MRF 2021.159
Planklagenævnets afgørelse af 9. juni 2021 (j.nr. 20/01094)
Ophævet ”afslag på bibeholdelsesdispensation” af opført udhus i strid med tinglyst servitut, da kommunen ikke havde parthørt ejer i form af et varsel om påbud efter planlovens § 43.
E ansøgte om at bibeholde et opført udhus opført af tidligere ejer i modstrid med tinglyst servitut fra 1970, hvor der var fastsat en byggelinje på 10 meter fra vejmidten, mens udhuset var placeret ca. 7,7 m fra vejmidten. Gribskov Kommune meddelte i januar 2020 afslag med henvisning til servitutten. Afslaget blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen, idet flere bygninger i området i strid med servitutbestemmelsen om byggelinjer. E ønskede ikke at anmelde de pågældende grundejere, hvorfor Planklagenævnet ikke kunne tage stilling til, om afgørelsen var i strid med grundsætningen. E anførte endvidere i sin klage, at E havde en berettiget forventning om, at udhuset var lovligt opført, idet kommunen ikke gjorde den tidligere ejer, som opførte udhuset efter henvendelse til kommunen, opmærksom på servitutten. E gjorde ligeledes gældende, at kommunen ikke havde givet en rimelig begrundelse for afgørelsen, og at kommunen ikke havde aktuel planlægningsmæssig interesse i servituttens opretholdelse, bl.a. fordi det ville være usandsynligt, at udvidelse af vejarealerne blev aktuel. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en privatretlig servitut i den konkrete sag, og at kommunen havde besluttet af håndhæve servitutbestemmelsen efter planloven § 43 i form af et påbud, hvorfor nævnet havde kompetence til at behandle klagen. Planklagenævnet lagde til grund, at E ikke havde en sådan berettiget forventning, der afskar kommunen fra at håndhæve servitutten, da hverken E eller den tidligere ejer havde fået besked fra kommunen om, at det ville være i overensstemmelse med servitutten at opføre udhuset, eller at kommunen ville være indstillet på ikke at håndhæve servitutten. Ydermere fandt nævnet, at kommunen havde en planlægningsmæssigt relevant interesse i servituttens opretholdelse, da den havde foretaget en konkret skønsmæssig vurdering af det ansøgte baseret på saglige og aktuelle planlægningsmæssigt relevante hensyn, herunder byggeriets visuelle fremtræden og områdets karakter. Kommunen havde imidlertid ikke gennemført partshøring om varsel af påbud efter planlovens § 43, hvilket er en gyldighedsbetingelse for at meddele påbud efter planlovens § 43, hvorfor kommunens afgørelse blev ophævet som ugyldig.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse i denne sag er et af mange eksempler på en udbredt misforståelse i mange kommuners bygge- og planforvaltninger om, at overtrædelse af en privatretlig servitut udgør en overtrædelse af planloven, men at kommunen kan meddele ”bibeholdelsesdispensation” til servitutovertrædelsen. Dette er forkert. En overtrædelse af en privatretlig servitut udgør kun en overtrædelse af planloven, når kommunen forudgående har meddelt påbud efter planlovens § 43, hvilket forudsætter, at påbuddet er varslet. For en mere uddybende begrundelse henvises til MRF 2021.166 Pkn, hvor Planklagenævnet mere fyldigt har redegjort for privatretlige servitutters retlige status efter planloven. Se også MRF 2020.26 B med kommentar og KFE 2019.772 med note 3.