MRF 2021.176
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. april 2021 (j.nr. 18/05061)
Afvist klage over Miljøstyrelsens tilladelse til klapning af 36.000 m3 oprensningsmaterialer i Køge Bugt, idet nævnet afviste, at projektet krævede VVM-screening med henvisning til, at klapning ikke er oplistet på miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.
Miljøstyrelsen meddelte i marts 2018 en 5-årig tilladelse til klapning af i alt 36.000 m3 oprensningsmaterialer efter havmiljølovens § 26. Tilladelsen var gældende fra den 13. april 2018 til den 13. april 2023. Klapningen skulle foregå på en klapplads beliggende i Køge Bugt i en afstand af 7 km til nærmeste Natura 2000-område. Klappladsen var et tidligere sandsugehul med en dybde på 4 meter under den omkringliggende havbund. Ifølge tilladelsens vilkår B måtte der højst klappes 15.000 m3 årligt. Tilladelsen blev påklaget af en advokat på vegne af en klager, hvis retlige forbindelse til sagen ikke er oplyst i afgørelsen. Klager anførte bl.a., at klapningen ville medføre forurening af vandmiljøet pga. sedimentets indhold af stofferne cadmium, kobber og TBT, at miljøpåvirkningen krævede en VVM-undersøgelse. Endvidere gjorde klager gældende, at mulighederne for nyttiggørelse af sedimentet ikke var tilstrækkeligt belyst. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at Miljøstyrelsen med tilladelsen havde truffet en indirekte afgørelse om, at projekt ikke var omfattet af miljøvurderingslovens krav om VVM-screening. Nævnet fandt, at projektet ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2, herunder bilag 2, pkt. 10, litra l, om uddybning og opfyldning på søterritoriet, da der ved opfyldning efter dette bilagspunkt alene skal forstås opfyldning med henblik på landindvinding, hvilket der ikke der tale om i den konkrete sag. Nævnet bemærkede videre, at da der var tale om en tilbagevendende oprensning af havnen på grund af den løbende tilsanding, var der heller ikke tale om et ”projekt med uddybning” i pkt. 10, litra l’s forstand, og at projektet ikke indgik som en del af et havneprojekt eller et andet screeningspligtigt projekt. Nævnet fandt endvidere, at Miljøstyrelsen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af mulighederne for nyttiggørelse. Nævnet lagde herved vægt på, at materialet indeholdt TBT som ved kystnær genplacering ville kunne påvirke bundfæstede planter, fiskeyngel og fugle. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om meget finkornet materiale, hvorfor materialet ikke umiddelbart var egnet til nyttiggørelse i bygge- og anlægsprojekter, ligesom det ville være forbundet med høje omkostninger at tage materialet på land med henblik på afvanding og evt. transport. Nævnet fandt derfor, at der kunne gives tilladelse efter havmiljølovens § 26, stk. 3, da havbundsmaterialet ikke indeholdt væsentlige mængder og koncentrationer af miljøfarlige stoffer. Nævnet lagde vægt på, at koncentrationen af cadmium, kobber og TBT lå under det øvre aktionsniveau i klapbekendtgørelsen, og at koncentrationen af cadmium og kobber svarede til baggrundsbelastningen. Særligt i forhold indholdet af TBT, der lå 3-4 gange over baggrundsniveauet, fandt nævnet, at der alene ville klappes en begrænset mængde fordelt over 5 år, og at klappladsen var et gammelt sandsugehul, hvilket ville bidrage til, at klapmaterialet i overvejende grad vil lande på klappladsen og kun gradvist ville give anledning til en beskeden opblanding med den omgivende havbund. Af samme årsag fandt nævnet, at klapningen ikke ville medføre en forringelse af overfladevandsområdet tilstand eller være til hinder for opfyldelse af det fastlagte miljømål om god økologisk og kemisk tilstand for Køge Bugt. Nævnet lagde desuden vægt på, at der var tale om et vandområde på 60.128 ha, hvorfor klappladsen udgjorde en meget lille del af det samlede vandområde, og at klappladsen var beliggende langt fra kysten, hvorfor det ikke var sandsynligt, at der ville ske tildækning af eller forringet sigtdybde i områder, hvor der voksede ålegræs. Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne på denne baggrund ikke give medhold i klagen. Idet der var tale om en tidsbegrænset tilladelse gældende i 5 år, og da klagen havde opsættende virkning, jf. havmiljølovens § 53, stk. 2, ændrede nævnet tilladelsens gyldighedsperiode svarende til en forlængelse med nævnets sagsbehandlingstid.
Kommentar: Afgørelsen må efter min opfattelse anses for forkert. Mens det formentlig er korrekt, at klapning ikke kan anses for uddybning eller opfyldning af søterritoriet, og klapning derfor ikke er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10, litra l, må klapning anses for omfattet af et andet listepunkt i miljøvurderingslovens bilag 2. Når oprenset havnesediment dumpes, er der for det første tale om et projekt, der må anses for bortskaffelse af affald og dermed omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 11, litra b, hvorfor en tilladelse ikke kan meddeles uden forudgående VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21. På dette punkt er det tilstrækkeligt at henvise til EU-Domstolens udvidende fortolkning af bortskaffelse af affald i VVM-direktivet, som har været lagt til grund siden 2003, som det fremgår af MAD 2003.775 Nkn. Dette har i øvrigt den supplerende retsvirkning, at bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale må anses for omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, om obligatorisk miljøvurdering og offentlig høring af planer. Herudover fremgår det udtrykkeligt af habitatbekendtgørelsen (2018/1595) § 6, jf. § 7, stk. 11, nr. 1, at der som minimum skal være gennemført en væsentlighedsvurdering af den ansøgte klapnings påvirkning af Natura 2000-områder. Det er muligt, at Kystdirektoratet har gennemført en sådan væsentlighedsvurdering, men dette fremgår i så fald ikke af klagenævnets afgørelse. Se tillige MRF 2021.192 Mfk.