MRF 2021.174
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. april 2021 (j.nr. 20/06120)
Stadfæstet afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af minivådområde, da den miljøforbedrende effekt af projektet ikke kunne opveje påvirkningen af de landskabelige forhold. Dissens.
E havde som ejer af en ejendom søgt om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af et minivådområde ca. 40 m fra kysten som led i Landbrugsstyrelsens tilskudsordning til etablering af minivådområder. Minivådområder er en del af vandområdeplanerne for 2015-2021 og har til formål at mindske kvælstofudledningen i de danske kystvande, hvorfor den relative effekt af minivådområderne også gennemsnitligt er større tæt på kysterne. Ejendommen, hvorpå E ønskede minivådområdet placeret, bestod af åbne dyrkede landbrugsarealer og grænsede op til Avnø Fjord. Projektarealet var planlagt med en størrelse på ca. 2,4 ha, og minivådområdet ville med den ansøgte placering fjerne næringsstoffer fra drænvand fra et opland på ca. 123,47 ha. Kystdirektoratet meddelte den 23. marts 2020 afslag på dispensation til etablering af minivådområdet inden for strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet havde vurderet, at et minivådområde kunne betegnes som tekniske anlæg og derfor ikke var omfattet af direktoratets dispensationspraksis. Direktoratet havde endvidere vurderet, at hensynet til reducering af kvælstofudledning fra landbruget ikke vejer tungere end hensynet til strandbeskyttelse efter naturbeskyttelsesloven, da langt de fleste potentielle placeringsmuligheder for minivådområder i Danmark er beliggende uden for strandbeskyttelseslinjen, og en dispensation ville medføre uønsket præcedensvirkning i lignende sager. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. gjorde gældende, at minivådområder har stor samfundsmæssig interesse, da de har positive miljømæssige effekter, og at den ansøgte placering inden for strandbeskyttelseslinjen hang direkte sammen med den miljømæssige effekt af minivådområdet. E gjorde videre gældende, at direktoratet ikke havde foretaget en konkret vurdering af de i sagen fremlagte oplysninger, og at afgørelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvis, at Kystdirektoratet ikke havde begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med behandlingen af sagen. Nævnets flertal (4 mod 3) fandt, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, da den miljøforbedrende effekt af det konkrete projekt, ikke kunne opveje påvirkningen af de landskabelige forhold inden for strandbeskyttelseslinjen. Det ansøgte minivådområde ønskedes etableret i et meget åbent kystlandskab, som ikke var præget af større tekniske installationer eller afskærmninger, hvorved det ansøgte ville fremstå som et fremmedelement i kystlandskabet. Flertallet lagde endvidere vægt på, at E ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, hvorfor det ikke var muligt at placere minivådområdet uden for strandbeskyttelseslinjen. Mindretallet fandt omvendt, at den miljøforbedrende effekt, som minivådområdet ville medføre, opvejede de generelle hensyn, som strandbeskyttelseslinjen varetager, og at Avnø Fjord var et sårbart område med et stort behov for en reduktion i kvælstofudledningen. På denne baggrund stadfæstede nævnet Kystdirektoratets afslag på dispensation.
Kommentar: Afgørelsen må sammenholdes med klagenævnets afgørelse i en lignende sag om minivådområder i MRF 2021.173 Mfk, hvor flertallet modsat fandt, at der kunne meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til minivådområde, da der i forvejen var tekniske anlæg i området i form af bl.a. vindmøller. Kystdirektoratets afslag blev dog i denne sag ophævet og hjemvist, fordi der ikke var gennemført en VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21 og en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, af påvirkning af Natura 2000-området, hvor vådområdet var beliggende. Se tillige MRF 2021.175 Mfk.