MRF 2023.124
Vester Landsrets dom af 12. maj 2023, 7. afd., sag BS-25865/2022-VLR
(Jon Esben Hvam, Thomas Raaberg-Møller og Jette Uhrenholt (kst.))
A (adv. Jakob Brunse Mæhlisen) mod B og C (adv. Jesper Håkonsson for begge)
Grundejer B og C havde vundet ejendomshævd over en jordstrimmel langs markvej på A’s ejendom, idet det ud fra ortofotos kunne konstateres, at B og C siden 1999 havde udøvet ejers råden over arealet. Den omstændighed, at A i en periode havde forpagtet B og C’s ejendom, havde ikke afbrudt hævdserhvervelsen.
Sagen drejede sig om ejendomshævd og placering af skel mellem A’s ejendom og en ejendom ejet af de sagsøgte, B og C. Baggrunden for sagen var, at B og C i 2016 havde opført en jordvold langs en markvej, som A mente overskred den matrikulære skelgrænse til A’s ejendom. På baggrund heraf blev der i 2020 afholdt en skelforretning efter udstykningsloven, hvor landinspektøren konkluderede, at B og C havde vundet ejendomshævd over den del af A’s ejendom, der i mere end 20 år havde udgjort brugsgrænsen på stedet. A anlagde herefter sag i marts 2020 med påstand om, at B og C skulle anerkende, at skellet var det hidtidige matrikulerede skel, og at B og C derfor skulle fjerne den del af jordvolden, som var etableret på A’s ejendom. Byretten lagde til grund, at den registrerede skelgrænse mellem parternes ejendomme forløb som optegnet af landinspektøren i erklæringen fra skelforretningen. Herudover lagde byretten på baggrund af erklæringen til grund, at der var en afvigelse mellem den udøvede råden (brugsgrænsen) i forhold til den registrerede skelgrænse mellem ejendommene. Da brugsgrænsen mellem ejendommene af landinspektøren var fastlagt på grundlag af historiske ortofotos fra perioden 1999 til 2019 fandt byretten, at B og C vundet hævd til en grænse svarende til den brugsgrænse, som landinspektøren havde optegnet. Det forhold, at A i 2014 havde forpagtet B og C’s ejendom, var ikke en sådan råden, der kunne afbryde hævdserhvervelsen. A ankede til landsretten, hvor A supplerende anførte, at der bl.a. før etableringen af jordvolden var grøfter langs markvejen, hvorfor B og C ikke forud for etablering af jordvolden havde udøvet en ejers råden over arealet. Landsretten fandt, at A’s forklaring om, at der tidligere var grøfter langs markvejen, først var fremkommet for landsretten, og at A tidligere for byretten havde forklaret, at jorden – da A forpagtede den – var dyrket helt ud til vejen. Herudover fandt landsretten, at brugsgrænsen var som optegnet af landinspektøren på grundlag af ortofotos i perioden 1999 til 2019. På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten, at B og C havde vundet ejendomshævd.
Kommentar: Mens de subjektive betingelser for hævd og den hævdendes onde eller gode tro har indtaget en væsentlig rolle i flere nye sager om ejendomshævd, gælder dette ikke denne dom, hvor tvistepunktet primært angik, hvilken råden den hævdende havde udøvet. Af øvrige domme om hævd fra 2023 kan nævnes MRF 2023.14 H, MRF 2023.135 Ø og MRF 2023.44/2 B, hvor de subjektive betingelser for ejendomshævd var omtvistede, samt MRF 2023.120 H og MRF 2023.133 Ø.