MRF 2026.7

Rettens dom af 24. juni 2026, 1. udv. afd., sag T-77/24, Dassault Aviation mod Kommissionen

De tekniske kriterier for bæredygtig fremstilling af forretningsfly fastsat med Kommissionens delegerede forordning 2023/2485 om ændring af afsnit 3.21 i bilag I til den delegerede forordning 2021/2139 om supplerende regler til taksonomiforordningen annulleret, da Kommissionen havde foretaget et åbenbart urigtigt skøn i modstrid med reglerne for omstillingsaktiviteter i taksonomiforordningens art. 10(2).

EU fastsatte med forordning 2020/852 om ramme for fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforordningen) kriterier for, om forskellige økonomiske aktiviteter kan kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige. Formålet er at fastlægge kriterier for, om en investering i et selskab kan klassificeres som miljømæssigt bæredygtig, hvilket udbygger kravene i regnskabsdirektivet (2013/34), der fastsætter krav til årsregnskab fra bl.a. aktie- og anpartsselskaber. Forordningen betyder, at større selskaber (som nærmere afgrænset i forordningen) i deres årsregnskab skal oplyse, om selskabets forskellige aktiviteter kan anses for bæredygtige efter de kriterier, som er fastlagt i forordning 2020/852, hvor art. 10(1) fastlægger kriterier for modvirkning af klimaændringer, og art. 10(2) indeholder særlige kriterier for ”omstillingsaktiviteter”, hvor der aktuelt ikke findes teknologisk og økonomisk gennemførlige lavemissionsalternativer, og som er nødvendige for omstillingen til klimaneutralitet. Af taksonomiforordningens art. 10(3) fremgår, at Kommissionen i en delegeret retsakt fastsætter tekniske screeningskriterier om kvalificeringen af en specifik økonomisk aktivitet yder et væsentligt bidrag til modvirkning af klimaændringer. Denne sag drejede sig om Kommissionens delegerende forordning 2023/2485 om ændring af Kommissionens delegerede forordning 2021/2139 udstedt på grundlag af bl.a. taksonomiforordningens art. 10(3), hvor der i bilag I, afsnit 3.21, er fastsat kriterier for, om fremstilling af luftfartøjer kan klassificeres som miljømæssigt bæredygtige, og hvor det bl.a. bestemmes, at de tekniske kriterier til modvirkning af klimaændringer for flyfremstilling som omstillingsaktivitet omfatter:

Det franske selskab Dassault Aviation, der er det tredjestørste selskab for fremstilling af forretningsflyvemaskiner, anlagde annullationssøgsmål mod Kommissionen med påstand om, at dette afsnit 3.21 i bilag I til den delegerede forordning 2021/2139 som ændret ved den delegerende forordning 2023/2485 var ugyldigt og gjorde til støtte herfor gældende, (1) at taksonomiforordningens bemyndigelseshjemmel i art. 10(3) var ugyldig, (2) at Kommissionen havde tilsidesat almindelige principper om partshøring og begrundelse, (3) at der manglede en definition af forretningsflyvemaskiner, (4) at afsnit 3.21 tilsætter principperne i taksonomiforordningen, (5) at afsnit 3.21 var baseret på et åbenbart urigtig skøn, og (6) at ligebehandlingsprincippet var tilsidesat. Kommissionen påstod principalt afvisning med henvisning til, at det franske selskab ikke havde retlig interesse som forudsat i TEUF art. 263(4), og subsidiært frifindelse. I forhold til afvisningspåstanden lagde Retten til grund, at det afgørende er, om den påståede annullation vil tilføre sagsøgeren en fordel. Retten afviste herefter Kommissionens anbringende om, at den anfægtede bestemmelse i den delegerede forordning ikke havde negativ indvirkning på det franske selskabs retsstilling med den begrundelse, at bestemmelsen indebærer en forpligtelse for det franske selskab, der ikke producerer luftfartøjer uden direkte CO2-emissioner, til i sin ledelsesberetning at oplyse om, at selskabets fremstilling af forretningsflyvemaskiner, selv om den er omfattet af klassificeringssystemet, udgør en aktivitet, der ikke er i overensstemmelse med klassificeringssystemet, dvs. en økonomisk aktivitet, som ikke er miljømæssigt bæredygtig. En annullation af afsnit 3.21 i den delegerede forordning ville dermed have den virkning, at selskabets fremstilling af luftfartøjer, som produceres med henblik på »privat eller kommerciel forretningsflyvning«, bliver en økonomisk aktivitet, som ikke er omfattet af klassificeringssystemet, så det franske selskab ikke er forpligtet til i sin ledelsesberetning at oplyse om, at selskabets fremstilling af forretningsflyvemaskiner ikke er i overensstemmelse med klassificeringssystemet (pr. 37 og 38). Retten fandt derfor, at det franske selskab havde fornøden retlig interesse i annullationssøgsmålet, hvorved Retten også afviste Kommissionens argument om, at virkningen heraf var hypotetisk og afhang af investorernes endelige beslutning, da der under hensyn til taksonomiforordningens formål er en tilstrækkelig direkte forbindelse mellem beskrivelsen af sagsøgerens økonomiske aktiviteter som aktiviteter, der ikke er i overensstemmelse med klassificeringssystemet, og de vilkår, hvorunder selskabet kan opnå finansiering (pr. 45 og 48). I forhold til franske selskabs begrundelser for ugyldighed fandt Retten, at den i taksonomiforordningens art. 10(3) anførte hjemmel til, at Kommissionen vedtager de tekniske kriterier i en almengyldig ikke-lovgivningsmæssig retsakt, er inden for de beføjelser, som kan overdrages til Kommissionen i lyset af de nærmere kriterier, som er fastsat i taksonomiforordningen. Retten afviste herefter, at Kommissionen havde tilsidesat almindelige principper om partshøring og begrundelsespligt. Som begrundelse for, at afsnit 3.21 var udtryk for et åbenbart urigtigt skøn, gjorde det franske selskab bl.a. gældende, at fremstilling af forretningsflyvemaskiner indtager en førende rolle i innovationen, navnlig gennem anvendelse af bæredygtige flybrændstoffer, hvilket de tekniske kriterier i afsnit 3.21 ikke tager hensyn til. Retten lagde til grund, at det følger af taksonomiforordningens art. 10(2), at for så vidt angår fremstilling af flyvemaskiner, der produceres med henblik på privat eller kommerciel forretningsflyvning, kan omstillingsaktiviteter omfatte aktiviteter, for hvilke der ikke findes nogen teknologisk og økonomisk gennemførlige lavemissionsalternativer, og sådanne aktiviteter skal have »et drivhusgasemissionsniveau, der svarer til de bedste resultater i sektoren eller industrien«. Dette betyder, at omstillingsaktiviteter kan være aktiviteter, der ikke selv er lavemissionsaktiviteter eller lavemissionsaktiviteter, og at omstillingsaktiviteter desuden er økonomiske aktiviteter, for hvilke der ikke findes nogen teknologisk og økonomisk gennemførlige lavemissionsalternativer (pr. 146-150). Selv hvis det antages, at almindelige kommercielle flyvemaskiner udleder betydeligt mindre CO2 pr. passager end forretningsflyvemaskiner af seneste generation, gør denne omstændighed det således ikke i sig selv muligt at konkludere, at lufttransport af passagerer med almindelige kommercielle flyvemaskiner er en lavemissionsaktivitet (pr. 152). Herefter bemærkede Retten, at selv om togforbindelse i nogle tilfælde udgør et alternativ, gælder dette ikke for transport til øer i EU. Videre fastslog Retten, at mens afsnit 3.21 omhandler fremstilling af forretningsflyvemaskiner, er driften af flyvemaskiner reguleret i taksonomiforordningens afsnit 6.19, og at det af de tekniske kriterier i afsnit 6.19 fremgår, at lufttransport af passagerer kan anses for at være en omstillingsaktivitet, selv hvis den udøves med et luftfartøj, der er produceret med henblik på privat eller kommerciel forretningsflyvning, forudsat at dette luftfartøj drives med en bestemt andel af bæredygtige flybrændstoffer, og dermed uafhængigt af dens CO2-aftryk pr. passager pr. kilometer. Retten fandt herefter, at Kommissionens valg om ikke at tage hensyn til forretningsflyvemaskinernes kapacitet til at fungere med en betydelig andel af bæredygtige flybrændstoffer, selv om den tog højde for denne kapacitet for så vidt angår andre luftfartøjer med en startmasse på mere end 5,7 ton, forekommer åbenbart vilkårligt, og at Kommissionen derfor havde foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved udstedelsen af den delegerende forordning 2023/2485 (pr. 173 og 176), hvorefter Retten annullerede afsnit 3.21.

Kommentar: Baggrunden for sagen er den omfattende regulering, som EU har vedtaget med henblik på at fremme bæredygtige investeringer, der er en udbygning af det såkaldte regnskabsdirektiv (2013/34), der harmoniserer private selskabers regnskabsoplysninger for at øge gennemsigtighed for investorer. Med direktiv 2014/95 blev der i regnskabsdirektivets art. 19a og 29a fastsat nærmere krav til større selskabers årsregnskab mht. oplysninger om miljøvirkninger fra selskabets aktiviteter. Med forordning 2020/852 om ramme for fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforordningen) fastsatte EU nærmere kriterier for, om en økonomisk aktivitet skal kvalificeres som miljømæssigt bæredygtig, og krav om, at denne vurdering skal fremgå af årsregnskabet for bl.a. børsnoterede selskaber. Efter taksonomiforordningens art. 3 er der fire hovedkriterier for, om en investering i en aktivitet kan klassificeres som miljømæssigt bæredygtig, nemlig: (1) at aktiviteten bidrager væsentligt til at nå et eller flere af de miljømål, der er fastsat i forordningen; (2) at aktiviteten ikke væsentligt skader de i art. 9 fastsatte seks miljømål: a) modvirker klimaforandringer, b) tilpasser klimaforandringer, c) bæredygtig anvendelse af vand- og havressourcer, d) omstilling til cirkulær økonomi, e) forebyggelse og bekæmpelse af forurening og f) beskytte og genoprette biodiversitet; (3) at aktiviteten udøves i overensstemmelse med OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder og FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder; og (4) at aktiviteten opfylder de i Kommissionens delegerede forordning fastsatte tekniske screeningskriterier for bl.a., om en økonomisk aktivitet kvalificeres som bidragende væsentligt til at modvirke klimaændringer. Det er dermed Kommissionen, der på grundlag af taksonomiforordningen fastsætter de tekniske kriterier i en delegeret forordning, som opdeler aktiviteterne i ni hovedkategorier (med knap 100 undergrupper). En af disse undergrupper er afsnit 3.21, der omfatter: ”Fremstilling, reparation, vedligeholdelse, eftersyn, retrofitting, udformning, anvendelse til nye formål og opgradering af luftfartøjer og dele og udstyr til luftfartøjer”.

Den foreliggende dom drejede sig om, hvorvidt en større fransk producent af forretningsfly havde retlig interesse i at anfægte de tekniske kriterier i afsnit 3.21, og hvorvidt bestemmelsen var gyldig. I forhold til det franske selskabs retlige interesse i sagen kan Kommissionens begrundelse om, at det franske selskabs interesse i sagen skulle være hypotetisk, give anledning til en vis undren, da argumentet rejser tvivl om værdien af den omfattende rapporteringspligt efter taksonomiforordningen og samtidig ignorerer byrden for selskaberne. Når et selskab driver en aktivitet, der er reguleret i den delegerede forordning, har det den umiddelbare retsvirkning, at selskabet i forbindelse med årsregnskabet skal redegøre for, om aktiviteten er bæredygtig og modvirker klimaændringer. Dette kræver ikke ubetydelige udgifter til udformning af denne ikke-økonomiske del af regnskabet og betød i den foreliggende sag, at det sagsøgende franske selskab måtte anføre, at aktiviteten ikke var miljømæssigt bæredygtig, hvis bestemmelserne i Kommissionens delegerede forordning var gyldig. I denne sag fandt Retten, at den delegerede forordning kriterier for fremstilling af forretningsfly var baseret på et åbenbart urigtigt skøn, da kriterierne ikke tog højde for, at denne aktivitet er en omstillingsaktivitet, hvilket efter taksonomiforordningens art. 10(2) kan omfatte aktiviteter, for hvilke der ikke findes nogen teknologisk og økonomisk gennemførlige lavemissionsalternativer, og at sådanne aktiviteter skal have et drivhusgasemissionsniveau, der svarer til de bedste resultater i sektoren eller industrien, hvilket forekommer velbegrundet. Om taksonomiforordningen se nærmere Pagh: TfMKE, 2026, s. 94.

Link til Rettens dom.