MRF 2023.114
Planklagenævnets afgørelse af 9. juni 2023, j.nr. 22/11651
Stadfæstet Frederiksund Kommunes ”afgørelse” om, at terrænregulering i form af jordtilførsel med henblik på dyrkning af juletræer krævede landzonetilladelse, da jordtilførslen ikke kunne anses for nødvendig for den landbrugsmæssige drift i en sådan grad som ansøgt, og da arealet tidligere havde været anvendt til dyrkning af sædvanlige landbrugsafgrøder og i øvrigt var egnet hertil.
Sagen vedrørte A’s ansøgning om terrænregulering i form af jordtilførsel og hævning af terrænet på en ejendom beliggende i landzone uden for kommuneplanens rammer. Den omhandlende matrikel var en del af en landbrugsejendom på ca. 6,1 ha, hvoraf arealet, der var ansøgt terrænreguleret, dækkede ca. 2 ha. Ansøgningen var indsendt af A på vegne af ejendommens ejer og angik tilførsel af ca. 33.300 m3 jord, som skulle komme fra anlægsprojekter i hovedstadsområdet, hvormed arealet ville blive hævet med mellem 1,25-2 meter i højden. Ansøgningen var begrundet med, at grundvandet stod højt på matriklen, hvorfor der ikke kunne dyrkes juletræer på arealet. Frederiksund Kommune traf den 24. februar 2022 ”afgørelse” om, at det ansøgte krævede landzonetilladelse, da terrænreguleringen var større end nødvendigt for den landbrugsmæssige drift af arealet, hvorfor der reelt var tale om jorddeponi. Kommunen anførte i afgørelsen to alternative løsningsforslag, der kunne afhjælpe dyrkningsproblemerne. Kommunens ”afgørelse” blev påklaget af A, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde foretaget partshøring omkring de to løsningsforslag, og at den ansøgte terrænregulering var nødvendig for den landbrugsmæssige drift af arealet, hvilket A alene skulle sandsynliggøre og ikke dokumentere. Planklagenævnet fandt indledningsvis, at kommunen ikke var forpligtet til at partshøre A om de to alternative forslag, da der ikke var tale om oplysninger om sagens faktiske omstændigheder eller eksterne faglige vurderinger, og da løsningsforslagene ikke i sig selv ændrede på udfaldet af afgørelsen, ligesom der netop var tale om forslag, som ikke var en del af afgørelsen og ikke skulle efterkommes. For så vidt angik spørgsmålet, om det ansøgte var omfattet af planlovens § 35, stk. 1, lagde nævnet til grund, at arealet i perioden fra 2008 til og med 2014 havde været intensivt dyrket med en afgrøde, da arealet på ortofotos generelt fremstod ensartet med dyrkningsspor og uden væsentlig synlig vegetation. I 2016 var hovedparten af det omhandlede areal blevet tilplantet med træer, som ud fra sagens oplysninger måtte være juletræer. Nævnet lagde endvidere til grund, at der på arealet var naturlig høj grundvandsstand, og at arealet i dets nuværende form utvivlsomt ikke var egnet til dyrkning af juletræer, da juletræer ikke har tilstrækkelige vækstbetingelser i en lerholdig jord med høj grundvandsstand. Spørgsmålet var herefter, hvorvidt det var sandsynliggjort, at det var nødvendigt for landbrugsdriften at terrænregulere et ellers uegnet areal i en sådan grad, at der ville kunne dyrkes juletræer. Nævnet bemærkede, at der på ejendommens øvrige arealer dyrkedes juletræer uden umiddelbare problemer. Et enstemmigt nævn fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at den ansøgte terrænregulering krævede landzonetilladelse, da der var tale om jordtilførsel på størstedelen af matriklen, som før tilførslen af jord var konstateret uegnet til dyrkning af juletræer, og som tidligere, før man forsøgte at etablere en juletræsplantage, var blevet dyrket landbrugsmæssigt. Der var således ikke tale om opfyldning af en egentlig lavning. Det var nævnets vurdering, at det ikke kunne anses for nødvendigt for den landbrugsmæssige drift at terrænregulere hele arealet i en sådan grad som ansøgt for at omdanne en mark til dyrkning af en bestemt afgrøde/sort. Nævnet udtalte, at en ansøgning om terrænregulering ikke alene begrundes i behovet for dyrkning af én bestemt afgrøde, når arealet i øvrigt må anses for egnet til dyrkning af sædvanlige landbrugsafgrøder, da det må være de konkrete jordbundsmæssige forhold, der afgør, hvilke muligheder man har for dyrkning af jorden. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Planklagenævnets behandling af klagen – og endog i det læge nævn – forekommer uforståelig. En kommunes beslutning om, at en aktivitet eller ændring kræver landzonetilladelse, kan vanskeligt anses for en afgørelse i hverken forvaltningslovens eller planlovens forstand, men må anses for en procesledende beslutning, hvis kommunen efterfølgende traf afgørelse efter planlovens § 35. Ellers er der blot tale om et ikke retligt bindende udsagn, hvorfor klagen burde være afvist på dette grundlag. Selv om selve sagens substans er interessant, kan dette ikke begrunde, at Planklagenævnet udvider sit sagsområde ud over afgørelsesbegrebet. Er ansøger uenig i kommunens vurdering, kan ansøger søge om landzonetilladelse, og afslag herpå kan naturligvis påklages, hvorunder Planklagenævnet kan tage stilling til, om det ansøgte kræver landzonetilladelse. Planklagenævnets afgørelse, der er omtalt i PKNO nr. 37, fører derimod til, at enhver præjudiciel kommunal vurdering af, at en aktivitet kræver landzonetilladelse, vil kunne påklages selvstændigt til Planklagenævnet, hvilket så har den refleksvirkning, at sådanne tilkendegivelser også omfattes af forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring. Dette illustrerer på sin egen måde, at Planklagenævnet ikke kan behandle kommuners forskellige tilkendegivelser til borgerne om, hvordan kommunen forstår lovgivningen, fordi Planklagenævnet ikke driver responderende juridisk virksomhed. Da Planklagenævnet i forvejen er presset af mange klagesager, er der ingen grund til at bruge ressourcer på at behandle klager, når der end ikke foreligger en afgørelse. Se tillige MRF 2023.111 Pkn, hvor fejlen var mindre fatal, fordi der i denne sag fra Kalundborg tillige var meddelt afslag på landzonetilladelse. Endvidere kan nævnes MRF 2023.109 Pkn, hvor Planklagenævnet ophævede Randers Kommunes ”afgørelse” om, at 14,5 km hegn omkring en naturnationalpark ikke krævede landzonetilladelse.