MRF 2023.147
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. april 2023, j.nr. 21/00444
Afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til projektet ’Skæring Børneskov’ ændret, så beplantning af hjemmehørende arter kunne ske inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, da projektet skulle indgå i undervisning og i øvrigt ville bidrage positivt til naturen, men fastholdt afslag inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje. Miljø- og Fødevareklagenævnet foretog selv væsentlighedsvurdering og vurdering af påvirkning af bilag IV-arter efter habitatbekendtgørelsen. Dissens.
En skole i Aarhus Kommune havde søgt om dispensation til beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen i forbindelse med projektet ’Skæring Børneskov’. Formålet med projektet var bl.a. at forøge klimabevidstheden blandt børn og voksne og give forståelse for vigtigheden af træer og lagring af CO2 med et udendørs læringsmiljø. Ejendommen, der udgjorde ca. 18,8 ha, var beliggende i hhv. by- og landzone, og dele af ejendommen var beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Området, hvorpå projektet ønskedes etableret, lå ca. 9,5 km nordvest for nærmeste Natura 2000-område. Projektet skulle udføres etapevis, og Aarhus Kommune havde oplyst, at området ville blive omfattet af fredskovspligt ved dispensation. Kystdirektoratet meddelte i november 2020 afslag på dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Direktoratet fandt, at den ansøgte beplantning ikke var at betragte som skovrejsning, hvorfor den lempelige dispensationspraksis herfor ikke kunne benyttes, idet projektet skulle udføres etapevis, hvorfor der ville gå lang tid, før området ville få karakter af skov. Direktoratet fandt endvidere, at projektet faldt uden for dispensationspraksis for skoler og andre institutioner, hvorefter direktoratet afviste, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, idet tilplantningen ville have stor landskabelig påvirkning, og at der var andre områder uden for strandbeskyttelseslinjen, som kunne anvendes til beplantning. Afgørelsen blev påklaget af skolen, der bl.a. anførte, at afslaget var ude af trit med nationale og internationale målsætninger mht. klima, bæredygtighed og biodiversitet. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt indledningsvis, at projektet ikke var omfattet af den lempelige dispensationspraksis for skoler og andre institutioner eller skovtilplantning med hjemmehørende arter. Nævnets flertal (6 mod 1) fandt dog, at den del af det ansøgte projekt, der lå inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, udgjorde et særligt tillfælde, hvortil der kunne meddeles dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Flertallet lagde herved vægt på projektets tilknytning til skolens undervisning og det positive bidrag til naturen og biodiversiteten i området. Da praksis for etablering af forhold inden for den oprindelige 100-meter strandbeskyttelseslinje er særlig restriktiv, fandt flertallet, at der derimod ikke kunne meddeles dispensation for den del af ansøgningen, der lå inde for denne. Mindretallet ville stadfæste Kystdirektoratets afslag i dets helhed. Afslutningsvis bemærkede nævnet, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-områder væsentligt eller i øvrigt medføre en beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområde for bilag IV-arter, da det nærmeste Natura 2000-område var placeret ca. 9,5 km fra projektområdet, og da projektet ville bidrage positivt til naturen og biodiversiteten i området. På den baggrund blev Kystdirektoratets afslag på dispensation ændret til en dispensation til den del af projektet, der befandt sig inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, og på vilkår om, at der udelukkende blev tilplantet med hjemmehørende arter som oplyst af klager.
Kommentar: Afgørelsens afsluttende bemærkninger illustrerer, at når Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer et afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en dispensation, er nævnets afgørelse omfattet af habitatbekendtgørelsens §§ 6 og 10, så nævnet som minimum skal foretage en væsentlighedsvurdering efter § 6, stk. 1, og en vurdering af, om projektet kan skade yngle- og rasteområder for bilag IV-arter, jf. tilsvarende KFE 2020.1013 Mfk (19/05913) og MRF 2023.174 Mfk. Denne fremgangsmåde må dog forudsætte, at det på det foreliggende grundlag er åbenbart, at dispensationen ikke vil være i strid med habitatbekendtgørelsen. I modsat fald må sagen ophæves og hjemvises til førsteinstansen med henblik på yderligere sagsoplysning. Se eksempelvis KFE 2019.673 Mfk (18/09498), hvor nævnet dog valgte den særegne model at ændre et afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en dispensation, men samtidig hjemviste sagen med henblik på, at Kystdirektoratet kunne sikre overholdelsen af habitatbekendtgørelsen. I et sådant tilfælde vil det nok være mest hensigtsmæssigt, at afslaget på dispensation ophæves, og sagen hjemvises, men således at nævnet tydeligt tilkendegiver, at betingelserne for dispensation i øvrigt er opfyldt, jf. MRF 2021.173 Mfk. Som anført i kommentaren til denne afgørelse risikerer en sådan fremgangsmåde imidlertid at trække sagen ud i årevis, hvis den efterfølgende dispensation påklages, hvilket kan begrunde, at der allerede ved den første behandling af ansøgningerne tages stilling til habitatbekendtgørelsens §§ 6 og 10, medmindre det er åbenbart, at ansøgningen ikke kan imødekommes, som det skete i bl.a. MRF 2023.165 Mfk. Selv om afslaget på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen i ovennævnte sag blev delvist ophævet, er der tale om en meget konkret begrundelse, hvorfor afgørelsen ikke kan tages som udtryk for en fravigelsen af den strenge praksis mht. strandbeskyttelseslinjen.