MRF 2021.218
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. juni 2021, j.nr. 19/08484
Ophævet og hjemvist screeningafgørelse om, at etablering af en cykelsti 6 meter fra Natura 2000-område ikke var VVM-pligtig, da væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, forudsatte afværgeforanstaltninger for at undgå skadelige virkninger klokkefrøens levested, der var en del af udpegningsgrundlaget.
Kalundborg Kommune traf i oktober 2019 i medfør af miljøvurderingslovens § 21 screeningafgørelse om, at etablering af en ny cykelstiforbindelse mellem Kalundborg By og Bjørnstrup ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Stien skulle anlægges langs Røsnæsvej som enkeltrettet cykelsti i byområder og dobbeltrettet cykelsti i landzone. Screeningsafgørelsen var baseret på en væsentlighedsvurdering, hvorefter projektet ikke ville have væsentlig påvirkning Natura 2000-område nr. 166, Røsnæs, der over en strækning på 177 meter var beliggende ca. 6 meter fra cykelstien. Det fremgik af væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, at der i en sø ca. 150 meter fra Natura 2000-området befandt sig en lille bestand af klokkefrøer, og at klokkefrø var på Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag. Det fremgik endvidere, at klokkefrø ville kunne blive påvirket ved anlæg af stien, men at påvirkningen kunne undgås, forudsat at arbejdsperioden for stien nærmest søen ville foregå, mens padden lå i vinterdvale i perioden fra oktober til og med marts måned. Det var dertil udtrykkeligt forudsat i væsentlighedsvurderingens konklusion, at anlægsarbejdet på strækningen skulle finde sted fra oktober til og med marts måned, når klokkefrøerne overvintrede i deres vinterkvarter. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. anførte, at grundet forstyrrelsen af fredet natur og beskyttede dyrearter i området burde der været foretaget en miljøvurdering. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at der i forbindelse med en væsentlighedsvurdering ikke kan inddrages foranstaltninger, som har til formål at undgå eller reducere et projekts skadelige virkninger på et Natura 2000-område. Nævnet henviste til, at selve det forhold, at der i væsentlighedsvurderingen tages hensyn til sådanne foranstaltninger ifølge EU-Domstolens praksis forudsætter, at en væsentlig påvirkning af lokaliteten må anses for sandsynlig, og dermed, at der skal foretages en fuld konsekvensvurdering. Da den underliggende væsentlighedsvurdering i screeningafgørelsen byggede på de forudsatte afhjælpningsforanstaltninger vedrørende tidspunktet for anlægsarbejdets udførelse af hensyn til klokkefrø, fandt nævnet, at screeningafgørelsen led af en væsentlig retlig mangel. Nævnet lagde vægt på, at afhjælpningsforanstaltningerne i det konkrete tilfælde vedrørte tidspunktet for projektets gennemførelse, og at sådanne foranstaltninger ifølge EU-Kommissionens meddelelse om forvaltning af Natura 2000-lokaliteter først endeligt ville kunne defineres, når projektets sandsynlige virkninger var beskrevet og vurderet fuldt ud i en konsekvensvurdering. Nævnet bemærkede, at kommunen skulle foretage en ny væsentlighedsvurdering uden inddragelse af de afhjælpende foranstaltninger, og såfremt en væsentlig påvirkning uden foranstaltningerne ikke kunne udelukkes, skulle der foretages en fuld konsekvensvurdering. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter screeningafgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Resultatet i sagen kan tiltrædes, men sammenblandingen af habitatreglerne og VVM-reglerne i nævnets begrundelse er uhensigtsmæssig. Det er korrekt, når nævnet anfører, at der ikke ved væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsens § 6 kan tages hensyn til afhjælpende eller begrænsende foranstaltninger, som EU-Domstolen fastslog i sag C-323/17, People Over Wind og Sweetman. Denne begrundelsesmæssige omvej er imidlertid unødvendig, når det holdes for øje, at det samme gælder i relation til VVM-reglerne. Heller ikke i VVM-screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 21 kan myndigheden fastsætte vilkår om afhjælpende foranstaltninger med henblik på at unddrage projektet VVM-pligten. Formålet med de processuelle regler i VVM-direktivet er netop, at der gennemføres en forudgående miljøkonsekvensvurdering af et projekt, når projektet kan have væsentlige indvirkninger på miljøet, så der på oplyst grundlag kan træffes beslutning om, under hvilke vilkår projektet kan tillades. Se uddybende Haugsted: ’Er projekttilpasninger og vilkårsfastsættelse en mulighed under VVM-screeningen?’, TfM 2018, s. 3.
I MRF 2021.237 Mfk udtalte Miljø- og Fødevareklagenævnet med henvisning til miljøvurderingslovens motiver, at ”en myndighed efter nævnets opfattelse ikke kan tilskære et konkret projekt i forbindelse med en screeningsafgørelse og træffe afgørelse på et andet grundlag og ud fra andre forudsætninger end det af bygherren ansøgte projekt”, og ”at en screeningsafgørelse ikke er en tilladelse, og at der bl.a. derfor ikke kan stilles vilkår i afgørelsen”, idet sådanne vilkår kan forskyde grænsen for, hvornår det konkrete projekt kan have en væsentlig indvirkning på miljøet.