MRF 2021.206
Vestre Landsrets dom af 12. april 2021, 6. afd., sag BS-38784/2020-VLR
(Lis Frost, Thomas Tordal-Mortensen og Iben Lihme Degnbol (kst.))
B (adv. Christopher Bering v/adv.fm. Morten Bundgaard) mod A A/S (adv. Jørgen Horstmann)
Ikke påvist grundlag for vejret over privat fællesvej.
Sagen angik, om A A/S som ejer af en ejendom havde vejret over B’s ejendom på et nærmere bestemt areal beliggende i skellet grænsende mellem de to ejendomme. B anvendte sin ejendom til dyrkning af afgrøder, mens A A/S efter det oplyste anvendte vejen over B’s ejendom i forbindelse med dyrkning af juletræer på sin egen ejendom. D var eneejer af og direktør i A A/S, og D’s farfar havde i 1964 erhvervet A A/S’ ejendom, der på omtrent dette tidspunkt blev udstykket fra en anden ejendom. I midten af 1980’erne havde D’s farfar erhvervet nogle naboarealer til ejendommen og havde siden benyttet en vej over disse arealer som adgangsvej. D’s far overtog ejendommen i 1990 og overdrog den senere til A A/S. Da B, der siden 2003 havde været ejer af sin ejendom, i 2017 konstaterede, at D benyttede den omtvistede vej over B’s ejendom, afspærrede B vejen med sten, der dog efterfølgende blev fjernet, indtil tvisten om vejretten med A A/S var løst. B udtog stævning mod A A/S med påstand om, at A A/S skulle anerkende, at den til enhver tid værende ejer af A A/S’ ejendom ikke nød en vejret på arealet over B’s ejendom. A A/S påstod heroverfor frifindelse og gjorde gældende, at vejen fra 1964 til slutningen af 1980’erne havde været den eneste adgangsvej til A A/S’ ejendom, og at ejerne af ejendommen til stadighed havde gjort brug af den omtvistede vej over B’s ejendom. Under retssagen foretog byretten besigtigelse af arealerne. Byretten lagde til grund, at tvisten angik et areal af en meget gammel privat fællesvej, der bl.a. forløb på B’s ejendom, men at det ikke fremgik af sagens oplysninger, hvem der var eller havde været berettiget til at bruge vejen. Efter de afgivne forklaringer og henset til arealets fremtoning under besigtigelsen lagde byretten endvidere til grund, at den omtvistede vej på B’s ejendom de seneste mange år alene havde været anvendt i et meget begrænset omfang af andre end B. Det forhold, at vejen var optaget på matrikelkortet, kunne ikke alene begrunde, at A A/S have fået en ret til at anvende det omtvistede areal. Da byretten fandt, at A A/S heller ikke havde bevist eller tilstrækkeligt sandsynliggjort at have en sådan særlig eller selvstændig interesse i benyttelse af den omtvistede vej, at det gav A A/S en ret til at benytte denne, fik B medhold i sin påstand. A A/S ankede byrettens dom til landsretten, der konstaterede, at den omtvistede vej fremgik af det historiske matrikelkort for 1815-1864 og var angivet som privat fællesvej på de senere matrikelkort fra 1965 og 1991. På matrikelkortene fra 1965 og 1991 fremgik imidlertid også en anden privatvej, der løb langs med A A/S’ ejendom, og som gav adgang hertil. På denne baggrund fandt landsretten, at den omtvistede vej ikke udgjorde den eneste adgangsvej til A A/S’ ejendom, da denne blev udstykket omkring år 1964. Da der ikke i øvrigt var oplysninger om vejretten, havde A A/S ikke i forbindelse med udstykningen fået vejret til den omtvistede vej. Landsretten fandt, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den private fællesvej i en årrække var blevet brugt som adgangsvej til A A/S’ ejendom, idet landsretten heller ikke fandt det godtgjort efter det oplyste om karakteren og omfanget af A A/S’ brug af vejen, at A A/S på anden måde havde vejret til den private fællesvej.
Kommentar: For så vidt angår spørgsmålet om grundlaget for stiftelse af vejret, er dommen på linje med Højesterets dom af 15. januar 2021, jf. MRF 2021.91 H og kommentaren hertil. Se også MRF 2021.205 V. At en vej er optaget som privat fællesvej på ældre matrikelkort, er alene udtryk for, at der på dette tidspunkt har eksisteret en vejret, men herfra kan intet udledes om indholdet af denne vejret. Landsrettens udsagn om, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at vejen i en årrække havde været brugt som adgangsvej for A A/S’ ejendom, kan give anledning til tvivl, da en sådan brug selvsagt efter omstændighederne vil kunne danne grundlag for hævd. Landsrettens efterfølgende præmis, hvor der lægges vægt på karakteren og omfanget af A A/S’ brug af vejen, må dog forstås som en afvisning af, at A A/S havde løftet bevisbyrden for, at der var vundet hævd over B’s ejendom. Det kan i øvrigt bemærkes, at landsretten ikke gentog det af byretten anførte om, at den omtvistede vej de seneste mange år alene i et meget begrænset omfang havde været anvendt af andre end B, hvilket antageligt hænger sammen med, at det afgørende spørgsmål for sagen var, om A A/S kunne påvise et grundlag for vejret over B’s ejendom, da en sådan vejret i givet fald ikke bortfalder, blot fordi den ikke havde været udnyttet i en længere periode, jf. f.eks. U 1999.1295 Ø og MAD 2010.220 Ø.