MRF 2021.284
Vestre Landsrets dom af 15. september 2021, 4. afd., sag BS-15932/2020-VLR
(Lisbeth Kjærgaard, Cecilie Kabel Revsbech og Nikolaj Wessel Tromborg (kst.))
Ejerforeningen A (adv. Allan Styrishave) mod Aalborg Kommune (adv. Anne Henriksen)
Beslutning om at ændre placering af nedgravede affaldscontainere i forhold til en lokalplan var ikke båret af usaglige hensyn, og kommunen fandtes at have foretaget behørig partshøring.
I april 2017 vedtog Aalborg Kommune en lokalplan, hvorefter der var indtegnet plads til etablering af tre nedgravede affaldscontainere. Ifølge planen kunne containerne ”flyttes nogle meter i forbindelse med detailprojekteringen”. En virksomhedsejer (D) opdagede ved et tilfælde i februar 2019, at kommunen havde besluttet at placerede fire nedgravede containere et andet sted – uden for det af lokalplanen omfattede område og foran D’s ejendom. Efter forgæves forhandlinger fastholdt kommunen placeringen. Ejerforeningen (A) sagsøgte herefter kommunen bl.a. med påstand om, at kommunens beslutning var ugyldig. A gjorde navnlig gældende, at kommunen ikke havde iagttaget sagsbehandlingsgarantier og foretaget partshøring forud for afgørelsen om containernes placering, og at beslutningen hvilede på usaglige hensyn. Kommunen påstod frifindelse og gjorde overordnet gældende, at beslutningen om placeringen af containerne ikke var en afgørelse, ligesom kommunen begrundede placeringen med hensynet til, at borgerne maksimalt fik en gåafstand til containerne på ca. 75 meter. Byretten indledte med at redegøre for principperne i kommunens affaldscontainerpolitik og lagde til grund, at containerne var nedgravet i offentligt vejareal. Det var ubestridt, at hverken A eller D blev orienteret om den ændrede placering, men retten fandt, at A havde en sådan tilstrækkelig væsentlig og individuel interesse i sagen, at kommunen burde havde foretaget partshøring, jf. forvaltningslovens § 19. Efter bevisførelsen, herunder vidneforklaringer om baggrunden for containernes placering, fandt retten, at beslutningen hvilede på et tilstrækkeligt oplyst og sagligt grundlag, og at partshøringsmanglen var konkret uvæsentlig. Kommunen frifandtes derfor. A ankede dommen til landsretten. Landsretten indledte med at fastslå, at lokalplanen ikke indebar, at A havde et retskrav på, at containerne blev placeret inden for lokalplanens område. Retten lagde dernæst til grund, at kommunen havde drøftet containernes placering med D, og at kommunen ved et brev af 2. april 2019 sendt til et selskab, der i virksomhedsregisteret var anført som foreningens repræsentant, havde foretaget partshøring vedrørende byggetilladelsen til containerne. På den baggrund fastslog landsretten, at A ikke havde godtgjort, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn, eller at der i øvrigt var begået fejl, som kunne begrunde ugyldighed. Byrettens frifindelsesdom blev derfor stadfæstet.
Kommentar: Placering af containere til affaldssortering må som følge af affaldsbekendtgørelsens nye sorteringskrav i mere end 10 affaldsfraktioner nok ventes at give anledning til en del tvister, når kommunerne skal virkeliggøre de kommunale affaldsregulativer. Hvor containere er placeret i offentligt vejareal, skal vejmyndighedens tilladelse indhentes til placering, men kan efter omstændighederne også være lokalplanpligtig efter planlovens § 13, stk. 2, jf. f.eks. U 1998.74 H, hvilket som minimum kræver en forudgående SMV-screening efter miljøvurderingslovens § 10. Hvor en placering af affaldscontainere er reguleret i lokalplan, må placeringen holde sig inden for lokalplanens rammer. Hvis placering af affaldscontainere sker på grundlag af kriterier i det kommunale affaldsregulativ, vil regulativet formentlig være omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, jf. EU-Domstolens dom i sag C-305/18, og da regulativet omfatter hele kommunens geografiske område, er der formentlig obligatorisk miljøvurdering, jf. EU-Domstolens dom i sag C-444/15 og Pagh: Fast ejendom – regulering og køb, 3. udg., 2017, s. 384. Disse retlige aspekter blev dog ikke gjort gældende i denne sag, hvor sagsøgerne ønskede domstolens stilling til en ændret placering og subsidiært en ophævelse grundet lokalplan og manglende partshøring. Oplysningerne om det selskab (D A/S), der i virksomhedsregisteret var registreret som repræsentant for ejerforeningen, er sparsomme. Almindeligvis kan en myndighed ikke uden videre lægge til grund, at der består et repræsentationsforhold, medmindre repræsentanten er professionel, fx advokat eller revisor, jf. Fenger: Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udg., s. 323 ff. Det kan derfor problematiseres, om der med partshøringsbrevet af april 2019 blev foretaget effektiv partshøring. Eftersom D rent faktisk blev opmærksom på den ændrede placering og indgik i dialog med kommunen om alternative placeringer, ville denne partshøringsfejl dog formentlig blive fundet konkret uvæsentlige, jf. byretsdommen.