MRF 2023.140
Retten i Roskildes kendelse af 16. maj 2023, sag BS-12689/2023-ROS
A og B (adv. Per Skelbæk-Pedersen for begge) mod C A/S, D, E, F og G (adv. Morten Mark Østergaard for alle)
Ikke midlertidigt forbud mod byggeri i henhold til en påklaget byggetilladelse, da tilladelsens gyldighed ikke kan prøves under en sag, hvor kommunen ikke er part.
I november 2022 meddelte Greve Kommune byggetilladelse til opførelse af tre rækkehuse på ca. 576 m2 på en grund tilhørende C A/S, som efterfølgende blev overdraget til D m.fl. A og B, der ejede naboejendommen, påklagede i december 2022 byggetilladelsen til både Planklagenævnet og Byggeklageenheden og anførte navnlig, at byggeriet var i strid med bebyggelsesprocenten i en lokalplan og bygningsreglementet. Inden der var truffet afgørelse i klagesagerne, anmodede A og B i marts 2023 byretten om at nedlægge midlertidigt forbud over for C A/S og D m.fl. mod byggeriet efter reglerne i retsplejelovens kap. 40. A og B anførte, at igangsætning af byggeriet ville præjudicere klageinstansernes afgørelser, da der var risiko for, at byggeriet ikke efterfølgende ville blive fjernet, hvis A og B fik medhold i klagerne. C A/S og D m.fl. gjorde gældende, at de havde ret til at disponere i overensstemmelse med byggetilladelsen, og at byggeriet ikke var i modstrid med f.eks. en servitut. Retten fandt, at som sagen var forelagt, havde A og B ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at de havde en ret over for hverken C A/S eller D m.fl., som kunne søges beskyttet ved et forbud i medfør af retsplejelovens § 413, nr. 1. Retten lagde herved vægt på, at A og B ikke havde påtaleret i henhold til servitutter på ejendommen, og at indsigelser om byggetilladelsens gyldighed ikke kunne tages under påkendelse under en sag, som kommunen ikke var part i. På denne baggrund blev anmodningen om forbud ikke taget til følge.
Kommentar: Det følger af fast retspraksis, at domstolene som udgangspunkt ikke kan prøve gyldigheden af en forvaltningsafgørelse i en sag mellem to private parter, uden at myndigheden er (med)sagsøgt, jf. U 1968.409 H. I denne sag var situationen dog en anden, idet A og B ikke direkte anfægtede byggetilladelsen, men derimod anmodede om midlertidigt forbud mod byggeriet under anbringende om bl.a., at byggetilladelsen var ugyldig. Også en sådan præjudiciel prøvelse af en forvaltningsafgørelse må som hovedregel ske i en sag, hvor den kompetente myndighed er inddraget, jf. U 2007.777 H og U 2019.1616 H. Dette er imidlertid ikke en mulighed ved midlertidige afgørelser om forbud og påbud, som ikke kan opnås over for en myndighed i dens egenskab af offentligretligt organ, jf. retsplejelovens § 411, stk. 1, modsætningsvis. I en sådan situation er rekvirentens eneste udvej derfor at påklage afgørelsen og under klagesagen anmode rekursinstansen (i denne sag Planklagenævnet og Byggeklageenheden) om at tillægge klagen opsættende virkning eller alternativt at anlægge civilt søgsmål mod kommunen med begæring om opsættende virkning. Har en rekursinstans tillagt en klage opsættende virkning, kan klageren på dette grundlag få nedlagt forbud over for bygherren mod fortsat byggeri, jf. MRF 2021.305 B.
Byggesagen fra Greve rejser imidlertid yderligere spørgsmål, fordi A og B til støtte for forbudsbegæringen ikke alene gjorde gældende, at byggetilladelsen var ugyldig, men også, at byggeriet var i strid med lokalplanen. Planlovens § 62, stk. 3, hjemler udtrykkeligt en søgsmålsadgang for private til at påtale disse overtrædelser, så længe der ikke er meddelt dispensation fra lokalplanen. Efter det oplyste havde Greve Kommune ikke meddelt dispensation efter planloven, og retten burde derfor have taget stilling til dette anbringende. Da begrænsninger i adgangen til domstolene må kræve klar lovhjemmel, gælder dette, uanset at Planklagenævnet i en sag som den foreliggende normalt antager, at kommunens byggetilladelse indeholder en ”indirekte afgørelse” efter planloven om, at byggeriet er i overensstemmelse med lokalplanen, som kan påklages særskilt til Planklagenævnet og tillægges opsættende virkning, jf. f.eks. MRF 2022.321 Pkn, Planklagenævnets afgørelse af 9. januar 2018 (NMK-33-04142) og overvejelserne i betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen, s. 68 f. Om privates håndhævelse af den offentligretlige regulering ved domstolene se Thomas Haugsted og Clement Salung Petersen, Søgsmålskompetence til privat håndhævelse af offentligretlig regulering over for andre private, TfR 2021.505 (særligt s. 551 f.).