MRF 2023.129
Vestre Landsrets dom af 5. juli 2023, 12. afd., sag S-1589-22
(Thomas Raaberg-Møller, Annette Dellgren og Cecilie Maarbjerg Qvist)
Anklagemyndigheden mod T (adv. Anker Laden-Andersen)
Bøde og tvangsbøder for manglende efterkommelse af to påbud om lovliggørelse af tilstandsændringer i fortidsminde. Ikke tillagt betydning, at noteringen af fortidsmindet i tingbogen ved en fejl ikke var overført til det digitale tinglysningssystem. Forholdene var ikke forældede, da der var tale om fortsatte forbrydelser, hvorfor forældelsesfristen skulle regnes fra de påbudte opfyldelsestidspunkter.
I forbindelse med en besigtigelse på et gods ved Horsens i 2012 konstaterede Kulturstyrelsen (nu Slots- og Kulturstyrelsen), at ejendommens ejer, T, havde opført en glasoverdækning og en carport på et voldsted på godset. Den 4. april 2012 meddelte Kulturstyrelsen påbud efter museumslovens § 29 p til T om at fjerne glasoverdækningen og carporten med henvisning til, at der var tale om ulovlige tilstandsændringer af et fortidsminde. Påbuddet blev ikke efterkommet, og ved et tilsyn i oktober 2014 konstaterede Moesgård Museum, at der på voldstedet tillige fandtes to flisebelagte haveanlæg med tilhørende mure. Den 4. marts 2015 meddelte Kulturstyrelsen derfor endnu et påbud til T om at fjerne de to haveanlæg. T påklagede påbuddet om at fjerne haveanlæggene til Natur- og Miljøklagenævnet, der i august 2016 stadfæstede påbuddet, hvilket T indbragte for domstolene, der i MAD 2018.214 B og MAD 2020.96 V opretholdt påbuddet, dog således at en ældre flisebelægning fra 1974 blev retligt lovliggjort. Da påbuddene fra 2012 og 2015 fortsat ikke blev efterkommet, rejste anklagemyndigheden i juli 2020 straffesag mod T med påstand om bødestraf og tvangsbøder. T erkendte at have opført de ulovlige forhold på ejendommen, men påstod frifindelse med henvisning til, at han ikke havde været bekendt med fortidsmindebeskyttelsen på ejendommen. For byretten oplyste en medarbejder fra Slots- og Kulturstyrelsen, at ”fredningen efter museumslovens regler” var blevet meddelt den daværende ejer i 1969 og tinglyst på ejendommen, men at man under sagen havde konstateret, at den tinglyste deklaration ved en fejl ikke var blevet overført til det digitale tinglysningssystem. Byretten lagde til grund, at T i 2001 havde ansøgt om og fået afslag på tilladelse til at opføre en garagebygning på ejendommen med henvisning til den dagældende naturbeskyttelseslovs § 12 (nu museumslovens § 29 e), og at T derfor var blevet gjort opmærksom på, at voldstedet inklusive både de synlige og tildækkede dele af voldgravene var omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer i museumslovens § 29 e. Byretten lagde endvidere til grund, at glasoverdækningen, carporten og haveanlæggene først herefter blev etableret på ejendommen. På den baggrund og efter indholdet af den tinglyste deklaration, og uanset at noteringen af fortidsmindet ved en fejl ikke blev overført i forbindelse med digitalisering af tingbogen, fandt byretten T skyldig i tiltalen. Bødestraffen blev nedsat til 2.500 kr. henset til sagens ukomplicerede karakter og sagsbehandlingstiden, og T blev idømt månedlige tvangsbøder på 2.000 kr., hvis T ikke inden fire måneder fra byrettens dom fjernede de ulovlige forhold og fyldte op med ren muldjord og tilsåede med græsfrø af en vildgræsblanding. T ankede dommen til landsretten, der indledningsvis bemærkede, at forældelsesfristen er 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, og at fristen regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt, jf. lovens § 94, stk. 1. I påbuddet af 4. april 2012 havde T fået frist til den 1. august 2012 til at lovliggøre glasoverdækningen og carporten. Fristen blev i maj 2013 forlænget til den 1. september 2013, og i juni 2014 blev fristen yderligere forlænget til den 1. september 2014. T blev den 8. april 2015 sigtet for at have undladt at efterkomme påbuddet, hvormed forældelsesfristen blev afbrudt. I påbuddet af 4. marts 2015 havde T fået frist til den 15. juni 2015 til at lovliggøre de to haveanlæg. Fristen blev senere forlænget til den 1. oktober 2020, og anklagemyndigheden havde den 27. januar 2017 indleveret anklageskrift til byretten, hvormed forældelsesfristen blev afbrudt. Landsretten bemærkede, at forholdene omhandlede manglende overholdelse af to lovliggørelsespåbud, og at der var tale om ensartede og kontinuerlige undladelser, der måtte bedømmes som en fortsat forbrydelse. Forældelsesfristen skulle derfor regnes fra de påbudte opfyldelsestidspunkter, og forholdene var derfor ikke forældede. Af de grunde, byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at T var fundet skyldig som sket, ligesom landsrettens tiltrådte bødens og tvangsbødernes størrelse, idet fristen for at efterkomme påbuddene blev ændret til den 1. januar 2024. Med den ændring stadfæstede landsretten byrettens dom.
Kommentar: Visse fortidsmindetyper, herunder bebyggede voldsteder, er først omfattet af museumslovens beskyttelse, når ejeren har modtaget meddelelse om deres tilstedeværelse. Efter museumslovens § 29 e, stk. 5, kan Slots- og Kulturstyrelsen lade en sådan meddelelse tinglyse på ejendommen, men tinglysning er ikke en gyldighedsbetingelse for fortidsmindebeskyttelsen. Dommen i denne sag illustrerer en vigtig forskel i den administrative og strafferetlige håndhævelse af miljølovgivningen. Mens den manglende overførsel af den tinglyste deklaration til det digitale tinglysningssystem er uden betydning for gyldigheden af de administrative påbud og for ejerens lovliggørelsespligt efter lovens § 29 p, kunne fejlen have fået betydning for vurderingen af den strafferetlig tilregnelse hos tiltalte. I den konkrete sag var der dog som følge af den tidligere dispensationssag fra 2001 ikke tvivl om, at tiltalte var bekendt med forbuddet mod tilstandsændringer. Om forældelse af strafansvar for manglende efterkommelse af lovliggørelsespåbud er dommen på linje med øvrig retspraksis, jf. f.eks. MRF 2021.202 V.