MRF 2021.343
Miljø- og Fødevareklagenævnets delafgørelse af 17. december 2021, j.nr. 21/11040
Afvist opsættende virkning af klage over afgørelse om ikke at fjerne en bæverdæmning, der hindrede regulativfastsat vandføringsevnen i Ramløse Å grundet modstrid med habitatdirektivet, da det alene var en afgørelse om, at vedligeholdelse af vandløbet ville medføre en overtrædelse af EU-retlige forpligtelser.
Sagen omhandlede en bæverdæmning på Ramløse Å, der er et 3.370 meter langt offentligt vandløb, som er åbent i hele forløbet og begynder ved udløbet af Holløse Bredning og slutter ved udløbet til Arresø. Ramløse Å er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, og det samme gælder de vandløbsnære arealer. Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 134, Arresø, Ellemose og Lille Lyngby Mose, der ligger umiddelbart på den nordlige side af Ramløse Å. Vandløbet er omfattet af ”Regulativ for Ramløse Å” vedtaget i august 2017, hvor der bl.a. er fastsat krav til vandløbets vandføringsevne. Bæverdæmningen på vandløbet var til hinder for, at den regulativmæssige vandføringsevne kunne sikres, men Gribskov Kommune traf i august 2021 afgørelse efter vandløbslovens § 27, jf. § 31 og § 62, om ikke at fjerne bæverdæmningen. Dette blev begrundet med, at det var Naturstyrelsens vurdering, at der var tale om en primær dæmning, der sikrede den økologiske funktionalitet for bæveren i Ellemosen, og kommunen fandt derfor, at fjernelsen af dæmningen ville være i strid med habitatdirektivets forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter. Afgørelsen blev påklaget af to omboende, der bl.a. anførte, at bæverdæmningen medførte oversvømmelse på de omboendes ejendomme, og at dæmningen skulle fjernes, så vandføringsevnen kunne sikres. Efter vandløbslovens § 82, stk. 6, har klagen opsættende virkning, medmindre nævnet ophæver den opsættende virkning. Kommunen anmodede nævnet om at ophæve den opsættende virkning af klagen, da en fjernelse af bæverdæmningen ville stride med habitatdirektivet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at afgørelsen efter sit indhold ikke kunne tillægges opsættende virkning, da indholdet af afgørelsen omhandlede en situation, hvor det ikke gav mening at tale om opsættende virkning. Nævnet begrundende dette med, at der ikke var tale om en tilladelse, godkendelse, påbud eller forbud, men en afgørelse om, at en vedligeholdelse, der sikrede den i regulativet fastlagte vandføringsevne, ville medføre en overtrædelse af EU-retlige forpligtelser. En gennemgang af forarbejderne til vandløbslovens § 82, stk. 6, tidligere vandløbslove og bemærkninger hertil gav ikke anledning til en anden vurdering. Nævnet understregede dog, at klagesagen ikke ændrer ved, at kommunen under klagesagens behandling fortsat er forpligtet til at vedligeholde Ramløse Å i overensstemmelse med det gældende regulativ og lovgivning. Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede på denne baggrund, at klagerne ikke havde opsættende virkning.
Kommentar: Afgørelsen må tages som udtryk for kommunens og klagenævnets vanskeligheder med at bestemme afgørelsesbegrebet i relation til vandløbslovens regler om vandløbsvedligeholdelse. Vandløbslovens § 27 pålægger vandløbsvedligeholdelse i overensstemmelse med vandløbsregulativet for det pågældende offentlige vandløb, og § 31 fastslår, at det er kommunen, der skal forestå vedligeholdelsen. Hvis vandløbsvedligeholdelse ikke sker i overensstemmelse med regulativet, har kommunen pligt til at meddele kommunen (dvs. sig selv) påbud om at gennemføre regulativfastsat vedligeholdelse, jf. § 54. Kommunens beslutning om ikke at meddele påbud efter § 54 er en afgørelse, der kan påklages, jf. MRF 2021.185 Mfk, hvor der henvises til Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOB 2020-37. Heraf følger med andre ord, at kommunens beslutning om ikke at gennemføre regulativfastsat vandløbsvedligeholdelse skal anses for en afgørelse efter § 54 om ikke at meddele påbud, og denne afgørelse kan påklages uanset begrundelsen. Men klagenævnet har naturligvis ret i, at en klage over ikke at meddele påbud efter vandløbslovens § 54 ikke meningsfuldt kan tillægges opsættende virkning, ligesom klager over ikke at meddele påbud efter f.eks. miljøbeskyttelseslovens § 42 ikke har opsættende virkning. Heraf følger så videre, at hvis klagenævnet i afgørelsen af klagen finder, at Gribskov Kommune skal meddele påbud til kommunen selv, må Gribskov Kommune følge denne afgørelse. Noget andet er, at det i den foreliggende sag omhandlede vandløbsregulativ må anses for en plan, der både er omfattet af habitatdirektivets art. 6, stk. 3, om habitatvurdering og derfor tillige er omfattet af kravet om obligatorisk miljøvurdering af planer i miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, jf. nr. 2. Det er efter klagenævnets delafgørelse uklart, om disse regler er fulgt ved vandløbsregulativets vedtagelse, og hvis ikke, begrunder dette en hjemvisning af hele sagen.