MRF 2022.240
Planklagenævnets afgørelse af 13. september 2022, j.nr. 22/02304
Stadfæstet landzonetilladelse til anlæg for restprodukter fra biogasanlæg, da beholderen ikke var omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, men kunne tillades efter § 35, stk. 1, idet beholderen skulle placeres nær udbringningsarealerne, ligesom hensynet til landskabet eller naboer ikke talte afgørende imod en tilladelse. Etablering af markvej udgjorde en del af det samlede projekt og krævede ikke i sig selv landzonetilladelse.
Vordingborg Kommune gav den 27. oktober 2021 landzonetilladelse til, at landmanden L kunne etablere en fritliggende beholder på 4.000 m3 til restprodukt fra et biogasanlæg og etablere en markvej til beholderen fra biogasanlægget på samme ejendom. Beholderen skulle opføres i beton med en diameter på 35 meter og en samlet højde på ca. 10 meter inkl. teltoverdækning. Beholderen skulle opføres på en landbrugsejendom på ca. 69 ha, som var drevet med planteavl og beliggende i et område, der i kommuneplan var udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde og udlagt som område med særlige drikkevandsinteresser. Ejendommen var en del af L’s større landbrugsbedrift med et jordtilliggende på 725 ha og samt et af L tilforpagtet areal på yderligere 525 ha med et samlet dyrkningsareal på ca. 1.250 ha. Nær beholderen lå der markarealer på ca. 110 ha, hvor biomassen skulle pumpes direkte ud på markerne med udlæggere, og hvor den resterende gødning skulle transporteres til bedriftens øvrige arealer i nærområdet. Landzonetilladelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. anførte, at beholderen ville få betydelige indvirkninger på det omkringliggende miljø, og at markvejen ville få en afstand på under 30 meter til hans bolig. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at opførelsen af en gyllebeholder på en landbrugsejendom uden dyrehold kan være erhvervsmæssig nødvendig for ejendommens drift, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, hvis biomassen skal anvendes som gødning for den matrikulære ejendoms planteproduktion. Det var dog nævnets vurdering, at den ansøgte beholder ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i planlovens § 36, stk. 1, nr. 3. Beholderen krævede derfor landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der kunne gives tilladelse til beholderen. Nævnet lagde herved vægt på, at beholderen, af hensyn til markdriften og for at minimere transporten gennem byen, ville placeres nær udbringningsarealerne, ligesom der ikke var landskabelige hensyn, der talte afgørende imod den ansøgte placering. Nabohensyn kunne ikke føre til et andet resultat, idet nævnet henviste til, at alle afstandskrav i husdyrgødningsbekendtgørelsen var overholdt, at beholderen for restprodukter fra biogasanlæg hører naturligt til på landet, og at der i forvejen var trafik ved naboens ejendom i forbindelse med den nuværende drift. For så vidt angik markvejen fandt nævnet, at interne køreveje ikke i sig selv kræver landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, idet nævnet dog bemærkede, at de påklagede gener fra markvejen var indgået i vurderingen af landzonetilladelsen til gyllebeholderen, da adgangen hertil måtte anses som en del af det samlede projekt. Planklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen, idet nævnet ophævede den del, der vedrørte markvejen.
Kommentar: Afgørelsen vedrører tre juridiske spørgsmål. Det ene vedrører udregning af det landsbrugsmæssige areal, der danner grundlag for vurdering af, om et anlæg er landbrugsmæssigt nødvendigt efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, hvor Planklagenævnet lagde til grund, at denne betingelse ikke var opfyldt, uden nævnet dog begrundede denne retlige vurdering, uanset at vurderingen umiddelbart kunne begrundes med, at det alene var de 69 ha, der kunne indgå i vurderingen af anlæggets størrelse, jf. U 2016.726 H. I denne dom fastslog Højesteret således, at begrebet ”ejendom” i § 36, stk. 1, nr. 3 ”skal forstås som den matrikulært afgrænsede ejendom”, hvorfor der ikke ved vurdering af nødvendigheden af anlægget kunne tages hensyn til to tilkøbte landbrugsarealer, som blev drevet i samdrift med den ejendom, hvor anlæg blev opført. Planklagenævnets manglende henvisning til Højesterets dom kan muligvis være begrundet med usikkerhed om dommens præjudice i forhold til meget store landbrugsmæssige bedrifter med arealer, som ofte omfatter mange matrikler, men hvor den matrikulære opdeling er uden betydning for landbrugsdriften, og hvad der ud fra dette må anses for nødvendigt. Det andet vedrører markveje på en landbrugsejendom, hvis etablering og brug ikke er omfattet af krav om landzonetilladelse, men kan indgå i vurderingen af placeringen af det anlæg, som landzonetilladelsen vedrører. Det tredje spørgsmål er ikke omhandlet i Planklagenævnets afgørelse, men drejer sig om, hvorvidt den retlige klassificering af det anlæg for opbevaring af restprodukter fra biogasanlæg må anses for affaldshåndtering. Spørgsmålet er, om restprodukter fra et biogasanlæg kan betegnes som affald, når biogasanlægget efter fast praksis kræver miljøgodkendelse og VVM-screening som anlæg for nyttiggørelse af affald i form af energifremstilling, jf. MAD 2013.3188 Nmk og MAD 2017.58 Mfk. Heraf følger, at det materiale, som tilføres biogasanlæg, skal anses for affald, hvorfor det efter EU-Domstolens fortolkning af affaldsbegrebet alene kan ophøre med at være affald, hvis affaldsfasen er ophørt i henhold til betingelserne i affaldsdirektivets art. 6, jf. bl.a. sag C-629/19 (MRF 2020.17), sag C-315/20 (MRF 2021.266) og sag C-238/21 (MRF 2022.194). Spørgsmålet er, om affaldsfasen kan anses for ophørt efter behandling i biogasanlægget, hvilket efter affaldsbekendtgørelsens § 6 kræver, at kommunen træffer en afgørelse, idet beholderen for restprodukter fra biogasanlæg i modsat fald vil kræve VVM-screening og miljøgodkendelse. En sådan beslutning om affaldsfasens ophør skal efter affaldsbekendtgørelsens § 6 træffes af kommunen, når der ikke er fastsat generelle regler. Om en sådan beslutning blev truffet af kommunen vides ikke, og Planklagenævnet havde ikke anledning til at overveje spørgsmålet, der henhører under Miljø- og Fødevareklagenævnet og i øvrigt ikke ses rejst af klager. Da problemstillingen med den betydelige udbygning af vedvarende energi vil forekomme jævnligt, kan en mere enkel løsning være, at Miljøstyrelsen fastsætter generelle regler for affaldsfasens ophør mht. biogasanlæg.