MRF 2021.239
Planklagenævnets afgørelse af 7. juli 2021, j.nr. 21/00253, 20/12346, 21/02402 og 21/02411
Ikke medhold i klage over lovliggørende lokalplan for to vindmøller nær Natura 2000-område, da konsekvensvurderingen fandtes tilstrækkelig, fordi risikoen for drab af flagermus var reduceret ved de i VVM-tilladelsen fastsatte vilkår. Støjberegninger foretaget i strid med vindmøllebekendtgørelsen udgjorde ikke en mangel ved miljørapporten, da der efterfølgende var foretaget korrekte beregninger.
Svendborg Kommune vedtog i juni 2020 endeligt lokalplan nr. 637, et område til vindmøller ved Ny Søby, Tåsinge, med tilhørende miljørapport. Lokalplanen muliggjorde opstilling af op til to vindmøller med en totalhøjde på mellem 75-80 meter. Planområdet omfattede et område på ca. 1 ha på vestsiden af Tåsinge. Nærmeste Natura 2000-område lå ca. 150-200 meter øst fra planområdet og havde et samlet areal på ca. 45.000 ha, hvoraf 82 % var hav. Kommunen havde i 2015 vedtaget forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for samme projekt og offentliggjorde samtidig screeningafgørelse om, at planerne ikke var miljøvurderingspligtige. Planklagenævnet ophævede i 2017 screeningsafgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på, at kommunen skulle foretage en konsekvensvurdering og en miljøvurdering samt en fornyet vurdering i forhold til bilag IV-arter (se MAD 2017.454 Pkn). I forbindelse med den nye planvedtagelse udarbejdede kommunen en konsekvensvurdering dateret februar 2018 samt en miljørapport og miljøkonsekvensrapport dateret marts 2020. Planvedtagelsen blev påklaget af to naboer, der bl.a. anførte, at konsekvensvurderingen var mangelfuld i forhold til påvirkningen af arten havørn, og at en række fuglearter, herunder rørhøg, terner, vandfugle, vadefugle og mosehornugl, burde have været konsekvensvurderet, og at reglerne om bilag IV-arter ikke var overholdt i forhold til flagermus. Det anførtes endvidere, at bekendtgørelsen om støj fra vindmøller ikke var overholdt ved støjberegningen i støjrapporten, bl.a. fordi beregningspunkterne nord for nogle nærtliggende boliger ikke var korrekte. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at kommunens vurdering af påvirkningen af Natura 2000-området i overvejende grad fremgik af en væsentlighedsvurdering fra 2015, der blev udarbejdet i forbindelse med det tidligere ophævede plangrundlag, og konsekvensvurderingen fra 2018. Nævnet havde på baggrund heraf foretaget en samlet vurdering af, hvorvidt kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af påvirkningen af Natura 2000-området. For så vidt angik planens påvirkning af rørhøg og ternearter fandt nævnet ikke, at disse arter burde være medtaget i konsekvensvurderingen, idet nævnet navnlig henviste til, at arternes levesteder lå ca. 1,7 km fra planområdet. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering i forhold til vandfugle og vadefugle, da det fremgik af væsentlighedsvurderingen, at vandfuglene primært forekom som rastende fugle og i ganske store antal, hvorfor mulige tab af enkeltindivider ikke ville have en væsentlig effekt på arternes bevaringsstatus. For så vidt angik påvirkningen af mosehornugl fandt nævnet, at der i et vist omfang var uoverensstemmelse mellem oplysningerne i væsentlighedsvurderingen og miljøkonsekvensrapporten, idet det fremgik af væsentlighedsvurderingen, at mosehornugle potentielt ville kunne forekomme regelmæssigt i projektområdet, mens det imidlertid fremgik af miljøkonsekvensrapporten, at mosehornugle kun sjældent ville passere nær de to opstillede møller. Nævnet fandt dog ikke, at der ville ske en væsentlig påvirkning af arten i projektområdet, da markarealerne omkring vindmøllerne ikke udgjorde velegnede fourageringsområder, hvorfor arten kun sjældent ville flyve gennem arealet. Nævnet fandt derfor ikke, at de pågældende fuglearter burde være medtaget i konsekvensvurderingen. Overordnet fandt nævnet, at væsentlighedsvurderingen opfyldte kravene i planhabitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1, jf. habitatdirektivets art. 6, stk. 3, da samtlige fugle på udpegningsgrundlaget var oplistet i væsentlighedsvurderingen. Nævnet lagde til grund, at kommunen hermed havde forholdt sig til samtlige fuglearter, ligesom kommunen i væsentlighedsvurderingen havde behandlet enkelte udvalgte fugle samt fokusarter, som potentielt kunne være i risiko for konflikter med vindmøllerne. I forhold til arten havørn, der var den eneste fugleart, der var blevet konsekvensvurderet, fremhævede nævnet, at lokalplanen ifølge konsekvensvurderingen ikke ville skade havørnens bevaringsstatus, da der aktuelt ikke var havørnereder i området. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke vil ske en væsentlig påvirkning af Natura 2000-områdets integritet i forhold til arten. Det forhold, at der var fundet en død havørn tæt på en af vindmøllerne, kunne ikke føre til et andet resultat. Hvad angik vurderingen af lokalplanens påvirkning af flagermus henviste nævnet til, at det var ureguleret i hvilket omfang, der skulle foretages en nærmere undersøgelse af, om et område var et naturligt udbredelsesområde for en bilag IV-art, og at en eventuel undersøgelsespligt måtte afhænge af lovgivningen om bilag IV-arter og de ulovbestemte forvaltningsretlige principper, herunder officialprincippet. Nævnet fandt, at planområdet udgjorde et egnet område for flagermus, og at det som følge deraf var en mangel ved lokalplanen og miljørapporten, at kommunen ikke havde foretaget nærmere flagermusundersøgelser i området. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunen inden lokalplanens vedtagelse i tilstrækkeligt omfang havde tilvejebragt det fornødne faktuelle grundlag for at kunne vurdere, om planerne ville kunne beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for flagermus, jf. planhabitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2, eller at der ikke ville ske drab som omtalt i habitatdirektivets art. 12, stk. 1, litra a. Nævnet konstaterede imidlertid, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i forbindelse med afgørelsen om VVM-tilladelsen til projektet havde fastsat et vilkår om driftstop på begge vindmøller. Nævnet vurderede på denne baggrund, at den utilstrækkelige undersøgelse ikke burde medføre en ophævelse af plangrundlaget med tilhørende miljørapport, da risikoen for drab på bilag IV-arter måtte anses for tilstrækkeligt reduceret pga. det fastsatte vilkår. For så vidt angik støj konstaterede nævnet, at miljøvurderingsloven ikke stiller krav om, at der skal foretages bestemte målinger eller bestemte beregninger i forhold til støj, men lagde samtidig til grund, at det er en forudsætning for, at en støjrapport kan anvendes som grundlag for en vurdering af støjpåvirkningen i en miljørapport, at de beregningsprincipper, som fremgår af bekendtgørelsen om støj fra vindmøller, er fulgt. Nævnet fremhævede herefter, at det er det mest støjbelastede punkt ved udendørs opholdsarealer, der skal anvendes ved beregningen af den samlede støjbelastning, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt, at de mest støjbelastede punkter ved de tre boliger måtte antages at være opholdsarealerne på sydsiden af boligerne, da disse lå tættest på vindmøllerne, hvorfor der skulle have været taget udgangspunkt i disse beregningspunkter i stedet for beregningspunkterne på nordsiden. Nævnet konstaterede imidlertid, at der i september 2020 var foretaget supplerende støjberegning med udgangspunkt i samme datasæt som i 2018, men med placering af tre nye beregningspunkter, og at det af disse beregninger fremgik, at grænseværdierne for støj kunne overholdes med en margin på mellem 1,7-2,3 dB ved 6 m/s og 1,6-2 dB ved 8 m/s. Nævnet fandt derfor ikke, at miljørapporten led af sådanne væsentlige mangler som følge af valget af beregningspunkter nord for boligerne, at planerne måtte ophæves. Det bemærkedes i den forbindelse, at nævnet ud fra almindelige forvaltningsretlige principper ikke var afskåret fra at inddrage nye oplysninger i sagen, som var tilvejebragt efter afgørelsen var truffet. Nævnet konkluderede på denne baggrund, at mindstekravene efter miljøvurderingslovens bilag 4, var opfyldt. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse forekommer på flere punkter uforståelig. I forhold til påvirkning af Natura 2000-området har begge klagenævn tidligere i samme sag ophævet den tidligere godkendelse, fordi en screening (væsentlighedsvurdering) netop ikke var tilstrækkelig. Det må derfor i denne sag om lovliggørelse af plangrundlaget lægges til grund, at en screening ikke er tilstrækkelig, og at der derfor skal foretages en egentlig habitatvurdering (konsekvensvurdering). Og når det er tilfældet, skal denne vurdering omfatte alle påvirkninger og kan ikke reduceres til en væsentlighedsvurdering for nogle af de arter, som området er udpeget for. Det er muligt, at habitatvurderingen viser, at der ikke er en påvirkning af nogle arter pga. afstand, men det kan i så fald ikke klares ved en henvisning til screening (væsentlighedsvurdering). Alle projektets påvirkninger af Natura 2000-området skal fremgå af vurderingen. I dette tilfælde var der så yderligere tale om en lovliggørelse af plangrundlaget. Se også MRF 2021.220 Mfk om samme projekt.