MRF 2021.136

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. marts 2021 (j.nr. 18/09940)

Tilladelse til klapning af 10.000 m3oprensnings- og uddybningsmateriale i Limfjorden stadfæstet, da der var foretaget en tilstrækkelig vurdering af nyttiggørelsesmulighederne, og da dumpningen ikke ville påvirke havmiljøet væsentligt eller medføre en forringelse af vandområdets økologiske tilstand. Tilladelsens gyldighedsperiode forlænget, da klagen havde haft opsættende virkning.

Efter ansøgning fra Skive Kommune meddelte Miljøstyrelsens den 25. september 2018 tilladelse til klapning af 10.000 m3 oprensnings- og uddybningsmateriale på klapplads K_157_0 i Limfjorden. Det fremgik af tilladelsen, at sedimentet kun måtte optages fra en nærmere bestemt del af havnebassinet og tilhørende afsnit af sejlrenden ud i Limfjorden, og at tilladelsen var gældende for en periode på 5 år. Det fremgik af en undersøgelse af sedimentet fra september 2017, hvor oprensningsarealet var opdelt i områderne A og B, at en stor del af sedimentet fra begge områder bestod af groft silt. Det fremgik endvidere, at TBT-niveauet var målt til at være dobbelt så højt (82 μg/kg tørstof) som baggrundsværdierne (2-47 μg/kg tørstof), og der for delområde B var målt op til 140 μg/kg tørstof. Afgørelsen blev påklaget af ”V2”, der bl.a. anførte, at der ikke var sket en tilstrækkelig undersøgelse af alternativerne til klapning af oprensningsmaterialet eller af dumpningens betydning for vandområdets målsætning om god økologisk tilstand, og at der ved vurdering af optagningssedimentet var lagt et for højt baggrundsniveau af TBT til grund. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at Miljøstyrelsen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af mulighederne for nyttiggørelse af det oprensede materiale, da materialet i overvejende grad bestod af meget finkornet materiale med dårlige egenskaber som funderingsmateriale og dermed begrænsede nyttiggørelsesmuligheder, og da det ville være omkostningsfuldt at tage materialet på land og foretage afvanding af materialet med henblik på nyttiggørelse og transport. Nævnet lagde tillige vægt på, at Miljøstyrelsen og kommunen havde oplyst, at de ikke havde haft kendskab til egnede nyttiggørelsesprojekter på land, og nævnet bemærkede i denne forbindelse, at kommunen måtte forventes at have kendskab til relevante nyttiggørelsesprojekter inden for en rimelig afstand af optagningsområdet. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at havbundsmaterialet kunne dumpes uden at påvirke havmiljøet væsentligt, da der var tale om en begrænset mængde med en estimeret gennemsnitlig koncentration af TBT, som lå under middelværdien mellem det øvre- og nedre aktionsniveau, og da materialet i forhold til spredningsrisiko ville dumpes i den dybeste del af Skive Fjord i stor afstand fra kysten. Nævnet bemærkede, at den anvendte koncentration på 82 μg/kg tørstof i optagningsmaterialet modsvarede en eksakt middelværdi for koncentrationerne i de to delområder, uden at det af sagens materiale fremgik, at det var tale om lige store mængder optagningsmateriale fra de to områder. Nævnet vurderede, at det ikke kunne forventes, at optagningsmaterialet fra Område B, som havde den højest målte koncentration af TBT, ville udgøre den største mængde af det samlede sediment, som ville dumpes, hvorfor det angivne niveau på 82 μg/kg tørstof kunne anvendes som et forsigtigt fastsat estimat. Af indsatsprogrammet efter vandplanloven og vandrammedirektivet fremgik, at den økologiske tilstand i området var ringe, at området senest i december 2021 skal opfylde miljømålet om ”god økologisk tilstand”, og at der kun må meddeles tilladelse til klapning i områder, hvor tilstanden ikke er god, hvis klapning ikke forringer vandkvaliteten. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurderingen af, at dumpningen ikke ville medføre en forringelse eller ændring af vandområdets økologiske tilstand, da klappladsen udgjorde et lille areal af overfladevandområdets samlede areal og var beliggende i stor afstand fra kysten på 11 meters dybde, og da det omkringliggende mulige spildområde var beliggende under den forventede udbredelsesdybde for ålegræs. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ville dumpes en begrænset mængde materiale over kortvarige perioder således, at det havbundsmateriale, som måtte hænge i vandsøjlen over længere tid, ville være ubetydelig i forhold til vandmængderne. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen med den ændring, at tilladelsens gyldighedsperiode blev forlænget svarende til nævnets sagsbehandlingstid, da klagen havde haft opsættende virkning, jf. havmiljølovens § 53, stk. 2.

Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse oplyser ikke, i hvilken egenskab klager kunne påklage tilladelsen, selv om netop klageret er et fast tilbagevendende tema i klagesager over klapningstilladelser, hvorfor oplysningen har mere almindelig interesse. Det må endvidere undre, at afgørelsen ikke oplyser, om der er sket væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, specielt fordi der er marine Natura 2000-områder i Limfjorden. I forhold til vandplanloven og vandrammedirektivets bestemmelser tyder sagens oplysninger på, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt der er sikkerhed for, at klapningstilladelsen ikke medfører en forringelse af vandmiljøet i modstrid med vandrammedirektivets art. 4(1)(a). Det fremgår heller ikke af afgørelsen, om der er gennemført en VVM-screening efter miljøvurderingsloven. Samme fejl synes at gøre sig gældende i MRF 2021.137 Mfk. Forklaringen kan muligvis være, at Miljø- og Fødevareklagenævnet antager, at miljøvurderingslovens regler ikke gælder ved dumpning af havbundssediment, fordi aktiviteten ikke udgør en opfyldning eller uddybning på søterritoriet, som det anføres i klagenævnets afgørelse af 8. april 2021 (j.nr. 18/05061). Hertil må anføres, at VVM-direktivet og miljøvurderingslovens listepunkter i bilag 1 og 2 om affaldsbortskaffelse og -nyttiggørelse også gælder, når der sker dumpning (klapning) af havnesediment. Uanset om denne indsigelse er rejst af klager, er Miljø- og Fødevareklagenævnet forpligtet til af egen drift at påse, at VVM-direktivets regler er overholdt.

Link til afgørelse.