MRF 2021.244
Planklagenævnets afgørelse af 11. august 2021, j.nr. 20/00955
Afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til lokalplan for asfaltanlæg i miljøklasse 7, ophævet, da den anbefalede mindsteafstand fra virksomheden til nærmeste bolig var overskredet, og da kommunen i screeningsafgørelsen alene havde angivet, at støjgrænseværdier ville fastsættes som krav i en miljøgodkendelse til den konkrete aktivitet.
Horsens Kommune vedtog i december 2019 forslag til kommuneplantillæg nr. 2017-22 og forslag til lokalplan nr. 344, Erhverv-Titanvej-Horsens, der blev endeligt vedtaget i april 2020. Forud for planvedtagelsen traf kommunen i november 2019 screeningafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslaget til lokalplanen. Planområdet, der var beliggende i byzone, udgjorde et samlet areal på ca. 68.522 m2, og bestod hovedsageligt af et ubebygget areal og en støjvold, der var etableret langs planområdets vestlige, sydvestlige og sydlige afgrænsning. Planområdet var mod nord afgrænset af erhverv og længere mod nordøst af et boligområde. Den nærmeste bolig i det åbne land lå ca. 300 meter fra lokalplanområdets sydvestlige afgrænsning. Lokalplanen muliggjorde opførelse af virksomheder i miljøklasse 3-7, og det fremgik af lokalplanens redegørelse, at den påtænkte virksomhed var et asfaltanlæg i miljøklasse 7 med aktiviteter i form af oplag og knusning af genbrugsasfalt og lignende. Det var i screening vurderet, at planlægningen ikke gav en øget påvirkning af omgivelserne, da virksomheden i forvejen kunne etablere sig på arealet i henhold til de dagældende planer, og den ifølge kommunen eneste reelle påvirkning af området bestod i en ændring i forhold til maksimal bygningshøjde fra 21 til 35 meter. Screeningafgørelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. anførte, at afstanden fra det i lokalplanen muliggjorte asfaltværk til nærmeste bolig var langt fra anbefalingen i Håndbog om Miljø og Planlægning, og at der derfor ville være en øget støjbelastning for boligerne nær planområdet. Planklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund, at planen var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, da planen kun omfattede en del af Horsens Kommune, og at der således kun var pligt til at udarbejde en miljøvurdering, hvis planen måtte antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Nævnet fandt, at der alene foregik nedknusningsaktiviteter i området ved planens vedtagelse, og nævnet lagde derfor til grund, at der ikke var samme støj, støv- og lugtgener fra planområdet, som der måtte forventes at være efter opførelsen af et egentligt asfaltanlæg. Da der ikke i forbindelse med planvedtagelsen var sket en vurdering af betydningen af det forhold, at områdets anvendelse ændredes fra et areal, hvor der foregik nedknusningsaktiviteter i miljøklasse 6, til et område, hvor der skulle etableres et asfaltanlæg i miljøklasse 7, led screeningafgørelsen af en retlig mangel. Nævnet konstaterede endvidere, at den anbefalede afstand for virksomheder i miljøklasse 7 var 500 meter til boligområder, men at det fremgik af lokalplanens redegørelse, at der var ca. 450 meter fra lokalplanens byggefelt til den nærmeste bolig. Efter nævnets opmåling på Miljøportalen så der dog nærmere ud til at være tale om ca. 400 meter. Nævnet fremhævede endvidere, at det fremgik af screeningafgørelsen, at støj fra en virksomhed i lokalplanområdet var reguleret efter miljøbeskyttelsesloven, at gældende støjvejledninger og støjgrænseværdier var fastsat som krav i en miljøgodkendelse til den konkrete aktivitet, og at støjberegningen viste, at de normalt fastsatte støjgrænser kunne overholdes. Nævnet henviste imidlertid til, at disse støjgrænser alene gælder for støjbidrag fra den enkelte virksomhed og dermed ikke omfatter en kumulation af støjbidrag fra forskellige virksomheder. Da der i det pågældende erhvervsområde i forvejen lå andre virksomheder, var der ikke i miljøscreening taget højde for den kumulative støjpåvirkning. Da den anbefalede mindsteafstand fra en virksomhed i miljøklasse 7 til nærmeste bolig var overskredet, og da kommunen i screeningsafgørelsen alene havde angivet, at støjgrænseværdier mv. ville fastsættes som krav i en miljøgodkendelse til den konkrete aktivitet, fandt nævnet ikke, at kommunens vurdering i forhold til støj var sket på det fornødne grundlag. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund kommunens screeningsafgørelse. Lokalplanen og kommuneplantillægget led som følge deraf af en væsentlig retlig mangel og var derfor ugyldige.