MRF 2023.106
Planklagenævnets afgørelse af 16. maj 2023, j.nr. 22/06524
Lokalplan for opførelse af 250-300 boliger på 15 ha uden for Slagelse omfattet af obligatorisk miljøvurdering, da projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.b og ikke fandtes undtaget efter § 8, stk. 2, nr. 1, om mindre geografiske områder, hvorfor screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 blev ophævet.
Slagelse Kommune traf den 25. april 2022 screeningsafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres miljøvurdering af forslag til lokalplan nr. 1235, Tidselbjerget, etape 2. Kommunen havde i 2015 vedtaget en rammelokalplan, der udgjorde det formelle plangrundlag for udviklingen af et ca. 45 ha stort boligområde i Slagelses nordøstlige udkant med i alt 400-500 boliger. Størstedelen af rammelokalplanens etape 1 var udviklet, og lokalplanen afløste rammelokalplanen for den del af området, som var omfattet af den nye lokalplan. Lokalplanen fastlagde rammerne for etableringen af 2. etape af det nye boligområde med opførelse af 250-300 boliger i form af åben-lav, tæt-lav og etagebebyggelser i 2-6 etager på ca. 15 ha. Det fremgik af lokalplanen, at en del af planområdet var beliggende i landzone, mens resten var beliggende i byzone, og at landzonearealet med den endeligt vedtagne lokalplan ville overføres til byzone, så hele planområdet blev byzone. Planområdet bestod primært af eksisterende landbrugsarealer med enkelte landejendomme. Kommunen havde i screeningafgørelsen vurderet, at planforslaget ikke vil medføre væsentlig indvirkning på miljøet. Screeningsafgørelsen blev påklaget af en lokal forening, der fandt, at der skulle være sket miljøvurdering. Slagelse Kommune vedtog lokalplanen den 31. august 2022. Planklagenævnet lagde til grund, at det planlagte projekt var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.b om anlægsarbejder i byzone, da landzonearealerne i planområdet blev overført til byzone med lokalplanen. Lokalplanforslaget var derfor omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, og nævnet afviste, at undtagelsesbestemmelsen i § 8, stk. 2, nr. 1, fandt anvendelse, da der ikke var tale om et mindre geografisk område i forhold til kommunens samlede areal, og da hovedparten af området var landbrugsområde. Nævnet afviste, at planforslaget kunne anses for mindre ændringer i forhold til den eksisterende lokalplan, der alene fastlagde helt overordnede rammer for områdets anvendelse og disponering og ikke havde byggeretsgivende karakter, men forudsatte nærmere planlægning. Hertil kom, at der heller ikke var foretaget en miljøvurdering af rammelokalplanen. Den omhandlede lokalplan var herefter underlagt krav om miljøvurdering af lokalplanen, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, og da dette ikke var sket, led screeningafgørelsen af væsentlig retlig mangel. Planklagenævnet ophævede herefter screeningsafgørelsen og konstaterede, at lokalplanen som følge heraf også var ugyldig.
Kommentar: Afgørelsen er mht. fortolkningen af undtagelsen i § 8, stk. 2, nr. 1, i overensstemmelse med Planklagenævnets nyere praksis, hvor nævnet med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-444/15 har fortolket undtagelsen for mindre geografiske områder indskrænkende, som det f.eks. fremgår af MRF 2021.361 Pkn og er uddybet i PKNO nr. 26. I relation til nævnets bemærkning, om at der i øvrigt ikke var gennemført en miljøvurdering af den tidligere rammelokalplan, bemærkes, at undtagelsen for mindre ændringer i en lokalplan alene er relevant, hvis den oprindelige lokalplan havde været genstand for en miljøvurdering, jf. sag C-473/15. Som eksempel på lokalplaner, der er omfattet af undtagelsen i § 8, stk. 2, nr. 1, kan nævnes MRF 2022.148 Pkn. Afgørelsen understreger samtidig, at kommunerne ved udarbejdelse af lokalplanforslag skal tage stilling til, om lokalplanforslaget fastsætter rammer for projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller bilag 2, da dette indebærer, at der er obligatorisk miljøvurdering, medmindre undtagelsen for mindre geografiske områder eller mindre ændringer finder anvendelse, jf. ligeledes Planklagenævnets afgørelse i MRF 2023.107 Pkn om lokalplan og kommuneplantillæg for et erhvervsområde i Brønderslev. Endelig må nævnes, at der i denne sag tilsyneladende ikke var klaget over lokalplanen, men da Planklagenævnet fandt, at der var krav om obligatorisk miljøvurdering, konstaterede nævnet, at også lokalplanen led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldig og ”ikke længere gælder”. Dette er i overensstemmelse med nævnets nyere praksis, jf. f.eks. MRF 2022.132 Pkn og MRF 2023.107 Pkn, hvor både screeningsafgørelse og lokalplan var påklaget og blev ophævet, og nævnet samtidig konstaterede, at et upåklaget kommuneplantillæg ligeledes var ugyldigt og ikke længere gjaldt. For at undgå sådanne formaliteter kan dog overvejes, om det ikke må ligge inden for nævnets kompetence også at ophæve en ikke påklaget lokalplan eller kommuneplan, når den tilgrundliggende SMV-screeningsafgørelse ophæves, jf. i denne retning nævnets afsluttende bemærkning i MAD 2014.54 Nmk og U 2015.3233 H, hvor Ankestyrelsen ansås for berettiget til at annullere en upåklaget afgørelse om anerkendelse af en arbejdsskade under en efterfølgende klagesag om ret til ydelser som følge af arbejdsskaden. Se også MRF 2023.108 Pkn. For en gennemgang af miljøvurderingsreglerne se Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 454 ff. Hos Karnov Group er der gratis adgang til bogens afsnit om miljøvurdering – se: https://shop.karnovgroup.dk/products/fast-ejendom-regulering-og-kob.