 var ugyldig, subsidiært at afgørelsen skulle ophæves og hjemvises. Over for Gentofte Kommune nedlagde A særskilt påstand om, at kommunens lovliggørelsespåbud skulle ophæves som ugyldigt. Kommunen og Planklagenævnet påstod frifindelse og anførte bl.a., at kommunen ikke var rette sagsøgte for afslaget på lovliggørende dispensation, som Planklagenævnet havde tiltrådt, og at Planklagenævnet ikke var rette sagsøgte for kommunens lovliggørelsespåbud, som klagenævnet ikke havde taget stilling til. Byretten tiltrådte, at hegnsmuren med sin placering i skel langs vej var omfattet af lokalplanen og som følge af sin højde var i strid hermed. Byretten, der foretog besigtigelse af A’s ejendom, lagde til grund, at der var betydelige indbliksgener fra kystbeskyttelsesanlægget til A’s ejendom, men at en dispensation til den forhøjede trækonstruktion ikke ville forhindre disse indbliksgener eller ulovlig indtrængen. Der var derfor ikke væsentlige hensyn, der talte for en dispensation, som omvendt ville efterlade vejen som en korridor og ikke et åbent villakvarter. Byretten fandt derfor, at kommunen med rette havde meddelt afslag på lovliggørende dispensation, og hvilket med rette var tiltrådt af Planklagenævnet, hvorfor kommunen og Planklagenævnet blev frifundet. A ankede til landsretten, der bemærkede, at de retlige spørgsmål, som Planklagenævnet havde prøvet og afgjort, ikke kunne gøres gældende over for kommunen, og at kommunens skønsmæssige afvejning af, om betingelserne for dispensation var til stede, og efterfølgende lovliggørelsespåbud ikke kunne gøres gældende over for Planklagenævnet. Herefter tiltrådte landsretten frifindelsen med den af byretten anførte begrundelse.
Kommentar: Dommen vedrører tre spørgsmål. Det første er rette sagsøgte i sager, der er indbragt henholdsvis ikke er indbragt for klagenævn, herunder betydningen af klagenævnets begrænsede kompetence, hvor dommen følger fast retspraksis. Det andet er fortolkning af lokalplanbestemmelser om hegn, som også kan omfatte eget hegn tæt ved skel ud fra en konkret bedømmelse, hvilket må anses for velbegrundet. Det tredje spørgsmål er mere principielt, idet byrettens præmisser, som blev tiltrådt af landsretten, kan forstås således, at byretten og landsretten foretog en prøvelse af, om indbliksgenernes karakter sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder kunne føre til, at A havde krav på lovliggørende dispensation fra lokalplan, som A gjorde gældende. Hertil må bemærkes, at i tvister om manglende dispensation fra en lokalplan er praksis, at domstolene prøver, om sagsbehandlingsregler og almindelige forvaltningsretlige principper som proportionalitetsprincippet og berettigede forventninger er overholdt, men ellers ikke prøver det forvaltningsretlige skøn, og at planloven ikke forhindrer lokalplaner, som medfører nabogener. Dommen gør ikke op med dette (udover at fastslå at kommunens skønsmæssige afvejning ikke kunne gøres gældende over for Planklagenævnet, hvis prøvelse var begrænset til retlige spørgsmål), men antyder en skærpet prøvelse af nabogener og de skønsmæssige elementer i kommunens afslag på dispensation.