MRF 2022.36
Østre Landsrets dom af 5. maj 2022, 25. afd., sag BS-23357/2021-OLR
(Mette Lyster Knudsen, Mikael Friis Rasmussen og Casper Klindt Sølbeck (kst.))
Handels og Ejendomfirma v/A (adv. Lasse Møller) mod SK Spildevand A/S (adv. Søren Stenderup Jensen)
Der kan opkræves supplerende tilslutningsbidrag, når en allerede tilsluttet erhvervsejendom i landzone overgår til byzone, jf. spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 5. Opkrævningen skal dog ske i tidsmæssig sammenhæng med ændringen af ejendommens zonestatus, hvilket ikke var sket i den konkrete sag. Påstand om, at regnvandsledning var omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip, afvist, da der ikke forelå en konkret og aktuel tvist om faktiske arbejder vedr. ledningen.
Sagen angik navnlig, om spildevandsselskabet SK Spildevand A/S (SK) var berettiget til at opkræve tilslutningsbidrag for en ejendom ejet af HE efter reglerne i spildevandsbetalingslovens § 2. Efter lovens § 2, stk. 1 og 2, pålignes et standardtilslutningsbidrag på 30.000 kr. pr. boligenhed ved tilslutning af ejendomme, der ikke tidligere har været tilsluttet et spildevandsselskab, hvorimod der ikke kan opkræves tilslutningsbidrag fra ejendomme, der allerede er tilsluttet eller er pålignet tilslutningsbidrag. Efter § 2, stk. 5, kan der dog opkræves et supplerende tilslutningsbidrag, når der sker en ændring i beregningsgrundlaget for tilslutningsbidraget for en erhvervsejendom, herunder udstykning af en ejendom. Den omhandlede ejendom havde oprindeligt været en del af en større erhvervsejendom i landzone, som i 1978 var blevet tilsluttet Hashøj Kommunes spildevandsanlæg. I forbindelse med tilslutningen havde den daværende grundejer og kommunen indgået aftale om, at kommunen ikke ville opkræve tilslutningsbidrag, såfremt grundejeren afholdt omkostningerne til anlæg af stikledninger og brønde på ejendommen. I 1982 blev der tinglyst en servitut vedrørende en allerede eksisterende regnvandsledning på ejendommen med kommunen som påtaleberettiget, der bl.a. udlagde et beskyttelsesbælte omkring ledningen. Den 1. juli 2006 var ejendommen ved lokalplan blevet overført fra landzone til byzone, og i august 2006 skete der udstykning fra stamparcellen. I 2019 erhvervede HE en af de udstykkede matrikler som en ubebygget grund med henblik på opførelse af 36 boliger. Efter at fem boliger var blevet opført, opkrævede SK tilslutningsbidrag for disse boliger efter reglerne for boligejendomme i byzone, jf. spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 9. HE betalte bidraget, men bestred at være forpligtet hertil, idet HE gjorde gældende, at arealet var udstykket fra en allerede tilsluttet erhvervsejendom i byzone, og at SK ikke i en sådan situation kunne opkræve tilslutningsbidrag. HE anlagde derfor sag mod SK med påstand om, at SK skulle anerkende, at der ikke kunne opkræves tilslutningsbidrag, og at det allerede betalte tilslutningsbidrag skulle tilbagebetales. HE nedlagde endvidere påstand om, at regnvandsledningen på HE’s ejendom, som nu var ejet af SK, var omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip. SK påstod frifindelse og nedlagde en række selvstændige påstande, herunder at HE skulle betale yderligere tilslutningsbidrag efter § 2, stk. 2, jf. stk. 9, subsidiært et supplerende tilslutningsbidrag efter principperne i § 2, stk. 5, jf. stk. 3. Til støtte herfor gjorde SK navnlig gældende, at det tilslutningsbidrag, der i 1978 var blevet betalt, var opkrævet for en erhvervsejendom i landzone, og at bidragets størrelse derfor var beregnet ud fra et fiktivt tillagt grundareal og ikke ud fra ejendommens faktiske areal, jf. spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 3. Dette betød ifølge SK, at bidraget ikke omfattede hele stamparcellens oprindelige areal og dermed ikke den matrikel, der nu var ejet af HE, og som derfor ikke kunne anses for allerede at være tilsluttet. SK gjorde endvidere gældende, at Hashøjs Kommune havde befundet sig i en retsvildfarelse, da kommunen i sin tid indgik aftale med den daværende grundejer om, at kommunen afstod fra at opkræve tilslutningsbidrag, når grundejeren selv bekostede stikledninger mv., idet disse omkostningerne under alle omstændigheder skulle have været afholdt af ejeren selv. Ifølge SK indebar dette, at der for ejendommen reelt var opkrævet et tilslutningsbidrag på 0 kr. Endelig gjorde SK gældende, at der i alle tilfælde skulle betales supplerende tilslutningsbidrag, idet Højesterets dom i U 2013.1332 H (Kolding Business Park) angik en situation, hvor der var betalt tilslutningsbidrag efter reglerne om erhvervsejendomme i byzone, hvilket ifølge SK ikke kunne sammenlignes med betaling af bidrag for en erhvervsejendom i landzone. Byretten fandt, at eftersom HE’s ejendom var tilsluttet, da den var udstykket fra en allerede tilsluttet erhvervsejendom, var der ikke grundlag for at opkræve tilslutningsbidrag efter spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 9. For så vidt angik opkrævning af supplerende tilslutningsbidrag bemærkede byretten, at bidraget for erhvervsejendomme i landzone beregnes på baggrund af et fiktivt tillagt grundareal ud fra bebygget areal og en skønnet bebyggelsesprocent, hvorfor der ikke var risiko for dobbeltbetaling for det samme areal ved opkrævning af supplerende tilslutningsbidrag. På den baggrund – og med henvisning til en vejledende udtalelse fra Miljøstyrelsen – fandt byretten, at SK som udgangspunkt kunne opkræve supplerende tilslutningsbidrag efter spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 5, eller principperne heri, hvilket endvidere blev støttet af reale grunde. Byretten afviste herefter, at SK’s krav på supplerende tilslutningsbidrag var bortfaldet ved forældelse eller passivitet, ligesom byretten var enig i SK’s opgørelse af bidragets størrelse, herunder at det tidligere betalte bidrag efter ældre regler måtte fastsættes til 0 kr. For så vidt angik SK’s regnvandsledning gav byretten HE medhold i påstanden om, at ledningen var omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip. HE ankede dommen til landsretten, der som byretten fandt, at SK ikke var berettiget til at opkræve tilslutningsbidrag for ejendommen efter spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1. For så vidt angik spørgsmålet om supplerende tilslutningsbidrag bemærkede landsretten, at det fremgår af forarbejderne til lovens § 2, stk. 5, at ”der i forbindelse med ændringer i beregningsgrundlaget for en erhvervsejendom opkræves supplerende tilslutningsbidrag”, og at denne formulering må forstås således, at det i § 2, stk. 5, er forudsat, at opkrævning af et supplerende tilslutningsbidrag skal ske i tidsmæssig sammenhæng med ændringen i beregningsgrundlaget for den pågældende ejendom. Landsretten fandt, at der ved overførslen af stamparcellen til byzone i 2006 var sket en ændring i beregningsgrundlaget for tilslutningsbidraget for ejendommen efter § 2, stk. 5, jf. herved § 2, stk. 3, og SK havde derfor på tidspunktet for ændringen af matriklens zonestatus været berettiget til at opkræve et supplerende tilslutningsbidrag hos den daværende ejer af stamparcellen, hvilket imidlertid ikke skete. Under disse omstændigheder, og da der efter det oplyste ikke efterfølgende var sket ændringer i beregningsgrundlaget for tilslutningsbidraget, fandt landsretten, at SK ikke var berettiget til at opkræve supplerende tilslutningsbidrag for HE’s ejendom. Med hensyn til parternes påstande om, hvorvidt regnvandsledningen var omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip, bemærkede landsretten, at det måtte lægges til grund, at der mellem parterne ikke på nuværende tidspunkt var nogen tvist, herunder af økonomisk art, om faktiske arbejder vedrørende regnvandsledningen. Da der dermed ikke forelå en sådan konkret og aktuel retstvist angående regnvandsledningen, havde parterne ikke retlig interesse i at få prøvet, om regnvandsledningen var eller ikke var omfattet af gæsteprincippet. Landsretten afviste på den baggrund de påstande, der angik gæsteprincippet, ligesom landsretten afviste tre yderligere påstande, der reelt udgjorde anbringender til støtte for parternes øvrige påstande.
Kommentar: Sagens væsentligste spørgsmål var, om et spildevandsselskab kan opkræve supplerende tilslutningsbidrag efter spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 5, fra ejeren af en erhvervsejendom, når ejendommen overgår fra landzone til byzone, og der senere opføres boliger på ejendommen. Dette blev besvaret bekræftende af landsretten, idet bidraget dog skal opkræves i tidsmæssig sammenhæng med ændringen af ejendommens zonestatus. Opkrævningen kan således ikke som i den foreliggende sag først ske i forbindelse med den senere opførelse af boliger eller udstykning af ejendommen i mindre parceller. Under sagen procederede parterne på U 2013.1332 H om Kolding Business Park, hvor Højesteret afviste, at der med hjemmel i spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 4, kan opkræves tilslutningsbidrag i forbindelse med udstykning af parceller fra en allerede tilsluttet erhvervsejendom, som der var betalt tilslutningsbidrag for efter reglerne om erhvervsejendomme i byzone, idet der i så fald ville være tale om dobbeltbetaling. I den ovenstående sag var grundlaget for opkrævningen af supplerende tilslutningsbidrag imidlertid ikke udstykningen af stamparcellen, men derimod ejendommens overførsel fra landzone til byzone, som netop udgør en ændring i beregningsgrundlaget for tilslutningsbidraget, jf. herved spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 3. Sml. Puggaard og Moe: Spildevandsbetalingsloven med kommentarer, 2. udg., 2015, s. 63, der bl.a. antager, at der ikke kan opkræves supplerende tilslutningsbidrag, når en erhvervsejendom i landzone ved lokalplan overføres til byzone, såfremt man følger tankegangen i praksis efter spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 4. Om forholdet mellem spildevandsselskabets forsyningspligt i miljøbeskyttelsesloven og spildevandsbetalingsreglerne henvises til MRF 2021.201 H om Grønttorvet og MRF 2021.209 Ø.