MRF 2023.105
Planklagenævnets afgørelse af 15. maj 2023, j.nr. 23/02984
Ophævet afgørelse om, at opførelse af 12 boliger og ændret anvendelse af en ejendom ikke var lokalplanpligtig, bl.a. fordi der var tale om opførelse af 1.188 m2 bebyggelse fordelt på 4 rækkehusbebyggelser på hver 297 m2 i et mindre bysamfund og i et område, der anvendtes til både bolig og erhverv. Dissens.
Aalborg Kommune traf den 20. december 2022 afgørelse om, at opførelse af 12 boliger samt ændret anvendelse af en ejendom ikke var lokalplanpligtig. De 12 boliger skulle opføres i form af 4 rækkehusbebyggelser på hver 297 m2 med 3 lejligheder. Bebyggelsen skulle opføres i 1 etage med en bygningshøjde på 4,7 meter. Projektet omfattede desuden etablering af fællesarealer, et skur til hver lejlighed, 18 parkeringspladser samt et fælles cykelskur. Bebyggelsen udgjorde samlet 1.188 m2 og skulle opføres på en 5.006 m2 stor ejendom, der tidligere blev anvendt til erhverv. Den eksisterende bebyggelse på ejendommen på ca. 1.058 m2 skulle nedrives i forbindelse med etableringen af projektet. Ejendommen var beliggende i byzone i et område, som hovedsageligt var præget af en blanding af tæt-lavboligbebyggelse og fritliggende enfamiliehuse. Ejendommen var ikke omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, men var en del af et rammeområde, der i kommuneplanen var udlagt til blandet bolig- og erhvervsformål. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der anførte, at projektet krævede tilvejebringelse af en lokalplan, jf. planlovens § 13, stk. 2. Planklagenævnets flertal (9 mod 2) fandt, at det ansøgte projekt medførte en sådan ændring af det bestående miljø, at det medførte lokalplanpligt, jf. planlovens § 13, stk. 2. Flertallet lagde vægt på, at der var tale om opførelse af 1.188 m2 bebyggelse i form af 12 boliger fordelt på 4 rækkehusbebyggelser på hver 297 m2 samt etablering af fællesarealer- og faciliteter. Flertallet lagde desuden vægt på, at bebyggelsen skulle placeres i et mindre bysamfund og i et område, der anvendtes til både bolig og erhverv, hvor der normalt ville indtræde lokalplanpligt, medmindre der var tale om et byggeri af et beskedent omfang. Endelig lagde flertallet vægt på, at anvendelsesændringen fra erhverv til boliger medførte, at der kun var én erhvervsejendom tilbage i området, som herefter ville blive omringet af boliger. Mindretallet fandt omvendt, at der var tale om et byggeri af et beskedent omfang, som ikke medførte lokalplanpligt, da området i forvejen var præget af en blanding af tæt-lav boligbebyggelse og fritliggende enfamiliehuse, og da bebyggelsen ikke adskilte sig væsentligt højde- og volumenmæssigt fra mange andre bygninger i området. Det forhold, at realiseringen af projektet betød, at naboejendommen blev omringet af boliger, medførte efter mindretallets opfattelse heller ikke en væsentlig ændring af det bestående miljø. Planklagenævnet ophævede herefter kommunens afgørelse.
Kommentar: Planklagenævnets vurdering af, hvornår etablering af nye boliger i et område udløser lokalplanpligt efter planlovens § 13, stk. 2, må anses at følge sædvanlig praksis, jf. til illustration U 1989.420 V om otte dobbelthuse i et udbygget villakvarter og fra nyere praksis bl.a. MRF 2021.5 Pkn, MRF 2021.147 Pkn, MRF 2022.316 Pkn og MRF 2023.58 Pkn samt tillige PKNO nr. 34. Når nævnets afgørelse giver anledning til en bemærkning, skyldes det, at disse sager om lokalplanpligt ofte opstår, når kommunen har meddelt byggetilladelse, og en nabo herefter klager over kommunens ’indirekte afgørelse’ om, at byggetilladelse kan meddeles uden udarbejdelse af lokalplan, hvilket Planklagenævnet efter sin faste praksis kan efterprøve. I den foreliggende sag havde Aalborg Kommune truffet en selvstændig ’afgørelse’ efter planlovens § 13, stk. 2, om, at det pågældende projekt ikke var lokalplanpligtigt, hvilket sikrer en prøvelse på et tidligere stadie i processen. Om lokalplanpligt se bl.a. Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 383 f.