MRF 2021.347
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. december 2021, j.nr. 19/06849
Stadfæstet VVM-tilladelse til landanlæg ved Natura 2000-området ved Stigsnæsværket til kommende havvindmøllepark ved Omø, da VVM-tilladelsen først kan udnyttes, når Energistyrelsen har meddelt VVM-tilladelse til havvindmølleparken.
Slagelse Kommune meddelte i maj 2019 VVM-tilladelse til, at Omø South Nearshore A/S kunne etablere landanlæg til en kommende Omø Syd Havmøllepark, idet landanlæggene skulle placeres tæt ved Stigsnæsværket inden for de rammer, der er fastsat i kommuneplantillæg nr. 19. Af VVM-tilladelsen fremgår, at projektet omfatter etablering af op til seks ilandsføringskabler på 33-66 kV, som placeres minimum en meter nede i jorden. Kablerne bliver enten gravet ned eller placeret under jorden ved hjælp af en styret underboring. Projektet består af to løsningsmuligheder for ilandsføring og dermed kabeltracéer. Den ene mulighed løber fra kysten ud for Klintevej i et nordgående tracé vest for Tjørnehøj og frem til Stigsnæsværket. Den anden løsning løber fra kysten ud for Østerhoved i et buet tracé øst og nord om olieanlæggene ved Stigsnæs og Tjørnehøj og frem til Stigsnæsværket, og denne placering vil gå igennem Natura 2000-området nr. 162, Skælskør Fjord og havet og kysten mellem Agersø og Glænø bestående af dyrket jord og strandeng. Naturstyrelsen havde forud givet en planlægningstilladelse, hvor styrelsen tilkendegav, at den er indstillet på at godkende løsningen gennem Natura-2000 området under forudsætning af at kablet underbores indenfor Natura 2000-området. Det fremgår videre af VVM-tilladelsen, at Slagelse Kommune og Energinet vil afgøre, om der skal etableres en fremskudt transformerstation på land, om kablerne skal føres direkte til det eksisterende stationsanlæg ved Stigsnæsværket, eller om en alternativ løsning kan identificeres. Da projektet er placeret i umiddelbar tilknytning til Natura 2000-området blev der sammen med VVM-redegørelsen udarbejdet en habitatvurdering af landanlæggene efter habitatbekendtgørelsen (nu § 6, stk. 2), der konkluderede, at der ikke er risiko for en væsentlig påvirkning af arter og naturtyper på udpegningsgrundlaget af landanlæggene, når kablerne etableres ved underboring. VVM-tilladelsen blev påklaget af Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund, der navnlig gjorde gældende: (1) at VVM-tilladelsen til landanlæggene var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, der ikke tog hensyn til effekten af vindmølleparken, da projektet skal ses som en helhed, og det af VVM-tilladelsen fremgik, at den var meddelt på grundlag af VVM-vurderingen af havvindmølleparken, (2) at området med vindmøllepark skulle have været udpeget som EU-fuglebeskyttelsesområde, (3) at VVM-vurderingen ikke tog hensyn til vindmølleparkens fortrængningseffekt i forhold til beskyttede fugle, og (4) at de svenske miljømyndigheder har fremhævet de samme indsigelser mht. fuglebeskyttelsesområde og derfor fastholdt deres indsigelser efter Espoo-konventionen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund, at nævnet kan begrænse sin prøvelse efter § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet til de væsentligste forhold, der var klaget over, og at nævnet som følge heraf alene fandt anledning til at behandle VVM-tilladelsens inddragelse af projektdelen på søterritoriet. Nævnet lagde herefter til grund, at som følge af miljøvurderingslovens overgangsregler, skulle klagen bedømmes efter den tidligere VVM-bekendtgørelse (2016/1440) udstedt i medfør af planloven, da anmeldelsen af projektet var sket før den 1. januar 2017. Nævnet lagde herefter til grund, at klagen vedrørte VVM-tilladelsen, og at VVM-reglerne alene fastsætter krav til grundlaget for beslutningen og procedurerne, inden der meddeles VVM-tilladelse, og at VVM-direktivet ikke er til hinder for, at VVM-tilladelsen meddeles af flere myndigheder efter forskellige regler, forudsat projektet først iværksættes, når den sidste VVM-tilladelse er meddelt. Herefter fandt nævnet, at Slagelse Kommunes ved meddelelse af VVM-tilladelse efter VVM-bekendtgørelsens § 7 i tilstrækkeligt omfang havde inddraget påvirkningen fra havvindmølleparken, uden det kunne tillægges betydning, at Energistyrelsen fortsat ikke havde meddelt VVM-tilladelse til havvindmølleparken efter VE-lovens § 26, da Slagelse Kommunes VVM-tilladelse ikke måtte udnyttes, før der var meddelt VVM-tilladelse til havvindmølleparken. Med henvisning hertil stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens VVM-tilladelse.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets begrundelse om, at kommunens VVM-tilladelse til landanlæggene kan meddeles, selv om Energistyrelsen fortsat ikke har meddelt VVM-tilladelse til havvindmølleparken ved Omø, når kommunens VVM-tilladelse ikke kan udnyttes, før Energistyrelsens VVM-tilladelse foreligger, er i overensstemmelse med EU-Domstolens fortolkning af VVM-direktivet, jf. bl.a. C-290/03, Diana Barker. Det samme gælder derimod ikke klagenævnets begrænsning af prøvelsen efter klagenævnslovens § 11, da denne begrænsning ikke fritager nævnet for af egen drift at påse, at VVM-tilladelsen til landanlæggene ikke er i modstrid med EU-retten, hvor der er flere problemer. For det første forbigår klagenævnet, at en VVM-tilladelse skal tage stilling til alle væsentlige miljøvirkninger, og at VVM-tilladelsen giver bygherren et retskrav på at gennemføre projektet, jf. VVM-direktivets art. 1 og nu miljøvurderingslovens § 5, nr. 8. Mens det således er korrekt, at kommunens VVM-tilladelse alene omfatter landanlæggene, skal der i VVM-tilladelsen tages stilling til de væsentlige miljøvirkninger af landanlæggenes placering. Dette kan ikke opfyldes ved at VVM-tilladelsen giver muligheder for tre mulige løsninger for ilandføring af kabelanlægget, hvoraf den ene placering af kablerne går gennem et Natura 2000-område på land. Det gør i den sammenhæng ikke en forskel, at Miljøstyrelsen har givet et forhåndstilsagn og betinget placeringen af, at kablerne underbores for at undgå skadevirkning, idet sådanne afværgeforanstaltninger i sig selv vil udløse en habitatvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, jf. ligeledes Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i MRF 2021.183 Mfk, hvor nævnet ophævede VVM-tilladelsen til landanlægget for vindmølleparken Vesterhav Syd, fordi der alene var gennemført en væsentlighedsvurdering. Problemet i denne sag er, at den habitatvurdering af Natura 2000-området, der blev gennemført forud for VVM-tilladelsen, omfattede området ved havvindmølleparken, men ikke Natura 2000-området ved landanlæggene. Der er tillige det selvstændige problem, at VVM-tilladelsen efter planloven bortfalder, når den ikke er udnyttet inden for tre år, jf. planlovens § 56, og tilsvarende gælder efter miljøvurderingslovens § 39. Da kommunens VVM-tilladelse blev meddelt den 3. maj 2019, bortfalder den således den 3. maj 2022, medmindre Miljøstyrelsen har meddelt VVM-tilladelse til havvindmølleparken inden dette tidspunkt, og arbejdet herefter også er påbegyndt inden dette tidspunkt.
Klagenævnets anonymisering af stednavne i afgørelsen på klageportalen må bero på en misforståelse. Kommuneplantillæg, VVM-rapporten og VVM-tilladelsen er – og skal være – offentligt tilgængelige, hvilket de er på kommunens hjemmeside.