MRF 2021.316

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. september 2021, j.nr. 21/04899

Stadfæstet dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opførelse af et sommerhus på beskyttet eng, da sommerhusets placering var begrundet med beskyttelse af to ældre klithedearealer på ejendommen, hvor E i stedet havde ret til at opføre sommerhuset efter naturtypebekendtgørelsens § 1, og da arealet ikke fandtes at være et egnet yngle- og rastested for bilag IV-arter.

Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte i marts 2021 dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opførelse af et sommerhus på 120 m2 i beskyttet eng på E’s ejendom beliggende i et sommerhusområde på Holmsland Klit. Matriklen, hvor sommerhuset ønskedes opført, udgjorde ca. 2.110 m2 og var registreret som beskyttet hede som en del af den registrerede hede langs den jyske vestkyst. Der fandtes to bygninger på matriklen, hvor den sydligst placerede var beliggende i landzone, mens den nordligste bygning var omfattet af sommerhusområdet. Nærmeste Natura 2000-område nr. 69, Ringkøbing Fjord, lå ca. 5,2 km sydøst for matriklen. Det fremgik af afgørelsen, at kommunen ved en besigtigelse af matriklen i 2020 havde fundet, at et centralt beliggende areal, der den 1. juli 1992 ikke var beskyttet natur, var vokset ind i en tilstand som beskyttet eng. Kommunen havde vurderet, at det ville være mest hensigtsmæssigt i forhold til beskyttelsen af de to ældre klithedearealer på matriklen, hvis sommerhuset blev placeret på den del af arealet, hvor der var beskyttet eng. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation, at ejendommen ikke i medfør af naturtypebekendtgørelsens § 1 var undtaget fra forbuddet mod tilstandsændringer efter naturbeskyttelseslovens § 3, og at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst i forhold til det ansøgtes påvirkning af bilag IV-arter. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at den nordlige og sydlige del af ejendommen opfyldte kriterierne for at være beskyttet hede, og at arealerne havde været beskyttede, siden beskyttelsen af heder trådte i kraft den 1. januar 1984. Nævnet fandt imidlertid, at arealet var udlagt til sommerhusbebyggelse før den 1. juli 1992, hvorfor den nordlige og sydlige del af ejendommen var omfattet af naturtypebekendtgørelsens § 1. Den centrale del af ejendommen opfyldte derimod kriterierne for at være beskyttet eng, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, idet arealet var vokset ind i beskyttelsen efter den 1. juli 1992. Opførelsen af det ansøgte sommerhus på den centrale del af ejendommen udgjorde derfor en tilstandsændring i beskyttet eng og krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Et enstemmig nævn fandt herefter, at der var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde herved vægt på, at ”kommunen ud fra en konkret vurdering havde fundet det mest skånsomme sted til placeringen af sommerhuset på en grund, hvor E havde ret til at opføre et sommerhus”, og at der var tale om så særlige forhold, at afgørelsen alene havde en begrænset præcedensvirkning. Nævnet fandt med henvisning til beskrivelser af markfirbens levevis, de seneste luft- og skråfotos og højdekurver, at ejendommen og det omkringliggende område ikke udgjorde et egnet yngle- og rasteområde for markfirben, herunder at klithedearealerne på den nordlige og sydlige del af matriklen som en følge af tilgroning, ikke havde blottede, sydvendte sandflader. Nævnet fandt endvidere, at ejendommen ikke udgjorde et egnet yngle- og rastested for strandtudse og spidssnudet frø, da matriklen fremstod uden vandsamlinger, ligesom der var henholdsvis ca. 900 meter og 1.000 meter til de nærmeste registrerede søer. Samtidig vurderede nævnet på baggrund af beskrivelser af levevis, udbredelse mv., at matriklen ikke var yngle- rasteområde for flagermus, da der ikke fandtes træer på matriklen. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen.

Kommentar: Afgørelsen påkalder sig interesse ved, at klagenævnet anerkender, at E har ret til at opføre et sommerhus på en udmatrikuleret sommerhusgrund i dette område, fordi området planlægningsmæssigt var udlagt til sommerhusområde før 1. juli 1992, jf. naturtypebekendtgørelsens § 1. Hvis en opførelse skulle forhindres på disse mere beskyttelsesværdige arealer, vil det derfor skulle være begrundet i beskyttelsen af bilag IV-arter efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, hvor et afslag efter nævnets begrundelse formentlig ville have været ekspropriativt og give ejeren krav på erstatning. Samme resultat vil følge, hvis kommunen ved lokalplan forhindrede E’s bebyggelse af ejendommen, men i så fald i form af overtagelsespligt efter planlovens § 48.

Link til afgørelsen.