MRF 2021.237
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. september 2021, j.nr. 20/11793
Ophævet og hjemvist screeningafgørelse om, at et skovrejsningsprojekt ikke var VVM-pligtigt, da projektet ifølge bygherrens ansøgningen skulle etableres helt til skel ved naboejendomme, mens der i screeningafgørelsen var forudsat en afstand på 30 meter efter de statslige tilskudsregler, hvorfor screeningsafgørelsen ikke var foretaget på grundlag af bygherres beskrivelse af projektet.
Fredericia Kommune traf i juni 2020 VVM-screeningsafgørelse om, at et skovrejsningsprojekt ikke var VVM-pligtigt. Projektet omfattede etablering af skov på et ca. 8,5 ha stort område. Det fremgik af et oversigtskort udarbejdet af projektherren, at der var ansøgt om at opføre skov helt til skel ved de nærmeste beboelsesejendomme nord for projektet. Det fremgik af screeningsafgørelsen, at kommunen havde taget udgangspunkt i, at skovrejsningen følger de statslige tilskudsregler, herunder afstandskravene der gælder af nabohensyn. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. anførte, at der manglede en nøjagtig stillingtagen til afstanden mellem projektet og de etablerede beboelsesejendomme, idet det af kortmaterialet fremgik, at skoven skulle etableres helt til skel, hvilket ikke kunne antages at være intentionen i henhold til screeningsafgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at da screeningsafgørelsen var truffet i juni 2020, skulle afgørelsen rettelig have været truffet med henvisning til miljøvurderingslovens § 21 og ikke med henvisning til VVM-bekendtgørelsen. Nævnet fandt dog, at den fejlagtige hjemmelshenvisning i det konkrete tilfælde måtte anses for uvæsentlig. Nævnet konstaterede, at det fremgik af afgørelsen, at skovrejsningen fulgte de statslige tilskudsregler. Nævnet bemærkede, at de statslige tilskudsregler fastsætter, at der bl.a. som følge af nabohensyn alene kan gives tilskud til skovrejsning, såfremt skovrejsningen har en afstand på 30 meter fra have eller bygninger på naboejendomme øst og nord for skoven. Nævnet lagde derfor til grund, at screeningafgørelsen forudsatte, at projektet overholdt en afstandsgrænse på 30 meter fra skel til naboejendommene, og at kommunen havde inddraget denne afstand i vurderingen af projektets miljøpåvirkninger, herunder i forhold til hensyn af naboer. Da det imidlertid fremgik af kortmaterialet til det ansøgte projekt, at skovrejsning gik helt til skel, fandt nævnet, at screeningsafgørelsen ikke var foretaget på grundlag af bygherres beskrivelse af projektet. Screeningsafgørelsen led derfor af en væsentlig retlig mangel. Det forhold, at bygherren havde oplyst, at denne ønskede sagen vurderet ud fra det oprindelige ansøgningsmateriale, og at kommunen måtte formodes at have forholdt sig til kortmaterialet heri, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fremhævede, at en myndighed ikke kan tilskære et konkret projekt i forbindelse med en screeningsafgørelse og træffe afgørelse på et andet grundlag og ud fra andre forudsætninger end det af bygherren ansøgte projekt, da en screeningsafgørelse ikke er en tilladelse, hvorfor der ikke kan stilles vilkår i afgørelsen. Stilles der vilkår i en screeningsafgørelse, forskydes grænsen for, hvornår det konkrete projekt kan have en væsentlig indvirkning på miljøet. Det bemærkedes, at nævnet ikke havde mulighed for at ændre kommunes screeningsafgørelse med udgangspunkt i et reduceret projekt som ønsket af bygherre, da nævnet derved som førsteinstans ville have forholdt sig til et andet projekt end det, som den oprindelige ansøgning og den påklagede screeningsafgørelse vedrørte. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at VVM-screening af projekter skal omfatte det projekt, som projektherren ansøger om, og ikke det projekt, som kommunen måtte foretrække. Misforståelsen kan kort forklares med, at kommunen havde truffet afgørelse efter den tidligere VVM-bekendtgørelse under planloven, og at det i relation til kommuneplantillæg er kommunen, der bestemmer, hvilket planforslag der skal undersøges, hvilket i øvrigt var en af de tilbagevendende misforståelser ved den tidligere gennemførelse af VVM-direktivet i planlovens system. Dette er nu løst med miljøvurderingsloven, hvor det tydeligt fremgår, at det er projektherrens projekt, som kommunen skal VVM-screene. Nævnets bemærkning om, at en myndighed ikke kan tilskære et konkret projekt i forbindelse med en screeningsafgørelse og træffe afgørelse på et andet grundlag og ud fra andre forudsætninger end det af bygherren ansøgte projekt, kan desuden fuldt ud tiltrædes, jf. uddybende Haugsted: ’Er projekttilpasninger og vilkårsfastsættelse en mulighed under VVM-screeningen?’, TfM 2018, s. 3.