MRF 2022.278
Retten i Koldings dom af 19. oktober 2022, sag BS-19989/2020-KOL
Sagsøger A og B (adv. Morten Ryberg Neess) mod Fredericia Kommune (adv. Jacob Schall Holberg)
Afvist, at den naboretlige tålegrænse var overskredet som følge af, at A og B’s terrasse lå i skygge grundet træer på kommunens naboejendom, der var udlagt som fredsskov, bl.a. fordi fældning af træer ville være i strid med skovlovens § 8 og ud fra et præcedenshensyn.
Fredericia Kommune fik i 1979 adkomst til et skovareal, der er udlagt som fredsskov omfattet af skovloven. A og B købte i 1999 en grund nær fredskovsområdet, hvor de opførte et hus. På tidspunktet for A og B’s erhvervelse af deres ejendom var træerne på højde med æbletræer, men havde sidenhen vokset sig større. I 2003 vedtog kommunen lokalplan 237 for området. I 2012 gjorde A og B kommunen opmærksom på problemer med skygge fra træerne på deres sydvestvendte terrasse, og i maj 2020 anlagde A og B retssag mod Fredericia Kommune med principal påstand om, at Fredericia Kommune inden for en af retten fastsat frist for egen regning skulle fælde 42 bestemte træer for at formindske skyggevirkningerne, og subsidiær påstand om erstatning på 200.000 kr. A og B gjorde til støtte herfor gældende, at skyggevirkningen fra træerne var af en sådan karakter, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Området, hvor A og B’s hus lå placeret, var omkranset af skovområdet, som visuelt og støjmæssigt afskærmede det pågældende boligområde mod et erhvervsområde og en motorvej. Fredericia Kommune nedlagde principal påstand om afvisning med henvisning til, at påstanden var for uklar. Subsidiært påstod kommunen frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at den naboretlige tålegrænse ikke var overskredet, og at A og B’s principale påstand var retlig umulig, da den var i modstrid med skovloven, da der ikke i skovloven er hjemmel til at beskære træer, og da nabohensyn ikke er et lovligt formål efter skovloven. I forhold til A og B’s subsidiære påstand om erstatning gjorde kommunen bl.a. gældende, at et naboretligt ansvar måtte afvises, når en fysisk lovliggørelse vil være retsstridig, ligesom kommunen bestred, at A og B havde dokumenteret et værditab som følge af generne. Under sagen blev udmeldt syn og skøn. Byretten fandt, at A og B’s påstand ikke var så uklar, at sagen kunne afvises, og lagde herefter til grund, at A og B’s baghave på skønstidspunktet i 2020 i sommerhalvåret lå i delvis/hel skygge fra kl. 15.00 og frem, men at skoven samtidig udgjorde et visuelt og støjmæssigt værn for gener fra erhvervsområdet og motorvejen. Endvidere lagde retten til grund, at en fældning af de 42 træer pga. nabohensyn ville udgøre en overtrædelse af skovlovens § 8, og at dette ud fra ligebehandlingsprincippet kunne give naboer til A og B en tilsvarende forventning, hvormed § 8 igen vil blive overtrådt. Herefter fandt byretten efter en samlet vurdering, at den naboretlige tålegrænse ikke var overskredet, og frifandt kommunen.
Kommentar: Dommen giver anledning til en principiel bemærkning. Som byretten korrekt anfører, vil det være i modstrid med skovlovens § 8 at give A og B medhold i den principale påstand om fældning, men med den tilføjelse, at det alene er Miljøstyrelsen, der kan dispensere fra forbuddet i § 8, jf. skovlovens § 38. Dette burde have ført til, at den principale påstand, der havde karakter af en fuldbyrdelsespåstand over for kommunen, blev afvist, da hverken byret eller kommunen som ejer ikke kan dispensere fra skovloven, hvorfor det næppe var muligt for fogedretten at tvangsfuldbyrde påstanden efter retsplejelovens kapitel 46. Dette taler for, at byretten af egen drift burde have afvist den principale påstand, hvis gennemførelse alene kunne ske efter dispensation fra en myndighed, der ikke var part i sagen, jf. i samme retning U 2022.3278 Ø, hvor en sag mod en administrator om prøvelse af huslejenævnsafgørelse blev afvist. Byretten havde dog næppe pligt hertil i en civil sag, hvor forhandlingsmaksimen gælder, jf. ligeledes MRF 2022.185 Ø, hvor en kommune blev pålagt at lovliggøre et ulovligt forhold på ejendom, hvis ejer ikke var part i sagen. I denne sag er det derimod noget uforståeligt, at byretten ikke i det mindste fulgte frifindelsespåstanden, men i stedet lod en strafbar overtrædelse af skovloven indgå som et moment i afvejningen af, om den naboretlige tålegrænse var overskredet, og herefter inddrog hypotetiske betragtninger om lighedsprincippet i forhold til naboers forventninger. Mens byretten således burde have afvist den principale påstand, eller i det mindste frifundet med henvisning til skovlovens § 8, vil skovloven ikke i sig selv kunne begrunde, at A og B var afskåret fra at få erstatning for nabogener fra skygger fra træer i fredsskoven, da dette må bero på en bredere afvejning. Derimod kan fredsskoven sammenholdt med områdets karakter begrunde, at den naboretlige tålegrænse ikke er overskredet, jf. MRF 2021.292 V og MRF 2022.176 Ø.
I forhold til spørgsmålet om afvisning eller frifindelse, når sagsøgte ikke lovligt kan opfylde en fuldbyrdelsespåstand kan endvidere anføres, at frifindelse begrundet med sagsøgtes manglende retlige rådighed til at opfylde påstanden fører til samme resultat som afvisning af påstanden, og at denne model er anvendt i bl.a. U 2007.3102 H, hvor gartneriers og kraftværkers sag mod forsyningsselskab om misligholdelse af prisaftale førte til frifindelse med henvisning til, at aftalen var i modstrid med naturgasforsyningsloven. Det kan endvidere anføres, at afvisning mest er anvendt i sager om rette sagsøgte henholdsvis uklare påstande, og hvis sagsøger ikke har fornøden retligt grundlag for at rejse kravet som U 2013.707 Ø, hvor grundejerforenings krav mod kommune for medlemmernes spildevandsbetaling blev afvist.