MRF 2021.377
Planklagenævnets afgørelse af 23. december 2021, j.nr. 21/01197
Ophævet kommunes afgørelse, om at bebyggelsesplan var i overensstemmelse med lokalplan, uanset kommunen under klagesagen ændrede opfattelse og meddelte dispensation fra lokalplanen. Planklagenævnet henviste til, at kommunen ikke havde kompetence til at ændre afgørelsen, efter denne var påklaget til nævnet.
Furesø Kommune traf i december 2020 afgørelse om, at en bebyggelsesplan/udstykningsplan for 26 rækkehuse var i overensstemmelse med en lokalplan, hvis formål bl.a. var at sikre, at området internt og i forhold til omgivelserne fik en grøn karakter. Det var i lokalplanens § 4.1 bestemt, at udstykning inden for delområderne A, B og D kun måtte udføres i overensstemmelse med principperne vist på kortbilag 4. Lokalplanen fastsatte endvidere i § 4.1.2, at der ikke måtte fortages udstykning eller arealoverførsel, der resulterede i boligparceller mindre end 160 m2 for tæt lav bebyggelse. Afgørelsen blev påklaget af en forening, der bl.a. anførte, at den ansøgte udstykningsplan ikke var i overensstemmelse med lokalplanens udstykningsprincipper i § 4.1, og at de ansøgte udstykkede boligparceller var større end tilladt i lokalplanen. Kommunen anførte i forbindelse med klagesagen, at den ansøgte udstykningsplan ikke var i overensstemmelse med § 4.1 om, at matrikelskel skulle være sammenfaldende med bygningsskel, og meddelte på denne baggrund i maj 2021 dispensation fra § 4.1 til placeringen af skellinjerne. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at kommunen ikke havde kompetence til at ændre en afgørelse, som var påklaget og videresendt til nævnet. Nævnet havde derfor truffet afgørelse vedrørende overensstemmelsen med lokalplanen, selvom kommunen efterfølgende havde truffet en anden afgørelse vedrørende dette spørgsmål. Nævnet konstaterede, at boligparcellerne på kortbilag 4 var markeret som udstykket med skellinjer, der løb parallelt med boligernes langside, hvilket skabte kiler mellem og ved siden af rækkerne af boligparceller, der ikke indgik i de enkelte boligparceller. Efter nævnets opfattelse havde disse skellinjer langs boligerne bindende virkning efter lokalplanens § 4.1. I den ansøgte udstykningsplan var de parallelle skellinjer fraveget for så vidt angik seks rækkehuse, hvorved de grønne kiler var blevet en del af boligparcellerne. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at udstykningsplanen var i overensstemmelse med lokalplanen, og forholdet krævede derfor dispensation, jf. planlovens § 19. Da det fremgik af ansøgningsmaterialet, at udstykningsplanen ikke indeholdt boligparceller med grundareal under 160 m2, fandt nævnet, at parcellernes grundareal var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor ikke krævede dispensation. Planklagenævnet ophævede herefter den del af afgørelsen, hvorefter bebyggelsesplanen var i overensstemmelse med lokalplanens § 4.1, og kunne ikke give medhold i den resterende del af klagen.
Kommentar: Planklagenævnets praksis om, at førsteinstansen ikke har kompetence til at tilbagekalde eller genoptage en afgørelse, der er påklaget til nævnet, mens klagesagen verserer, er næppe korrekt, jf. også MRF 2021.18 Pkn med kommentar. Hvis en afgørelse påklages, kan førsteinstansen skifte opfattelse under klagesagen og vil så kunne tilbagekalde afgørelsen, hvilket særligt må være tilfældet, når der som i dette tilfælde er tale om en indirekte afgørelse efter planloven om, at en bebyggelsesplan ikke er i modstrid med lokalplan, og kommunen herefter meddeler en dispensation efter planlovens § 19. Dispensationsafgørelsen vil således kunne påklages. Med den af Planklagenævnet valgte fremgangsmåde, skal kommunen nu meddele en ny dispensation fra lokalplanen, og denne nye afgørelse kan så igen påklages.