MRF 2021.202
Vestre Landsrets dom af 17. januar 2021, 11. afd., sag S-404-20
(Lis Frost, Jens Røn og Mathias Staugaard Nielsen (kst.))
Anklagemyndigheden mod H Holding ApS (adv. Mikael Marstal)
Bøde på 10.000 kr. og tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud fra december 2015 efter planlovens § 50 om at fjerne bygninger, der var opført uden landzonetilladelse, og hvor der blev rejst tiltale i juli 2018. Forældelse af strafansvar afvist med henvisning til, at T havde påklaget afslag på landzonetilladelse og lovliggørelsespåbud, men at afgørelsen var stadfæstet af Planklagenævnet i august 2017, og at klage over landzonetilladelse som udgangspunkt har opsættende virkning.
H Holding ApS var tiltalt for at overtræde planlovens § 64, stk. 1, nr. 4, ved som ejer af en ejendom i landzone ikke at have efterkommet Ikast-Brande Kommunes påbud efter planlovens § 51 af 21. december 2015 om senest den 1. april 2018 at fjerne et fritidshus og en servicebygning, der var opført uden landzonetilladelse efter planlovens § 35. Baggrunden for sagen var, at H Holding ApS i 2004 havde ansøgt kommunen om landzonetilladelse til at opføre nyt fritidshus og servicehal på ejendommen, hvor der i 2004 var en primitiv hytte og en række meget forfaldne udhuse og andre bygninger. Kommunen meddelte afslag, men anførte tillige, at der kunne ske istandsættelse af en eksisterende bygning på ca. 30 m2 og eventuelt et udhus, så længe der ikke var tale om at udvide bygningerne, ændre bygningernes udseende væsentligt eller indlægge vand og el. Efterfølgende rev H Holding ApS flere bygninger ned og renoverede jagthytten og et maskinhus, som blev opført med ny konstruktion på den eksisterende sokkel. Efterfølgende blev huset renoveret og tilbygget. I forbindelse med kommunens ajourføring af BBR i 2015 konstaterede kommunen, at der ikke var overensstemmelse med de i BBR anførte bygninger og de faktiske forhold på H Holding ApS’ ejendom, hvilket kommunen påtalte over for H Holding ApS, der herefter ansøgte om lovliggørende landzonetilladelse. Kommunen meddelte den 21. december 2015 afslag på lovliggørende landzonetilladelse og meddelte samtidigt påbud om at fjerne fritidshuset og servicebygningen. H Holding ApS påklagede afgørelsen til Planklagenævnet, hvor ejeren bl.a. gjorde gældende, at der var indtrådt myndighedspassivitet. Planklagenævnet afviste i afgørelse af 24. august 2017, at der var indtrådt myndighedspassivitet, og stadfæstede kommunens afslag på lovliggørende landzonetilladelse, ligesom nævnet afviste at give medhold i klagen over påbuddet om fysisk lovliggørelse med bemærkning om, at kommunen ”fastsætter ny dato for lovliggørelse” (NMK-31-01916). H Holding ApS efterkom påbuddet for så vidt angik tilbygninger, servicebygning, terrasse og brændeskur, mens et hus og maskinhus ikke blev fjernet. Da kommunen fandt, at påbuddet ikke var fuldt ud efterkommet, blev der i juli 2018 rejst sigtelse og i oktober 2019 rejst straffesag mod H Holding ApS, som nægtede sig skyldig og bl.a. gjorde gældende, at strafansvar var forældet efter den to-årige forældelsesfrist efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, da der var gået over tre år fra kommunens påbud i december 2015, til der var rejst straffesag. Byretten lagde til grund, at de tilbageblevne bygninger havde ændret karakter i en sådan grad, at de krævede landzonetilladelse, og da der ikke var meddelt landzonetilladelse, fandt byretten kommunens påbud gyldigt. I forhold til forældelsesindsigelsen bemærkede byretten, at den toårige forældelse efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, begynder at løbe fra fristen for opfyldelse af påbuddet er udløbet, hvilket i denne sag var 1. juni 2016. Men herefter anførte byretten, at kommunens afgørelse blev påklaget af H Holding ApS til ”Planklagenævnet, der den 24. august 2017 har truffet afgørelse om stadfæstelse af påbuddet. Sigtelse er rejst den 16. juli 2018. Under hensyn til at det er tiltalte, der har foranlediget afgørelsen prøvet, og dermed at sagens endelige afgørelse blev udsat, løber forældelsesfristen fra et tidspunkt, ikke tidligere end fra klagesagens afgørelse. Strafansvaret er på dette grundlag ikke forældet”. På denne baggrund blev H Holding ApS fundet skyldig og idømt en bøde på 10.000 kr. samt månedlige tvangsbøder på 2.000 kr. H Holding ApS ankede dommen til landsretten, der ligeledes fandt H Holding ApS skyldig efter anklageskriftet og i relation til forældelse af strafansvar anførte, at ”rettidig klage over kommunens afgørelse om landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, som udgangspunkt har opsættende virkning. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at forholdet ikke er forældet”. På den baggrund stadfæstede landsretten dommen med den ændring, at den første tvangsbøde ifaldtes den 1. juli 2021.
Kommentar: Sagen angår et tilbagevendende spørgsmål om forældelse i sager om manglende efterkommelse af påbud om fysisk lovliggørelse efter planloven og andre miljølove. I stort set alle sager vil selve den ulovlige handling – i dette tilfælde opførelse af bygninger uden landzonetilladelse – typisk være forældet. Men da kommunens påbud om fysisk lovliggørelse er selvstændigt strafsanktioneret, regnes forældelsen af den manglende efterkommelse af påbuddet først fra, som byretten korrekt anfører, fra fristen for opfyldelse af påbuddet. Dette ville imidlertid i den foreliggende sag have ført til frifindelse, da der gik mere end to år, inden der blev rejst tiltale. Problemet var imidlertid, at påbuddet var påklaget sammen med afslaget på landzonetilladelse, og så længe Planklagenævnet ikke havde afgjort den klagesag, kunne der ikke gøres et strafferetligt ansvar gældende, da klage over afslag på landzonetilladelse som udgangspunkt har opsættende virkning. Denne del af byrettens og landsrettens begrundelse for at afvise forældelse af strafansvar kan derfor fuldt ud tiltrædes. Det samme gælder imidlertid ikke sidste del af begrundelsen. Det må således i forhold til det strafferetlige ansvar anses for irrelevant, om det er tiltalte eller en nabo, der har påklaget afslag på lovliggørende landzonetilladelse og påbud om lovliggørelse, da fristen i alle tilfælde først kunne regnes fra det tidspunkt, hvor Planklagenævnet havde stadfæstet kommunens afslag på lovliggørende landzonetilladelse, når Planklagenævnet ikke ophævede den opsættende virkning af klage. Problemet i sagen er, at anklagemyndigheden har formuleret anklageskriftet uheldigt, idet tiltalen skulle have refereret til Planklagenævnets afgørelse. Tiltalen burde derfor have været en tiltale for ”at have undladt at efterkomme Ikast-Brande Kommunes påbud af 21. december 2015 som stadfæstet af Planklagenævnet den 24. august 2017 om at fjerne fritidshus og servicebygning senest den 1. april 2018”. Det følger således af sagens oplysninger, at kommunen efter Planklagenævnets afgørelse fastsatte en ny frist for lovliggørelse, og det er fristen for opfyldelse af dette lovliggørelsespåbud, der skal danne grundlag for tiltalen.