MRF 2022.76
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. januar 2022, j.nr. 21/02619
Stadfæstet dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opførelse af et sommerhus på beskyttet hede på Holmsland Klit, da der var tale om et næsten fuldt udbygget sommerhusområde, som længe havde været planlagt som sådan, og da arealet ikke fandtes at være et egnet yngle- og rastested for bilag IV-arter.
Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte i februar 2021 dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til E’s opførelse af et sommerhus i beskyttet hede på en ubebygget ejendom på Holmsland Klit. Ejendommen på ca. 1.925 m2 indgik som en del af en større registrering af beskyttet klithede langs den jyske vestkyst og var beliggende ca. 8 km fra Natura 2000-område nr. 69, Ringkøbing Fjord. Ejendommen var omfattet lokalplan nr. 53, der blev vedtaget af den daværende Holmsland Kommune i marts 1995, og som bl.a. havde til formål at sikre fastlæggelse af områdets anvendelse til sommerhusbebyggelse samt overførelse af hele området fra landzone til sommerhusområde. Kommunen havde begrundet dispensationen med, at sommerhusområdet næsten var fuldt udbygget den 1. juli 1992 i lighed med de nærliggende sommerhusområder, der var lokalplanlagt før den 1. juli 1992, at lokalplanlægningen af området blev igangsat umiddelbart efter 1992, og at der løbende var blevet meddelt byggetilladelser i området, hvorfor E havde haft en berettiget forventning om dispensation. Kommunen var principielt af den opfattelse, at sommerhusområdet, selvom det først var lokalplanlagt i 1995, juridisk set skulle sidestilles med et sommerhusområde, der var lokalplanlagt før den 1. juli 1992, og dermed kun i delvist var omfattet af § 3, jf. naturtypebekendtgørelsens § 1. Kommunen havde dog af hensyn til ansøgerens retssikkerhed valgt at meddele en dispensation. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at ejendommen ikke i medfør af naturtypebekendtgørelsens § 1 var undtaget fra forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3, da området først fik status som sommerhusområde ved vedtagelsen af lokalplanen i 1995, at ikke der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation, og at der ikke var fortaget en tilstrækkelig vurdering af påvirkningen af bilag IV-arter. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at det omhandlede areal opfyldte kriterierne for at være beskyttet hede, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 1, og at arealet havde været beskyttet, siden beskyttelsen af heder trådte i kraft den 1. januar 1984. Nævnet lagde endvidere til grund, at ejendommen først blev udlagt til sommerhusområde ved lokalplan af 17. marts 1995 og dermed efter den 1. juli 1992, hvorfor undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 1, ikke fandt anvendelse i sagen. Nævnet fandt på denne baggrund, at opførelsen af det ansøgte sommerhus udgjorde en tilstandsændring i beskyttet hede, der krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet fandt dog, at der var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om et område, som længe havde været planlagt til at være et sommerhusområde, og at arealet grænsede op til bebyggede arealer og var placeret inde i et næsten fuldt udbygget sommerhusområde, som dermed fremstod med en begrænset naturmæssig værdi. Nævnet lagde herudover vægt på, at der var tale om så særlige forhold, at afgørelsen havde en begrænset præcedensvirkning. Nævnet fandt ikke, at Holmsland Klit var et egnet yngle- og rasteområde for markfirben, da der ikke fandtes områder med blottet sand eller klitter, hvor markfirbenet kunne yngle. Endelig fandt nævnet ikke, at ejendommen var egnet yngle- og rastested for flagermus eller strandtudse og spidssnudet frø, da der på ejendommen ikke fandtes store træer henholdsvis vandsamlinger, ligesom der ikke var forekomst af klitter, hvor strandtudsen kunne grave sig ned til overvintring. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen er en del af et større sagskompleks om en række sommerhusområder på Holmsland Klit, som Ringkøbing-Skjern Kommune fra 1992 til 2018 fejlagtigt administrerede som omfattet af undtagelsen fra naturbeskyttelseslovens § 3 i naturtypebekendtgørelsens § 1. Efter at Miljø- og Fødevareklagenævnet har underkendt kommunens retsopfattelse i en række klagesager, jf. også MRF 2021.315 Mfk og MRF 2021.316 Mfk, har kommunen vurderet, at i alt ca. 210 sommerhuse og 380 til- og ombygninger fra 1992 og frem er opført på § 3-beskyttede arealer uden fornøden dispensation. Efterfølgende besluttede kommunen, at kommunen ikke ville foranledige de allerede opførte sommerhuse mv. lovliggjort, idet samtlige lovliggørelsessager ifølge kommunen sandsynligvis ville ende med, at der blev meddelt lovliggørende dispensationer. I en udtalelse af 8. april 2022, j.nr. 20-3438, har Ankestyrelsen imidlertid udtalt, at denne beslutning om ikke at søge sommerhusområderne lovliggjort er i strid med kommunens forpligtelser efter bl.a. naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, idet kommunen i hvert enkelt tilfælde skal tage stilling til, om lovliggørelsen skal ske retligt eller fysisk, og meddele afgørelserne til ejerne af ejendommene, uanset at sagsbehandlingen ifølge kommunen vil kræve mellem tre og ti årsværk.