MRF 2021.357
Planklagenævnets afgørelse af 2. december 2021, j.nr. 19/00581 og 19/06138
Ophævet lokalplan for Velkomstcenter for Nationalpark Mols Bjerge med tilhørende parkeringsareal inden for kystnærhedszonen 60 meter fra kysten pga. bl.a. mangelfuld belysning af visuelle påvirkning af omgivelserne og manglende planlægningsmæssig begrundelse for kystnær lokalisering. Dissens. Screeningafgørelse om ikke-miljøvurderingspligt ophævet, da lokalplanen måtte antages at få væsentlig indvirkning på miljøet henset til projektets størrelse og beliggenhed.
Syddjurs Kommune traf den 3. september 2018 screeningafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til lokalplan nr. 420, Velkomstcenter for Nationalpark Mols Bjerge ved Kalø Slotsruin, Rønde, og kommuneplantillæg nr. 17 til kommuneplan 2016 for Syddjurs Kommune. Kommunen vedtog den 24. april 2019 endeligt planerne. Planområdet er beliggende i landzone inden for kystnærhedszonen ca. 60 meter fra kysten og ca. 1 km nord for Kalø Slotsruin. Hele planområdet på ca. 16.500 m2 er beliggende i Natura 2000-område N230, Kaløskovene. Planerne muliggjorde etablering af et nyt velkomstcenter til Nationalpark Mols Bjerge med tilhørende parkeringsareal på ca. 7.650 m2 med plads til ca. 160 parkeringspladser. Screeningsafgørelsen og planvedtagelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling (DN). Mens klagesagen verserede, vedtog kommunen kommuneplan 2020 og aflyste kommuneplantillæg nr. 17. I klagesagen gjorde DN gældende, at da planområdet lå inden for et Natura 2000-område, var der som udgangspunkt obligatorisk miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, og at parkeringsanlægget var et trafikanlæg, der var i strid med § 2, stk. 2, i planhabitatbekendtgørelsen, hvorfor de vedtagne planer var vedtaget i modstrid med miljøvurderingsloven. DN anførte endvidere, at der ikke var redegjort for en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering af projektet, at der skete en forringelse af offentlighedens adgang til kysten i strid med planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 5, og § 11 f, stk. 4, nr. 4, og at lokalplanens redegørelse ikke levede op til planlovens § 16, stk. 4. Planklagenævnet afgjorde i det samlede nævn spørgsmålene, om lokalplanen var i overensstemmelse med planhabitatbekendtgørelsens § 2, stk. 2, og planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og om lokalplanens redegørelse var i overensstemmelse med planlovens § 16, stk. 4. De resterende spørgsmål blev afgjort af formanden. Nævnet fandt, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af påvirkningen af Natura 2000-området, da væsentlighedsvurderingen redegjorde for den potentielle påvirkning af udpegningsgrundlaget, og der ikke inden for planområdet var registreret arter og naturtyper på udpegningsgrundlaget. Den omstændighed, at lokalplanens område er beliggende inden for et Natura 2000-område, medfører ikke automatisk pligt til at udarbejde en Natura 2000-konsekvensvurdering. Nævnets flertal (9 mod 2) afviste herefter, at parkeringsarealet med ca. 160 parkeringspladser udgjorde et trafikanlæg omfattet af planhabitatbekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 3, og henviste i den forbindelse til de i bestemmelsen nævnte eksempler på trafikanlæg som bl.a. lufthavne, jernbaner og havne. Flertallet (6 mod 5) fandt derimod ikke, at kommunen i lokalplanen havde redegjort tilstrækkeligt for, at der var den fornødne planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelse for kystnær lokalisering, og henviste til, at velkomstcenteret skulle placeres i en afstand af kun ca. 60 meter fra kysten og ville være synligt herfra. Placeringen af velkomstcentret ved indkørslen til nationalparken i tilknytning til Kalø Slotsruin varetog ifølge flertallet ikke hensyn, der i sig selv kunne begrunde en kystnær lokalisering, mens mindretallet fandt, at der forelå den fornødne begrundelse for kystnær lokalisering. For så vidt angik offentlighedens adgang til kysten konstaterede nævnet, at adgangsvejen til Kalø Slotsruin og stranden ikke lå inden for lokalplanområdet, og at den ikke var forudsat nedlagt. Nævnet fandt derfor ikke, at lokalplanen var i strid med planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 5, da reglen ikke indebærer et krav om, at der ved planlægning for arealer helt ned til kysten skal planlægges for nye adgangsveje til kysten. Bestemmelsen i § 5 b, stk. 1, nr. 5, er overholdt, når der i forvejen er tilfredsstillende adgangsveje for offentligheden til kysten, og disse adgangsveje ikke nedlægges eller indskrænkes som følge af lokalplanens realisering. Derimod fandt nævnet, at lokalplanens visualiseringer af velkomstcenteret ikke opfyldte kravene i planlovens § 16, stk. 4, og at denne mangel i sig selv medførte ugyldighed. Nævnet (formanden) afviste at behandle klagen over kommuneplantillægget med henvisning til, at dette var ophævet med vedtagelsen af kommuneplan 2020. I forhold til klagen over manglende miljøvurdering efter miljøvurderingsloven lagde nævnet (formanden) til grund, at planerne var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 2. Henset til den kystnære placering af velkomstcenteret og parkeringsplads fandt nævnet, at planerne i den konkrete sag måtte vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Nævnet lagde navnlig vægt på, at planerne muliggjorde et 750 m2 stort velkomstcenter ca. 60 meter fra kysten samt udlæg af et parkeringsareal på ca. 7.650 m2 med plads til 160 biler, og at planområdet var placeret i et område, der rummede flere særlige beskyttelsesværdier, herunder inden for en landskabsfredning og strandbeskyttelseslinjen. Den omstændighed, at kommunen havde lagt særlig vægt på at tilpasse byggeriet til landskabet, betød ikke, at miljøvurdering kunne undlades, men indikerede, at lokalplanen ville have en væsentlig landskabelig påvirkning. Kommunen var derfor forpligtet til at gennemføre en miljøvurdering af lokalplanforslaget, hvorfor screeningsafgørelsen var ugyldig. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund både screeningafgørelsen og lokalplanen.
Kommentar: Afgørelsen omhandler, ud over den kystnære placering, flere centrale juridiske spørgsmål i planloven. Selve forløbet, hvor et påklaget kommuneplantillæg afløses af en kommuneplan, mens klagesagen verserer, forekommer jævnligt. Når kommuneplantillægget er bortfaldet, kan Planklagenævnet ikke tage stilling til klagen over kommuneplantillægget, men kan tage stilling til en eventuel ny klage over kommuneplanen, som det fremgår af afgørelsen. Et andet tidsmæssigt spørgsmål angik screeningsafgørelsen fra 3. september 2018 efter miljøvurderingslovens § 10, hvor det efter Planklagenævnets afgørelse er uklart, om denne afgørelse blev påklaget rettidigt af DN. For mens Planklagenævnet ved klage over vedtagelsen af en lokalplan kan og skal prøve, om planhabitatbekendtgørelsen er overholdt, kan screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 10 kun prøves, hvis den er påklaget inden for den relevante klagefrist (i denne sag 4 uger, jf. miljøvurderingslovens § 48, stk. 1, jf. planklagebekendtgørelsens (2017/130) § 2), dvs. længe inden lokalplanen er vedtaget. Et tredje spørgsmål er klassificeringen af lokalplanen i forhold til miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, der indeholder to spørgsmål i denne sag. Det ene var, at lokalplan i Natura 2000-områder ikke automatisk udløser habitatkonsekvensvurdering, som klagenævnet anførte, hvilket er betingelsen for, at der er obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2. Det andet var, om parkeringspladsen er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2 og dermed omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Dette tog Planklagenævnet ikke stilling til, selv om svaret har betydning for, hvornår en screening kan være tilstrækkelig, jf. MRF 2021.358 Pkn.