MRF 2021.91
Højesterets dom af 15. januar 2021, sag BS-13147/2020-HJR (2. afd.)
(Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Oliver Talevski, Jens Kruse Mikkelsen og Anne Louise Bormann)
Postfunktionærernes Andels-Boligforening, Afdeling 2, Brunevang (adv. Knud Erik Kofoed) mod Grundejerforeningen Islehøj (adv. Poul Hvilsted)
Grundejerforening havde ikke vejret til en del af en privat fællesvej, der befandt sig i en anden kommune, og var derfor ikke forpligtet til at betale vedligeholdelsesudgifter. Faktisk benyttelse af vejen kan ikke i sig selv statuere vejret, og det fandtes ikke bevist, at der var indgået en stiltiende aftale herom.
Postfunktionærernes Andels-Boligforening, Afdeling 2, Brunevang, (PAB) havde efter en henvendelse fra Rødovre Kommune i februar 2015 som led i istandsættelse og vedligeholdelse af vejen Brunevang etableret en ny bro over Harrestrup Å umiddelbart syd for PAB’s ejendom. Udgiften hertil udgjorde i alt ca. 3,4 mio. kr., hvoraf PAB selv afholdte ca. 2,2 mio. kr. Grundejerforeningen Islehøj (GF), der var beliggende i Københavns Kommune, mente ikke at være forpligtet til at betale for istandsættelsen og vedligeholdelsen af den del af vejen, der lå i Rødovre Kommune, dvs. udskiftningen af den omtalte bro. Den del af området, der var beliggende i Københavns Kommune, blev udstykket i 1916, mens den del, der var i Rødovre Kommune, blev udstykket i 1949. Den omtvistede bro blev etableret i 1950. Ved en deklaration og overenskomst med Finansministeriet fra 1929 havde medlemmerne af GF fået vejadgang til offentlig vej over en anden bro og påtog sig samtidig vedligeholdelsen heraf. PAB sagsøgte GF med påstand om betaling af ca. 375.000 kr. og gjorde som grundlag herfor gældende, at GF var forpligtet hertil efter privatvejslovens § 51. PAB anførte, at medlemmerne af GF havde vejret til den private fællesvej også for så vidt angik del, der lå i Rødovre Kommune, idet medlemmerne havde fri og uhindret adgang hertil. GF påstod frifindelse, idet den gjorde gældende, at medlemmerne ikke havde vejret og derfor ikke efter privatvejslovens § 44 var forpligtet til at deltage i udgiftsfordelingen. Parterne var enige om, at der ikke var etableret vejret for GF på privatretligt eller offentligretligt grundlag, for så vidt angik den del af vejen, der var beliggende i Rødovre Kommune. Hovedspørgsmålet var således, om GF-medlemmernes faktiske brug af vejen indebar, der var etableret vejret. Alle tre instanser afviste dette og frifandt GF. Byretten lagde navnlig vægt på den tidsmæssige forskydning mellem udstykningen af de to områder, herunder at den omtvistede bro først blev opført lang tid efter udstykningen i Københavns Kommune, og det forhold, at medlemmerne kun brugte vejen i begrænset omfang. Landsretten lagde også vægt på den tidsmæssige forskydning og lagde til grund, at GF ikke tidligere var blevet afkrævet noget beløb til vedligeholdelse af den del af Brunevang, der var beliggende i Rødovre Kommune. Under disse omstændigheder fandt landsretten, uanset omfanget af medlemmernes brug, at GF ikke havde vejret for denne del af vejen. Højesteret indledte med at konstatere, at Brunevang var en privat fællesvej, jf. privatvejslovens § 10, nr. 3, og at det følger af lovens § 44, at ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, skal holde vejen i god og forsvarlig stand, medmindre de dokumenterer ikke at have vejret herover. Efter privatvejslovens § 10, nr. 5, er vejret den ret, som den til enhver tid værende ejer af en ejendom har over bl.a. en privat fællesvej til at benytte denne som færdselsareal for ejendommen. Højesteret fandt, at vejret efter privatvejsloven og dens forarbejder kan stiftes på privatretligt grundlag (ved aftale eller hævd) eller på offentligretligt grundlag (f.eks. ved vejudlæg eller ekspropriation). Derimod kan de faktiske forhold og den faktiske anvendelse af en privat fællesvej ikke – når der ikke er tale om hævd – i sig selv stifte en vejret. Højesteret bemærkede dog, at hvis det ikke er muligt entydigt at klarlægge, hvem der har vejret til en privat fællesvej, kan det efter omstændighederne indgå i den bevismæssige vurdering af, om der må anses for at være indgået en – eventuelt mundtlig eller stiltiende – aftale om vejret, at en ejendom faktisk har adgang til en privat fællesvej, som ejendommen grænser til, og at ejeren af ejendommen anvender den private fællesvej. Der skal dog også tages hensyn til, at private fællesveje efter forarbejderne til privatvejsloven som udgangspunkt lovligt kan benyttes af andre end de vejberettigede, da vejene i vidt omfang indgår i det almindelige vejnet. Konkret fandt Højesteret det ikke bevist, at der var indgået en stiltiende aftale om vejret mellem PAB og GF, for så vidt angik det omtvistede vejareal. Landsrettens frifindelsesdom stadfæstedes derfor.
Kommentar: Spørgsmålet i denne højesteretsdom var, om grundejerforeningen og dens medlemmer havde anvendt den del af vejstykket, der lå i nabokommunen, på en måde, der medførte, at grundejerforeningen havde vejret over den private fællesvej og skulle betale til vedligeholdelsen. En lodsejers vejret til en privat fællesvej kan etableres offentligretligt, ved privatretlig aftale og ved hævd. Offentligretligt etableres vejret efter privatvejsloven (se fx MAD 2010.227 Ø). Privatretligt etableres vejret til lodsejer ved aftale. Vejretten skal som andre tinglige rettigheder tinglyses for at nyde beskyttelse mod godtroende erhververe, men tinglysning af aftalen er ikke en gyldighedsbetingelse, jf. MAD 2010.1037 Ø. Vejret kan også etableres ved hævd, jf. UfR 2017.1851 H, hvor vejretten dog efterfølgende blev ophævet (om dommen se Pagh: UfR 2017B.287). Hævd på færdselsret medfører dog ikke nødvendigvis en vejret, jf. MAD 2012.2623 V. Det er efter dommen uklart, om Højesteret tager afstand fra denne forståelse, idet Højesteret anfører: ”De faktiske forhold og den faktiske anvendelse af en privat fællesvej kan - når der ikke er tale om en sag om erhvervelse af hævd til færdsel - ikke i sig selv stifte en vejret”. Udsagnet kan således læses på den måde, at hævdvunden færdselsret over privat vejstykke udløser en vejret. Det grundlæggende problem er, at vejrettens meningsindhold er tvetydigt, da den tingligt beskyttede vejret over en eksisterende privat fællesvej alene udløser en forpligtelse. Om vejretten se E.A. Abitz: Vejenes retsforhold (1950), s. 257 ff., og Lars Ramhøj: Private fællesveje, 2. udg. (2016), s. 26 ff.