MRF 2021.236
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. september 2021, j.nr. 20/13180
Stadfæstet lovliggørende dispensation til vinteropbevaring af havbrugsringe inden for strandbeskyttelseslinjen med henvisning til indretningshensyn til virksomheden, da forholdet i en periode på 32 år ikke var blevet påtalt af myndighederne, uanset der ikke forelå myndighedspassivitet.
Kystdirektoratet meddelte i oktober 2020 dispensation til fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom, hvorfra der siden 1998 var drevet havbrugsvirksomhed. Ejendommen var beliggende på Falster ved Grønsund i første række ud til sundet mellem Falster og Møn. Ejendommen var på ca. 1,9 ha og var i sin helhed omfattet af den oprindelige 100 meter-strandbeskyttelseslinje. Syd for ejendommen var der dyrkede marker, mens der langs kysten mod øst var spredt bebyggelse og træbevoksning. Nærmeste sommerhus og byzone lå ca. 2,5 km mod vest. Sagen var indledt på baggrund af en anmeldelse fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i april 2020, hvilket gav anledning til, at Kystdirektoratet varslede påbud om fysisk lovliggørelse, hvorefter virksomheden ansøgte om lovliggørende dispensation. Det fremgik af ansøgningen, at der var tale om 12 havbrugsringe placeret 38-45 meter fra kysten, og at ringene havde en højde på ca. én meter, at der var opbevaret ringe på arealet kontinuerligt siden 1988, at arealet i endnu længere tid havde været anvendt af såvel erhvervs- som fritidsfiskere til opbevaring, og at hverken myndighederne eller beboere i området på noget tidspunkt havde påtalt forholdet. Kystdirektoratet havde på denne baggrund vurderet, at virksomheden havde indrettet sig i tillid til, at opbevaringen ikke ville blive påtalt af myndighederne, og at der kunne meddeles dispensation, da placeringen i øvrigt ikke i afgørende grad var i modstrid med de kystlandskabelige hensyn. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der bl.a. anførte, virksomheden ikke havde været i god tro om den ulovlige opbevaring, og at havbrugsringene fremstod meget synlige i landskabet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der med den lovliggørende dispensation ligeledes var givet dispensation til fremadrettet vinteropbevaring af havbrugsringene. Nævnet lagde endvidere til grund, at Kystdirektoratet først blev bekendt med opbevaringen af havbrugsringe i forbindelse med anmeldelsen i april 2020. Nævnet fandt derfor ikke, at der i den forbindelse var indtrådt myndighedspassivitet. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at arealet havde været anvendt til vinteropbevaring af havbrugsringe eller havbrugsudstyr siden 1988, og at arealet endnu tidligere havde været anvendt som stejleplads mv. til brug for fjord- og kystfiskeriet. Som sagen forelå oplyst, havde myndighederne i en periode på i hvert fald 32 år ikke påtalt denne anvendelse. Nævnet fandt på denne baggrund, at hensynet til virksomheden, som måtte antages at have indrettet sig i tillid til, at opbevaringen ikke ville blive påtalt af myndighederne, må indgå med betydelig vægt over for hensynet til den samfundsmæssige interesse i en fysisk lovliggørelse. Nævnet fandt derfor, at der af hensyn til ansøgers indretning i forhold til den forløbne tid burde meddeles lovliggørende dispensation til det ansøgte. Nævnet lagde dertil vægt på, at påvirkningen af kystlandskabet måtte anses for begrænset på grund af ringenes lave højde og den tilbagetrukne placering af opbevaringspladsen bag skovpartier ud mod kysten. Det bemærkedes, at det dertil var mest hensigtsmæssigt, at opbevaringen skete tæt på kysten med henblik på optagning og udsætning af ringene som led i havbrugsvirksomhedens drift. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen forudsætter, at det i 1988 krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen at opbevare havbrugsringe til havbrug på en ejendom. Dette må anses for tvivlsomt efter den dagældende naturfredningslovs § 46, stk. 1, hvorefter der ikke inden for strandbeskyttelseslinjen ikke måtte ”placeres bygninger, skure, campingvogne og lignende, opstilles master, foretages ændringer i terrænet eller henlægges affald og lignende”. Reglen i naturfredningslovens § 46, stk. 1, omfattede således byggeri, men ikke havbrugsringe, og der ses ikke under den tidligere naturfredningslov afgørelser, hvor placering af redskaber til brug for fiskeri og havbrug inden for strandbeskyttelseslinjen er fundet omfattet af det daværende forbud i naturfredningslovens § 46, stk. 1, der var gældende frem til 1992. Det må således anses for en misforståelse, når Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelsen har lagt til grund, at et forhold etableret under den tidligere naturfredningslovs § 46, stk. 1, skal bedømmes efter det generelle forbud i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Om den tidligere regel i naturfredningslovens § 46, stk. 1, se Pagh: TfM 2015.83 samt Koester: Naturbeskyttelsesloven med kommentarer, 2009, s. 283 ff. Dette burde Miljø- og Fødevareklagenævnet have taget stilling til.
Men hvis det herefter måtte blive lagt til grund, at en havbrugsejers placering af havbrugsringe har stået på i 32 år uden at blive påtalt af myndighederne, må det tiltrædes, at indretningshensyn begrunder en lovliggørende dispensation (som følge af såkaldt lang tids forløb), selv om der ikke var indtrådt myndighedspassivitet pga. myndighedernes manglende kendskab til havbrugsringene. Det sidste har den yderligere implikation, at hvis der foreligger et ulovligt forhold, kan myndighederne ikke med henvisning til myndighedspassivitet eller indretningshensyn anse det ulovlige forhold for ophørt, men skal i givet fald meddele lovliggørende dispensation. Dette blev overset af Natur- og Miljøklagenævnet i bl.a. MAD 2014.354 Nmk, hvor en ulovligt anlagt vej i § 3-mose blev anses for lovlig pga. myndighedspassivitet. Denne fortolkning dannede i en anden sag om ulovligt etablerede søer en del af grundlaget for, at Højesteret i U 2018.137 H stadfæstede et påbud om retablering af søerne, uanset der ikke efterfølgende var sket retlig lovliggørelse. Se hertil Pagh i Festskrift til Mads Bryde Andersen, 2018, s. 779. Se desuden MRF 2021.191 Mfk, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet efter genoptagelse med dissens stadfæstede en lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opbevaring af havbrugsringe. Derimod tog nævnet ikke stilling til, om indretningshensyn kunne begrunde den lovliggørende dispensation, uanset at opbevaringen af havbrugsringene inden for strandbeskyttelseslinjen i denne sag var foregået i ca. 20 år.