MRF 2022.120
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. juni 2022, j.nr. 21/14368
Ophævet og hjemvist lovliggørende tilladelse til skråningsbeskyttelsen efter kystbeskyttelseslovens § 3, da der i tilladelsen ikke var indsat et konkret vilkår om strandfodring, men anført, at strandfordring kunne opfyldes ved et andet, ikke færdigbehandlet kystbeskyttelsesprojekt. Ikke medhold i klage over screeningafgørelse om, at skråningsbeskyttelsen ikke var VVM-pligtigt, bl.a. fordi der var tale om forstærkninger af allerede eksisterende anlæg.
Halsnæs Kommune meddelte i oktober 2021 i medfør af kystbeskyttelseslovens § 3 lovliggørende tilladelse til skråningsbeskyttelse i Kikhavn og traf samtidig screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at skråningsbeskyttelsen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Den omhandlede kyststrækning var beliggende ca. 1 km nordøst for Hundested direkte ud til Hesselø Bugt. Oplandet bestod af et større sommerhusområde, og kystprofilet var præget af bølgebrydere, høfder og skråningsbeskyttelse, som alle var etableret af sten. De to skråningsanlæg, der var etableret af Kikhavn Dige- og Kystsikringslag, udgjorde hhv. 35 og 100 meter og var en forstærkning af en i forvejen bestående skråningsbeskyttelse fra 1923, som var færdigetableret i starten af 2021. Det fremgik af kommunens lovliggørende tilladelse, at det ansøgte projekt forudsatte strandfodring til sikring og opnåelse af kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og natur- og miljømæssige kvalitet, rekreative udnyttelse af kysten og sikring af den eksisterende adgang til og langs kysten. Kommunen havde vurderet, at strandfodring kunne sikres ved hjælp af kommunens kystbeskyttelsesprojekt Nordkystens Fremtid, eller, i mangel af realisering af dette, som et projekt efter kystbeskyttelseslovens kapitel 1a. Nordkystens Fremtid, der havde til formål at sikre Sjællands nordkyst mod erosion, omfattede udelukkende strandfodring, hvorimod forstærkning af skråningsbeskyttelse inden en realisering af projektet alene var en opfordring. Kikhavn Dige- og Kystsikringslag havde på baggrund af opfordringen etableret den omhandlede forstærkning af skråningsbeskyttelse. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at tilladelsen uden et konkret krav om samtidig strandfodring var i strid med kystbeskyttelseslovens formål, idet anlæggene førte til kystnedbrydning andre steder på kyststrækningen, og at der burde være foretaget en VVM-vurdering af projektet henset til dets sammenhæng med andre kystsikringsanlæg. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunes vurdering af, at skråningsbeskyttelsen ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed ikke udløste krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Nævnet lagde herved vægt på, at en screening er en foreløbig vurdering af, hvorvidt en væsentlig indvirkning på miljøet kan forventes, at kommunen havde foretaget en sådan vurdering, der konkluderede, at projektet ikke ville have en kumulativ påvirkning med andre eksisterende projekter, da der var tale om forstærkninger af allerede eksisterende anlæg, og at projektet ikke ville have en negativ påvirkning på bilag IV-arter. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i denne del af klagen. For så vidt angik selve den lovliggørende tilladelse til skråningsbeskyttelsen fandt nævnet, at kommunen heri indirekte havde indsat vilkår om strandfodring. Da vilkåret skulle realiseres ved et ikke færdigbehandlet projekt om strandfodring, hvis nærmere tidspunkt for realisering ikke var kendt, fandt nævnet, at vilkåret var mangelfuldt. Vilkåret om det alternative projekt for strandfodring var endvidere ikke konkret i forhold til nærværende kystbeskyttelsesforanstaltning, idet det alene fremgik, at strandfodringen skulle foretages på længere strækninger. Nævnet fandt derfor, kommunen ikke på tilstrækkelig vis havde indarbejdet vilkår om strandfodring, hvorfor afgørelsen led af en retlig mangel og var ugyldig. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede på denne baggrund tilladelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Da sagen angik en retlig lovliggørelse af en allerede etableret skråningsbeskyttelse, burde nævnet i relation til kommunens VVM-screening have inddraget EU-Domstolens praksis om muligheden for at lovliggøre en mangelfuld eller manglende forudgående miljøvurdering, jf. de forenede sager C-196/16 og C-197/16, Comune di Corridonia, præmis 37-41. Som det fremgår heraf, kan en efterfølgende vurdering ikke begrænses til anlæggets fremtidige indvirkninger på miljøet, men skal også inddrage de miljøpåvirkninger, der har været siden anlæggets opførelse. I Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. marts 2021 (MAD 2021.132 Mfk) om lovliggørende tilladelse til en kabelbane førte Kystdirektoratets manglende inddragelse af EU-Domstolens praksis til en ophævelse og hjemvisning af tilladelsen. Se også MRF 2022.106/2 Mfk.