MRF 2021.297
Østre Landsrets dom af 7. oktober 2021, 5. afd., sag BS-23639/2021-OLR
(Birgitte Grønborg Juul, Ole Græsbøll Olesen og Stine Fruergaard Andersen (kst.))
A og B (adv. Bjarne Skøtt Jensen for begge) mod C, D, E og F (adv. Claus Jonathan Kapler Rehl for alle)
Afvisning af sag om grænsehævd, da der ikke var afholdt skelforretning, jf. udstykningslovens § 38, uanset at sagen tillige angik spørgsmålet om den aftaleretlige gyldighed af en erklæring om afsætning af skel.
Sagen angik to ejendomme, der var ejet af A og B henholdsvis C, D, E og F, og som grænsede op til hinanden. Der var mellem ejerne opstået en tvist om skellets placering, idet A og B mente at have vundet hævd på en del af naboejendommen, hvor der var placeret flisebelægning til A og B’s indkørsel. Tvisten førte til, at A og B udtog stævning mod ejerne af naboejendommen med påstand om, at de sagsøgte skulle anerkende, ”at den del af sagsøgers indkørsel, der ligger vest for den nuværende skelgrænse […] på strækningen fra carporten og ud til fortovet, har sagsøger vundet hævd på”. De sagsøgte påstod sagen afvist, da der ikke forud for sagsanlægget var afholdt en skelforretning om skellets beliggenhed i overensstemmelse med udstykningslovens § 38. De sagsøgte henviste endvidere til, at sagsøgerne ved en tidligere erklæring havde accepteret en bestemt skelgrænse og derfor var afskåret fra at vinde hævd. Byretten fandt ikke, at sagen skulle afvises, da der var uenighed om, hvorvidt A og B var bundet af den tidligere erklæring, hvorfor sagen ikke kunne løses ved en skelforretning, da en landinspektør ikke kunne tage stilling til sagsøgernes aftaleretlige indsigelser mod erklæringen. Landsretten bemærkede, at der ikke var uenighed om skellets placering, hvis A og B fik medhold i påstanden om, at de har vundet hævd, og konstaterede videre, at efter A og B’s påstand vedrørte sagen spørgsmålet om, hvorvidt der var vundet hævd over det omtvistede område. Erklæringen om afsætning af skel var derimod af de sagsøgte gjort gældende som et anbringende imod, at der vundet hævd. Da sagen derfor vedrørte spørgsmålet om ejendomshævd, var udstykningslovens § 38 til hinder for, at sagen blev anlagt ved domstolene, før der var afholdt en skelforretning, hvorfor landsretten afviste sagen, jf. retsplejelovens § 232, stk. 3.
Kommentar: Se tillige MRF 2021.298 Ø, hvor der var holdt skelforretning, der konkluderede, at der var vundet ejendomshævd, hvilket landsretten underkendte på baggrund af en nærmere bevisvurdering. Kravet i udstykningslovens § 38 om skelforretning forud for sagsanlæg om ejendomshævd er imidlertid ufravigeligt, og landsrettens resultat er i overensstemmelse med nyere praksis om udstykningslovens § 38. Der henvises til U 2005.3129/2 V, U 2008.1503 V, U 2012.768 V og U 2016.2495 H samt til Ramhøj, Hvor ligger skellet?, 1998, s. 183 ff. og til en specialeafhandling om grænsehævd og skelforretningsprocessen, der er bragt i MRF 2022C.1.