MRF 2021.358
Planklagenævnets afgørelse af 2. december 2021, j.nr. 20/00789
Ophævet lokalplan og kommuneplantillæg for solcelleanlæg på 67 ha, da der ikke var tale om et mindre område på lokalt plan, hvorfor planerne var omfattet obligatorisk miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Solcelleanlægget var i strid med kommuneplanens retningslinjer, da det ikke udgjorde et ”anlæg af ganske ubetydeligt omfang”.
Kerteminde Kommune traf i juni 2019 screeningafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, der muliggjorde etablering af 67 ha solcelleanlæg med tilhørende teknikhuse mv. på et markareal på i alt 87 ha. Kommunen vedtog i oktober 2019 endeligt planerne. Planområde, der var beliggende i landzone, bestod primært af intensivt dyrket landbrugsareal på to særskilte områder, som var adskilt af den nordlige del af Bremerskov. Det fremgik af kommuneplanens retningslinje 2.8.1, at der i de særligt karakteristiske og sårbare landskabsområder alene kunne ske bebyggelse eller etableres anlæg i ganske ubetydeligt omfang, og kun såfremt de pågældende beskyttelsesinteresser ikke blev tilsidesat. Af et kortbilag til kommuneplanen fremgik, at den nordlige del af planområdet var udpeget som sårbart landskab. Screeningsafgørelsen og lokalplanen blev påklaget af tre naboer til lokalplanområdet, der bl.a. anførte, at plangrundlaget var miljøvurderingspligtigt, og at lokalplanen var i strid med kommuneplanens retningslinje 2.8.1, da der ikke var tale om anlæg af et ganske ubetydeligt omfang. Kommunen bemærkede hertil, at de landskabelige beskyttelsesinteresser ikke blev tilsidesat af planerne, da der var tale om etablering af forholdsvis lave anlæg/bygninger, som visuelt skulle afskærmes af levende hegn, og da området ikke også var udpeget som et særligt karakteristisk landskabsområde. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at solcelleanlægget var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 3.a, om industrianlæg til fremstilling af elektricitet, damp og varmt vand, hvorfor der som udgangspunktet skulle gennemføres en miljøvurdering af plangrundlaget, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Planklagenævnet fandt videre, at planerne ikke var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, da planområdet havde et samlet areal på 87 ha. Nævnet lagde endvidere vægt på, at planerne muliggjorde opførelse af et 67 ha stort solcelleanlæg på et hidtil ubebygget landbrugsareal i landzone, hvorfor der heller ikke var tale om en mindre ændring af den eksisterende planlægning for området. Der skulle således have været gennemført en miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, hvilket ikke var sket, hvorfor afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel, der medførte ugyldighed. For så vidt angik lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen bemærkede nævnet indledningsvis, at nævnet forstod kommunens bemærkninger således, at kommunen ikke mente, at den nordlige del af lokalplanområdet var omfattet af retningslinje 2.8.1, da området ikke var udpeget som både særlig karakteristisk og sårbart. Kommunen redegjorde dog i de samme bemærkninger for, at beskyttelsesinteressen over for landskabet ikke var tilsidesat, hvilket nævnet kun fandt aktuelt at vurdere, såfremt området faktisk var omfattet af retningslinje 2.8.1. Det fremgik derfor ikke klart af sagen, hvorvidt kommunen mente, at den nordlige del af lokalplanområdet var omfattet af retningslinje 2.8.1 eller ej. Nævnet lagde dog til grund, at området var omfattet, da området var udpeget som sårbart landskab i kommuneplanens kortbilag, og da det fremgik af retningslinjen, at sårbare landskabsområder var omfattet. Nævnet konstaterede, at lokalplanen muliggjorde, at der i den nordlige del af planområdet kunne opføres solcellepaneler. Nævnet fandt, at solcelleanlægget ikke udgjorde et anlæg af ganske ubetydeligt omfang. Nævnet lagde ligeledes vægt på, at retningslinje 2.8.1 vedrørte konkret udpegede områder i kommunen og havde et konkret indhold, ligesom retningslinjen havde den fornødne klarhed til, at det kunne konstateres, hvorvidt bebyggelse og anlæg var omfattet eller ej. Nævnet fandt herefter, at lokalplanen var i strid med kommuneplanens retningslinje 2.8.1, hvorfor lokalplanen var ugyldig, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund screeningafgørelsen, lokalplanen og kommuneplantillægget.
Kommentar: Det fremgår af sagens oplysninger, at kommunens screeningsafgørelse af 14. juni 2019 blev påklaget til Planklagenævnet den 9. juli 2019, mens den endelige vedtagelse af lokalplanen den 31. oktober 2019 blev påklaget den 19. december 2019. Kommuneplantillægget blev ligeledes vedtaget endeligt den 31. oktober 2019, men blev ikke påklaget til Planklagenævnet, hvilket antageligt er baggrunden for, at nævnet med afgørelsen ophæver screeningsafgørelsen og lokalplanen og konstaterer, at kommuneplantillægget i konsekvens af den manglende miljøvurdering i øvrigt var ugyldigt. Planklagenævnet forklarer ikke i afgørelsen, hvorfor der blev set bort fra overskridelsen af klagefristen på 4 uger for så vidt angår lokalplanen. I øvrigt må det bemærkes, at hvis naboerne i den konkrete sag ikke havde påklaget screeningsafgørelsen rettidigt, var resultatet blevet det samme. Screeningsafgørelsen forudsætter således, at kommunen lagde til grund, at der var tale om et mindre lokalt område omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, hvorfor der var tale om lovfortolkning. Da klagenævnet fandt, at det geografiske område for lokalplanen var for stort til at være omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1, var der obligatorisk miljøvurdering, og da en sådan miljøvurdering ikke var blevet gennemført, var lokalplanen og kommuneplantillægget ugyldige uanset screeningsafgørelsens resultat.
Afgørelsen må i øvrigt tiltrædes, men illustrerer, at det i forbindelse med vedtagelse af lokalplaner er vigtigt, at kommunerne afklarer, om en lokalplan regulerer rammer for projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2 og dermed er omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Hvis dette besvares bekræftende, skal kommunen tage stilling til, om størrelsen af de geografiske område er så beskeden, at lokalplanforslaget er omfattet af reglen om screening i miljøvurderingslovens § 10, eller om der er obligatorisk miljøvurdering af forslaget til lokalplan. Hvis en lokalplan er omfattet af § 8, stk. 1, nr. 1, har dette den yderligere retsvirkning, at en byggetilladelse til byggeriet er omfattet af kravet om VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, da screening af forslag til lokalplan efter miljøvurderingslovens § 10 ikke kan erstatte screening af projekter efter miljøvurderingslovens § 21. Afgørelsen tilføjer det yderligere element, at Planklagenævnet selvstændigt prøver, om en lokalplan omfatter et så begrænset geografisk område, at en screening er tilstrækkelig. Se tillige Planklagenævnets afgørelse i MRF 2021.361 Pkn, der tilsvarende angik et kommuneplantillæg for solcelleanlæg, samt nævnets afgørelse af 31. januar 2022 (j.nr. 21/00608), hvor Planklagenævnet ophævede Frederikshavn Kommunes kommuneplantillæg for byudviklingsområder med den begrundelse, at kommuneplantillægget omfattede flere byudviklingsområder med et samlet areal på ca. 150 ha, hvilket ikke kunne anses for ”et mindre område på lokalt plan” efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1.