MRF 2023.111
Planklagenævnets afgørelse af 23. maj 2023, j.nr. 22/12080
Stadfæstet afslag på landzonetilladelse til terrænregulering i form af jordtilførsel fra bygge- og anlægsprojekter på ca. 265.000 m3 til imødegåelse af dyrkningsproblemer på vandlidende arealer, da næsten hele ejendommen var ikke dyrkningsegnet lavbundsareal, som efter kommuneplanen skulle friholdes for byggeri og anlæg, der kunne forhindre genopretning af den naturlige hydrologi.
Kalundborg Kommune meddelte i juli 2022 afslag på E’s ansøgning om terrænregulering af ca. 28 ha med jordtilførsel på ca. 265.000 m3, hvilket ville medføre en hævning af terrænet med mellem 0-1 meter over eksisterende terræn med henblik på at forbedre dyrkningen af E’s landbrugsejendom på i alt 290 ha. Ejendommen var beliggende i et område, der i kommuneplanen var udpeget som lavbundsareal og større sammenhængende landskab med økologiske og potentielle økologiske forbindelser, geologiske bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser. Afslaget blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at afslaget var i strid med Planklagenævnets praksis, da afslaget ikke var begrundet i, om projektet i sig selv var jordforbedrende, men at projektet var omfattet af dele af en udpegning i kommuneplanen. Planklagenævnet lagde til grund, at der på størstedelen af matriklen var lavbundsarealer, og at arealet var vandlidende og uegnet til dyrkning af afgrøder grundet den store mængde overfladevand. Spørgsmålet var herefter, om E havde sandsynliggjort, at det var nødvendigt for landbrugsdriften at terrænregulere et ellers uegnet areal. Et enstemmigt nævn fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at den ansøgte jordpåfyldning og terrænregulering oversteg, hvad der var nødvendigt for landbrugsdriften, og derfor krævede landzonetilladelse. Nævnet lagde herved vægt på, at stort set hele matriklen var et lavbundsareal, der kun i begrænset omfang var dyrkningsegnet. Projektet havde derfor ikke karakter af udjævning af vandlidende lavninger på et i øvrigt dyrkningsegnet areal, men derimod en hævning af hele matriklens eksisterende terræn. Nævnet fandt herefter, at ejeren efter planloven ikke har krav på ved terrænregulering at kunne omdanne et ikke dyrkningsegnet areal til dyrkning af en specifik afgrøde eller til at opnå en ydelse væsentligt ud over det, arealet naturligt kan give. Da der ikke forelå konkret materiale, som understøttede behovet for at hæve hele matriklens areal, måtte projektet derfor karakteriseres som ændret anvendelse i form af opbevaring af overskudsjord, hvilket krævede landzonetilladelse, jf. § 35, stk. 1. Et enstemmigt nævnt fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afslag på landzonetilladelse, idet nævnet lagde vægt på, at ejendommen var udpeget som lavbundsareal, og at arealet ifølge kommuneplanens retningslinjer og vådområdecirkulæret skulle friholdes for byggeri og anlæg omfattet af planlovens § 35 stk. 1, der kunne forhindre, at den naturlige hydrologi kunne genskabes, ligesom nævnet henviste til ejendommens øvrige udpegninger. Herudover lagde nævnet vægt på det ansøgtes udbredelse og omfang, herunder at jordtilførsel skulle ske i form af jordtilførsel fra bygge- og anlægsprojekter på ca. 265.000 m3, og at arbejdets varighed ville være ca. 18 måneder. Det bemærkedes afslutningsvis, at det var nævnets generelle opfattelse, at eventuelle problemer i området eller på regionalt plan med at finde passende opbevaring af overskudsjord fra byggeprojekter, burde løses gennem planlægning eller eventuelt lovgivning og ikke gennem et større antal landzonetilladelser til opbevaring heraf på landbrugsarealer. Planklagenævnet stadfæstede på denne baggrund afgørelsen.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse er udformet noget uheldigt, idet klagen ifølge nævnet både angår kommunens afslag på landzonetilladelse og kommunens ”afgørelse om, at terrænreguleringen kræver landzonetilladelse”. Hertil må anføres, at når en kommune finder, at en bestemt aktivitet/ændring kræver landzonetilladelse, er dette ikke i sig selv en afgørelse, men en procesledende beslutning, som ikke kan påklages særskilt, men alene kan påklages i forbindelse med en afgørelse om landzonetilladelse henholdsvis om at afslå landzonetilladelse eller i forbindelse med et lovliggørelsespåbud. Samme misforståelse er gentaget i MRF 2023.114 Pkn, hvilket kan undre, da der i begge tilfælde er tale om nævnsafgørelser, som er kommenteret i PKNO nr. 37. Derimod forekommer den juridiske vurdering af betingelserne for landzonetilladelse overbevisende og understreger på den ene side, at hverken landskabelige eller naturmæssige hensyn kan indgå ved vurderingen af, om en terrænændring er jordbrugsmæssigt nødvendigt, men at terrænændringens omfang sammenholdt med den tilførte jordmængde kan være af en sådan karakter, at det må anses for opbevaring af overskudsjord, som kræver landzonetilladelse. Hertil kan føjes, at hvis der er tale om opbevaring af overskudsjord, vil opbevaringen af overskudsjord kræve miljøgodkendelse som nyttiggørelse af affald, hvilket bl.a. fremgår af EU-Domstolens dom i sag C-238/21 (MRF 2022.194).