MRF 2023.11/2
EU-Domstolens dom af 21. marts 2023, Store Afdeling, sag C-100/21, Mercedes-Benz Group
Køberen af en bil med ulovlig manipulation af udstødning har efter EU-retten krav på passende erstatning fra bilfabrikanten, når anordningen har påført køberen en skade, idet erstatningsbetingelserne fastsættes i national ret under overholdelse af effektivitetsprincippet. EU-retten er ikke til hinder for, at erstatningen fastsættes, så der undgås en ugrundet berigelse af køberen.
Sagen var en af udløberne af den såkaldte ’dieselgate’ om flere tyske bilproducenters anvendelse af manipulationsanordninger ved måling af dieselbilers NOx-emission i strid med EU’s forordning nr. 715/2007 om typegodkendelser af motorkøretøjer mht. emissioner fra personbiler og lette erhvervskøretøjer. Efter rammedirektivet (2007/46) om typegodkendelser (nu direktiv 2018/858) skal alle køretøjer havde en EF-typegodkendelse, og en sådan typegodkendelse kan kun udstedes, hvis køretøjstypen opfylder bestemmelserne i forordning nr. 715/2007. I marts 2014 havde QB hos en forhandler købt en brugt Mercedes-Benz, der var udstyret med en software, som i tilfælde af lave temperaturer førte til højere udledning af NOx. Da QB mente, at der var tale om en ulovlig manipulationsordning i strid med forordning nr. 715/2007, og at han som følge heraf havde et lidt et tab, anlagde han sag ved de tyske domstole mod Mercedes-Benz Group som producent af bilen med påstand om erstatning (uden for kontrakt) for den påførte skade. Efter tysk ret kan en skadelidt have ret til erstatning i sådanne tilfælde, hvis skadevolderen har handlet forsætligt eller uagtsomt, og den overtrådte regel har til formål at beskytte skadelidtes interesser, også selvom reglen hovedsageligt beskytter en almen interesse. Da den tyske domstol var i tvivl om, hvorvidt reglerne om typegodkendelse og begrænsning af NOx-emission også varetager interesserne for en individuel køber af et køretøj, førte sagen til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvor den tyske domstol også spurgte, om det er i strid med EU-retten, hvis fordelen ved køberens brug af køretøjet modregnes i et eventuelt erstatningsbeløb for at undgå en ugrundet berigelse af køberen. EU-Domstolen bemærkede indledningsvis, at det tilkom den forelæggende ret at afgøre, om den omhandlede anordning i bilen var en ulovlig manipulationsordning i strid med forordning nr. 715/2007 (præmis 60-67). EU-Domstolen udtalte herefter, at reglerne i rammedirektivet og forordning nr. 715/2007 forfølger et alment formål, nemlig at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau, ligesom håndhævelsen af reglerne skal sikre en loyal konkurrence mellem bilfabrikanter i det indre marked (præmis 71 og 80). Efter reglerne skal bilfabrikanter dog også udstede en typeattest til den enkelte køber af et køretøj, som attesterer, at køretøjet er i overensstemmelse med alle retsakter på fremstillingstidspunkt. Heraf følger, at typeattesten beskytter køberen mod fabrikantens manglende overholdelse af reglerne i bl.a. forordning nr. 715/2007 og derved skaber en ”direkte forbindelse” mellem fabrikanten og køberen (præmis 78-82). Hertil kommer, at fabrikantens manglende overholdelse af reglerne i bl.a. forordning nr. 715/2007 kan rejse tvivl om typegodkendelsens gyldighed, hvilket kan skabe usikkerhed om muligheden for at indregistrere, sælge eller bruge det pågældende køretøj og på sigt skade køberen af køretøjet, der er udstyret med en ulovlig manipulationsanordning (præmis 84). På den baggrund fandt EU-Domstolen, at bestemmelserne i rammedirektivet og forordning nr. 715/2007, udover at beskytte almene interesser, også beskytter de særlige interesser for den enkelte køber af et køretøj i forhold til køretøjets fabrikant (præmis 85). Spørgsmålet var herefter, om EU-retten hindrer, at den fordel, som køberen har fået ved at kunne benytte køretøjet, modregnes i det beløb, som køberen kan kræve erstattet fra fabrikanten. EU-Domstolen udtalte, at efter både rammedirektivet og forordning nr. 715/2007 skal medlemsstaterne fastsætte effektive, proportionale og afskrækkende sanktioner i tilfælde af, at reglerne overtrædes. Heraf følger, at medlemsstaterne har pligt til at sikre, at køberen af et køretøj med en ulovlig manipulationsanordning har krav på erstatning fra fabrikanten, når anordningen har påført køberen en skade (præmis 90-91). I mangel af EU-retlige erstatningsregler i et sådant tilfælde, beror de nærmere erstatningsbetingelser på national ret, idet de nationale regler skal overholde effektivitetsprincippet og derfor ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for køberen i praksis at opnå en passende erstatning for den påførte skade. Med dette forbehold er EU-retten dog ikke til hinder for, at de nationale domstole ved erstatningsudmålingen påser, at der ikke sker en ugrundet berigelse af skadelidte (præmis 92-94).
Kommentar: Dommen fastslår, at køberen af et køretøj på grundlag af EU-retten har en erstatningsretligt værnet interesse i, at fabrikanten overholder reglerne om begrænsning af NOx-emissioner, bl.a. fordi en sådan overtrædelse kan have indflydelse på bilens markedsværdi. Dommen er desuden et godt eksempel på, at det almindelige EU-retlige krav om effektive, proportionale og afskrækkende sanktioner (retsmidler) i tilfælde af en overtrædelse af EU-retten skal forstås meget bredt og efter omstændighederne også kræver adgang til erstatning, hvilket blev fastslået allerede i sag 14/83, Von Colson, om ulovlig forskelsbehandling og sidenhen er blevet et centralt privatretligt element i håndhævelsen af konkurrenceretten, jf. bl.a. sag C-453/99, Courage, og de forenede sager C-295/04 – C-298/04, Manfredi. EU-Domstolen har i en række sager forholdt sig til andre spørgsmål i relation til ’dieselgate’, jf. bl.a. sag C-693/18 (MRF 2020.22) om fortolkningen af ”manipulationsanordninger” og sag C-873/19 (MRF 2022.192) om en NGO’s søgsmålskompetence på grundlag af Århus-konventionens art. 9(3) og art. 47 i EU’s charter til at anfægte tyske myndigheders typegodkendelse.