MRF 2021.252
Planklagenævnets afgørelse af 30. august 2021, j.nr. 20/11317
Ophævet påbud om fysisk lovliggørelse af et redskabsskur i strid med lokalplan, da kommunen i modstrid med proportionalitetsprincippet ikke havde vurderet, om der kunne meddeles lovliggørende dispensation fra lokalplan, forud for påbuddet.
Bornholms Regionskommune meddelte i juli 2020 påbud efter planlovens § 51 om fysisk lovliggørelse af et opført redskabsskur på E’s ejendom. Redskabsskuret på 6 m2 var opført på bagsiden af en hytte. Ejendommen var omfattet af lokalplan nr. 090 for et sommerhusområde ved Snogebæk og var beliggende i delområde A, hvor lokalplanens § 4.2 bestemte, at samlet feriehusbebyggelse var tilladt med en maksimal bygningsstørrelse 25m2 og op til 28 hytter, alternativt skulle hele området udstykkes. Det fulgte endvidere af lokalplanens § 4.5, at der på den enkelte grund kun måtte opføres ét udhus og på maksimalt 35 m2. Det fremgik af påbuddet, at det opførte redskabsskur var i strid med lokalplanens §§ 4.2 og 4.5, da delområde A skulle anvendes til samlet feriehusbebyggelse, og at det derfor kun var muligt at opføre ét fælles udhus i delområdet på maksimalt 35 m2. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at lokalplanen ikke havde til hensigt at begrænse omfanget af sekundært byggeri til et udhus på maksimalt 35 m2 for hele område A. Forholdet var derfor umiddelbart tilladt efter lokalplanen, og der kunne i øvrigt dispenseres fra lokalplanen, idet redskabsskuret ikke var i strid med lokalplanens principper. Planklagenævnet (formanden) afviste, at redskabsskuret var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, da hytten inklusiv tilbygningen af redskabsskuret udgjorde 31 m2 og dermed var over det tilladte i lokalplanens § 4.2. Redskabsskuret var heller umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 4.5, idet nævnet lagde til grund, at lokalplanbestemmelsen regulerede opførelse af ny sommerhusbebyggelse i delområde A i tilfælde af, at området udstykkes, og den eksisterende sommerhusbebyggelse nedlægges, og hytterne fjernes. Nævnet fandt derfor, at forholdet var i strid med lokalplanen og krævede dispensation efter planlovens § 19. Nævnet fandt, at kommunen som følge af proportionalitetsprincippet skal overveje muligheden for lovliggørende dispensation fra lokalplanen, før kommunen kan træffe afgørelse om påbud om fysisk lovliggørelse. Nævnet fandt, at lokalplanens § 4.2 ikke var en del af planens principper, da der var tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse, ligesom der ikke var henvist til bestemmelsen i formålsbestemmelsen. Nævnet fandt heller ikke i lokalplanredegørelsen, i selve bestemmelsen eller i planens øvrige bestemmelser grundlag for at antage, at bestemmelsen havde en sådan særlig betydning, at den måtte anses for en del af planens principper. Nævnet lagde derfor til grund, at det efter en konkret vurdering var muligt for kommunen at meddele lovliggørende dispensation fra lokalplanen. Da kommunen i bemærkningerne til klagen havde anført, at kommunen først kunne tage stilling til spørgsmålet om dispensation, når den havde modtaget en ansøgning herom, fandt nævnet det uklart, om kommunen havde foretaget en vurdering af muligheden for retlig lovliggørelse i form af en dispensation, hvorfor det ikke kunne udelukkes, at kommunen havde været i en retsvildfarelse om muligheden for dispensation. Da kommunen ikke havde vurderet muligheden for retlig lovliggørelse, led påbuddet af en væsentlig mangel. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen.
Kommentar: Som det fremgår af Planklagenævnets afgørelse, er det i almindelighed en forudsætning for meddelelse af et påbud om fysisk lovliggørelse, at kommunen forinden har vurderet, om der kan meddeles lovliggørende dispensation til den ulovlige tilstand, jf. hertil Annette Møller-Sørensen, Administrativ håndhævelse, 2003, s. 159 og sammenlign MRF 2021.211 Ø med kommentar.