MRF 2021.346
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. december 2021, j.nr. 19/03086
Miljøstyrelsens VVM-tilladelse til to 200 meter høje forsøgsvindmøller 100 meter fra Natura 2000-område stadfæstet, da en eventuel barriereeffekt ikke ville have en negativ effekt på fugles mulighed for at udnytte Natura 2000-området. Selv om det måtte forventes, at fuglene ville blive fortrængt fra et større område end anført i VVM-redegørelsen, og selv om der ikke var inddraget tab af fourageringsområder uden for Natura 2000-området, fandt nævnet, at der var konkrete holdepunkter for, at de specifikke arter på udpegningsgrundlaget ville tilvænne sig.
Miljøstyrelsen meddelte i januar 2019 VVM-tilladelse til et vindmølleprojekt ved Velling Mærsk. Projektet bestod af to forsøgsmøller med en totalhøjde på mellem 150 og 200 meter med koblingsstation, el-kabler, mindre bygninger, adgangsveje og arbejdsarealer. Projektområdet var beliggende i det åbne land ca. 500 meter øst for Ringkøbing Fjord. Ca. 100 meter vest for vindmøllerne lå Natura 2000-område nr. 69, Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen, der bl.a. omfattede fuglebeskyttelsesområde F43. Der havde tidligere været opstillet 100 mindre vindmøller i området. For området gjaldt Erhvervsstyrelsens kommuneplantillæg nr. 7 til Ringkøbing-Skjern Kommunes kommuneplan 2017-2029 og lokalplan nr. 438 med tilhørende miljøvurdering, som var endeligt vedtaget i januar 2019. Projektet, som oprindeligt bestod fire testvindmøller, blev anmeldt den 7. august 2013, hvorefter Naturstyrelsen i perioden fra den 28. marts 2014 til den 25. april 2014 havde afholdt en offentlig høring over projektet. På baggrund af høringen blev der udarbejdet en VVM-redegørelse i oktober 2014. VVM-redegørelsen omfattede bl.a. en væsentlighedsvurdering, der vurderede, at der ikke ville ske væsentlig påvirkning af Natura 2000-området eller negative påvirkninger for fuglearter på udpegningsgrundlaget i Ringkøbing Fjord. Efter den offentlige høring over lokalplanen indsendte bygherren en revideret projektbeskrivelse, hvor to af vindmøllerne og en målemast var taget væk, så projektet alene bestod af to 200 meter høje testvindmøller. Miljøstyrelsen vurderede, at den oprindelige VVM-redegørelse for de fire forsøgsmøller fortsat kunne danne grundlag i forhold til behandling af bl.a. visuelle og støjmæssige påvirkninger og påvirkningen på naturen, da påvirkningen fra projektet blot var blevet mindre på alle parametre. Styrelsen vurderede dog også, at den oprindelige VVM-redegørelse ikke i tilstrækkelig grad behandlede den ændrede kabelføring mellem projektområdet til en større station for nettilslutning og mulighed for anden nettilslutning end den i den oprindelige redegørelse. På denne baggrund udarbejdede Miljøstyrelsen i 2018 et tillæg til VVM-redegørelsen, hvor de sidstnævnte forhold var belyst. VVM-tilladelsen blev påklaget af en sommerhusgrundejerforening i området, der bl.a. anførte, at VVM-redegørelsen var forældet, hvorfor der burde udarbejdes en ny miljøvurdering, der alene og aktuelt beskrev miljøpåvirkningen fra to 200 meter høje testvindmøller, og at VVM-redegørelsen var mangelfuld, da undersøgelser af påvirkningen på områdets betydelige flokke af gæs og svaner alene byggede på teoretiske betragtninger, hvorfor der ikke var ført bevis for, at projektet ikke vil skade fuglelivet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at sagen skulle afgøres efter VVM-bekendtgørelse nr. 1510 fra 2010, da anmeldelsen af projektet var sket i august 2013. Nævnet fandt herefter, at den tidligere VVM-redegørelse fra oktober 2014 efter projektændringen fortsat måtte anses for aktuel og dækkende for de faktiske forhold mht. vindmøllernes påvirkning af fugle. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsens vurdering, da der med projektændringen ikke var tilføjet yderligere elementer til projektet, og ændringen, bortset fra forholdene vedrørende kabelføring og nettilslutning, navnlig bestod i, at to af vindmøllerne og målmasten udgik. Nævnet fandt endvidere, at Miljøstyrelsen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke kunne påvirke Natura 2000-område væsentligt, da der ved besigtigelser var foretaget registreringer af fugle i området, ligesom det i VVM-redegørelsen var beskrevet, hvilke mulige påvirkninger vindmøllerne kunne have for fuglelivet. I forhold til barriereeffekt henviste nævnet til, at det fremgik af redegørelsen, at trækfugle ville kunne flyve uden om møllerne, og at rastende fugle kunne flyve udenom eller mellem møllerne, hvilket fugle tidligere havde gjort i området, hvor afstanden mellem de opstillede vindmøller var mindre. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at der kun i yderst begrænset omfang ville kunne være en barriereeffekt, og at en eventuel barriereeffekt ikke ville have negativ effekt på fuglenes mulighed for at udnytte Natura 2000-området. På baggrund af bl.a. oplysningerne om, at der på grund af vindmøllernes størrelse ville være mere plads for fuglene til at flyve over og imellem møllerne, lagde nævnet til grund, at møllerne skønsmæssigt kunne være årsag til maksimalt 10-20 fugledødsfald årligt, hvilket ikke ville påvirke arterne på udpegningsgrundlaget negativt. Nævnet bemærkede, at Miljøstyrelsen havde forudsat en fortrængningszone på 373 meter, hvilket var baseret på en vurdering i forhold til de konkrete fuglearter på udpegningsgrundlaget. Højden på de vindmøller, som lå til grund for undersøgelsen refereret i VVM-redegørelsen, fremgik imidlertid ikke. Nævnet konstaterede, at undersøgelsen var fra 2004, hvorfor nævnet lagde til grund, at de vindmøller, som indgik i undersøgelsen, var mindre end forsøgsmøllerne i det aktuelle projekt. Nævne fandt, at data om responsafstand for mindre vindmøller ikke umiddelbart kunne overføres til større vindmøller, hvilket også var beskrevet i VVM-redegørelsen. Det måtte derfor forventes, at der kunne være et større område end det, der var opgjort i VVM-redegørelsen, hvorfra fugle ville blive fortrængt som følge af opstilling af 200 meter høje vindmøller. Nævnet bemærkede endvidere, at styrelsen ikke havde inddraget tab af fourageringsområder, som lå uden for Natura 2000-områdets afgrænsning, i det omfang disse kunne have betydning for bestanden af arter på Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at der ikke vil være en væsentlig indvirkning på Natura 2000-området som følge af fortrængning, da der var konkrete holdepunkter for at antage, at der over tid vil ske en tilvænning, idet kortnæbbet gås ved de tidligere opstillede vindmøller i området søgte føde tættere på møllerne og fløj mellem møllerne. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i øvrigt ikke grundlag for at anse VVM-redegørelsens indhold for mangelfuld og stadfæstede herefter VVM-tilladelsen.
Kommentar: Sammenlignes denne afgørelse om Miljøstyrelsens VVM-tilladelse til to kæmpevindmøller 100 meter fra et fuglebeskyttelsesområde ved Ringkøbing Fjord med samme nævns afgørelse i MRF 2021.121 Mfk om vindmølleparken ved Thorup-sletten, får man indtryk af, at lovgrundlaget for beskyttelse af Natura 2000-områder er ændret væsentlig. Dette er ikke tilfældet, og der er heller ikke kommet nye domme fra EU-Domstolen, som ændrer fortolkningen af habitatdirektivet. Havde nævnet i denne sag om de to forsøgsmøller ved Ringkøbing Fjorde fulgt den fortolkning, som samme klagenævn anlagde i sagen om VVM-tilladelse til vindmøller på Thorup-sletten, skulle VVM-tilladelsen også i denne sag have været ophævet, uanset dette måtte være ubelejligt for Miljøstyrelsen og kan forsinke den grønne omstilling.