MRF 2022.196
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. juni 2022, j.nr. 20/00048
Ikke medhold i klage over Aarhus Kommunes screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at etablering af et 2.420 m2 kunstgræsareal ikke krævede miljøvurdering, idet manglende partshøring af naboer om supplerende støjberegning ikke fandtes konkret væsentlig.
Aarhus Kommune traf i oktober 2019 VVM-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at etablering af et af et 2.420 m2 kunstgræsareal, inkl. en 970 m2 goal-station, ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Kunstgræsanlægget skulle afgrænses mod vest, nord og øst af en 3-4 m høj støjvold lavet af jord og skulle erstatte en tidligere eksisterende uoplyst græsbane. Af screeningen fremgik det, at der var indarbejdet tiltag for at sikre, at lyspåvirkningen af boligområdet blev minimeret, og at den lodrette belysningsstyrke var under det anbefalede niveau ved boligområdet. Afgørelsen blev i november 2019 påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af flere omboende. Klagerne gjorde gældende, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde vurderet projektets karakteristika, placering og potentielle påvirkning på miljøet, at kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang havde vurderet, om projektet kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på allerede eksisterende og godkendte arealanvendelser, og at kommunen ikke havde partshørt tilstrækkeligt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) begrænsede sin prøvelse til klagepunktet vedr. manglende partshøring og screeningsafgørelsen. Nævnet lagde til grund, at kommunen i forbindelse med screeningsafgørelsen havde partshørt klagerne over den oprindelige ansøgning fra juli, men ikke havde partshørt om de supplerende oplysninger om støjberegning og støjafskærmning, som kommunen modtog i oktober 2019. Nævnet fandt, at de supplerende oplysninger var til ugunst for klagerne og af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Nævnet henviste til, at det fremgår af screeningsafgørelsen, at den nye støjberegning er udarbejdet på grund af en fejl i kortgrundlaget ved den tidligere beregning, og at kommunen i screeningsskemaet har lagt vægt på, at den nye støjberegning viser, at der ikke er en øget påvirkning i målepunkterne, og at målepunkterne ligger mellem 34 og 45 dB samt at forlængelsen af den østlige støjafskærmning vil dæmpe støjen yderligere. Kommunen burde derfor have foretaget partshøring af klagerne over den nye støjberegning, inden screeningsafgørelsen blev truffet. Nævnet fandt dog, at denne mangel var konkret uvæsentlig og derfor ikke medførte ugyldighed, da klagerne i deres høringssvar til kommunen på baggrund af de oprindelige støjberegninger havde anført, at støjen med 45 dB vurderedes som temmelig høj og ikke hjemmehørende i et boligkvarter, og at klagerne havde haft mulighed for at fremføre deres synspunkter i forbindelse med klagesagen, hvor klagerne fortsat på baggrund af den nye støjberegning ligeledes havde anført, at støjniveauet på 45 dB er for højt i forhold til de af Miljøstyrelsens fastsatte grænseværdier. Vedrørende de andre projektændringer fandt nævnet, at klager under alle omstændigheder i forbindelse med klagesagen havde haft mulighed for at fremføre deres synspunkter for disse, og at kommunen i sine bemærkninger til klagen havde forholdt sig udtrykkeligt hertil. For så vidt angik selve screeningsafgørelsen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Nævnet lagde herved bl.a. vægt på, at der vil blive gennemført støjdæmpende foranstaltninger, at anlægget ville blive etableret med riste ved ind- og udgange for at forhindre et væsentligt tab af granulat fra banen, og at LAR-løsningen med nedsivning fra terræn gennem et muldlag betyder, at drænvandet renses for bl.a. zink, hvilket ville blive fastsat i forbindelse med byggesagen og nedsivningstilladelsen vedrørende LAR-anlægget. Afslutningsvist bemærkede nævnet, at det i VVM-screeningen indgik, at projektet indgår i det samlede idrætsanlæg, men at dette ikke medfører kumulative indvirkninger på miljøet.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at VVM-screening er omfattet af forvaltningslovens almindelige regler om partshøring, og det forekommer i dette tilfælde korrekt, at den manglende partshøring af de supplerende støjberegninger ikke fandtes konkret væsentlige. Det er derimod problematisk, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i forhold til screeningsafgørelsen uden nærmere begrundelse lagde vægt på, at der ved etableringen af anlægget skulle udføres støjdæmpende foranstaltninger, hvorved en væsentlig indvirkning ville blive undgået. Problemet er, at screeningsafgørelsen ikke er en godkendelse af projektet og derfor heller ikke kan indeholde vilkår. Dertil kommer, at VVM-reglernes formål netop er, at der gennemføres en forudgående miljøvurdering af et projekt, når projektet kan have væsentlige indvirkninger på miljøet, så der på oplyst grundlag kan træffes beslutning om de vilkår, der skal gælde for projektets udførelse, jf. miljøvurderingslovens § 27, stk. 1. Dette formål risikerer at blive omgået, hvis den væsentlige indvirkning afværges ved iværksættelse af særlige foranstaltninger, og dette gælder principielt set, uanset om foranstaltningerne måtte være indeholdt i bygherrens ansøgning eller først tilføjes på et senere tidspunkt. Om problemstillingen se uddybende Haugsted: TfM 2018, s. 3. Fra nyere klagenævnspraksis kan henvises til MAD 2021.81 Mfk, MRF 2021.218 Mfk og MRF 2021.237 Mfk. På tilsvarende vis forekommer det problematisk, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i forhold til afledningen af overfladevand fra anlægget afviste, at det var en mangel ved screeningsafgørelsen, at krav til håndtering af granulat og drænvand først fastsættes i forbindelse med en senere byggesag og nedsivningstilladelse vedrørende den ”LAR-løsning”, der indgik i projektet.