MRF 2026.10
EU-Domstolens dom af 9. juli 2026, 4. afd., sag C-224/24, Società Eredi Raimondo Bufarini - II
Tærsklen for, hvornår et anlægs mængde af tilstedeværende farlige stoffer bringer anlægget ind under Seveso III-direktivets regler om sikkerhedsrapport og interne og eksterne beredskabsplaner for risikovirksomheder, omfatter også påregnelige mængder og de mængder, der med rimelighed kan forudses, såfremt processen på anlægget kommer ud af kontrol. Det var derfor i overensstemmelse med EU-retten, at de italienske myndigheder afviste, at opgørelse af mængden af farlige stoffer på et affaldsanlæg alene var baseret på anlæggets håndteringsplan.
Efter art. 7 i direktiv 2012/18 om kontrol med risikovirksomheder (Seveso III-direktivet) skal medlemsstaterne pålægge virksomheder at indgive anmeldelse til myndighederne med tilstrækkelige oplysninger til at identificere de forskellige farlige stoffer og mængden heraf, som sandsynligvis vil være tilstede på anlægget, så myndighederne kan afgøre, om anlægget er omfattet af de særlige regler for risikovirksomheder med sikkerhedsrapport og interne og eksterne beredskabsplaner som såkaldt kolonne 3- henholdsvis kolonne 2-virksomhed. Baggrunden for denne sag var, at Società Eredi Raimondo Bufarini (SERB) på grundlag af en miljøgodkendelse fra 2012 drev et affaldsbehandlingsanlæg for ufarligt og farligt affald. I 2020 fandt de italienske myndigheder, at mængden af farlige stoffer på anlægget kunne overstige de tærskelværdier, der var fastsat i Seveso III-direktivet. De italienske myndigheder traf derfor afgørelse om, at anlægget var omfattet af disse regler, og at virksomheden skulle fremlægge en sikkerhedsrapport. SERB indbragte afgørelsen for de italienske domstole, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om fortolkningen af art. 3(12) i Seveso III-direktivet, der definerer tilstedeværelse af stoffer således: ”faktisk eller påregnelig tilstedeværelse af farlige stoffer i virksomheden, eller af farlige stoffer, som det med rimelighed kan forudses kunne blive dannet, såfremt processer, herunder oplagringsaktiviteter, kommer ud af kontrol i et anlæg i virksomheden, i mængder der er lig med eller større end de i del 1 eller del 2 i bilag I anførte tærskelmængder”. Med henvisning til ordlyden af art. 3(12) lagde EU-Domstolen til grund, at der ved opgørelse af direktivets tærskel for mængden af de forskellige farlige stoffer skal tages hensyn både til de stoffer, der faktisk er tilstede eller planlagt, og de stoffer, hvis tilstedeværelse i virksomheden er planlagt eller med rimelighed kan forudses under visse omstændigheder, hvorved der også skal tage hensyn til de farlige stoffer, der kan blive dannet under et alvorligt uheld i virksomheden (pr. 46 og 49). Der skal herved tages hensyn til, at en korrekt anvendelse af forsigtighedsprincippet forudsætter (1) fastlæggelse af de potentielt negative konsekvenser for miljøet af de pågældende farlige stoffer og (2) en omfattende evaluering af risikoen for miljøet på grundlag af de mest pålidelige videnskabelige data, der er til rådighed, og de seneste internationale forskningsresultater. Hvis det viser sig ikke at være muligt med sikkerhed at fastslå, om og i givet fald i hvilket omfang den påståede risiko foreligger som følge af, at resultaterne af de foretagne undersøgelser er utilstrækkelige, ikke er overbevisende eller er upræcise, men at sandsynligheden for en reel skade for miljøet varer ved, dersom risikoen indtræder, begrunder forsigtighedsprincippet således restriktive foranstaltninger, såfremt de ikke er forskelsbehandlende og er objektive, hvilket udelukker en indskrænkende fortolkning af de fastsatte tærskelværdier (pr. 57-58). På denne baggrund konkluderede EU-Domstolen, at Seveso III-direktivets art. 3(12) ikke er til hinder for, at der i en affaldshåndteringstilladelse med henblik på at vurdere tilstedeværelsen af farlige stoffer i anlægget er krav om, at opgørelsen af mængden af forskellige farlige stoffer, og at denne opgørelse ikke alene kan støtte sig på det affaldshåndteringssystem, som driftsherren har indført.
Kommentar: Dommen angår, hvordan myndighederne skal fastlægge, hvornår mængden af forskellige farlige stoffer bringer et anlæg ind under de særlige regler for risikovirksomheder i Seveso III-direktivet. Dommen understreger, at den nærmere opgørelse på de enkelte virksomheder kan fastlægges på forskellig måde af medlemsstaterne, men skal tage hensyn til forsigtighedsprincippet. I dansk ret er der i risikobekendtgørelsens (2016/372) § 4, nr. 3, valgt en model, der i forhold til de lidt mindre farlige kolonne 2-virksomheder anvender en lavere tærskel for chlor og ammoniak end direktivet, hvis der boligområder eller anden følsom arealanvendelse nærmere end 200 meter fra virksomheden. Dette rejser det afledte spørgsmål, hvor mange mennesker der bor inden for 200-meterszonen, hvilket efter Miljøstyrelsens vejledning er 150 personer. Men som det fremgår af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. maj 2023 (j.nr. 21/10639 – trykt i MAD 2023.114) i en sag fra Thisted Kommune, kan dette rejse spørgsmålet om, hvordan tallet skal opgøres. I denne sag var der i folkeregistret registreret 128 borgere, og kommunen havde ikke planer om at ændre området med flere boliger, men kommunen havde anvendt en generel beregningsmodel fra Danmarks Statistik med 2,8 personer pr. husstand, hvorefter det teoretiske antal borgere inden for 200-meterszonen til 162. Denne afgørelse blev anfægtet af virksomheden, men et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet tilsluttede sig kommunens afgørelse, der henviste til formålet med risikobekendtgørelsen og dermed synes at ligge helt på linje med EU-Domstolens dom i ovennævnte sag fra Italien. Det følger i øvrigt af Seveso III-direktivet, at der ikke må etableres ny følsom anvendelse i nærheden af risikovirksomheder, og disse EU-regler har direkte virkning og forpligter også de nationale byggemyndigheder, som det fremgår af EU-Domstolens dom i sag C-53/10, hvor det blev fastslået, at en tysk byggemyndighed på baggrund af direktivet ikke kunne meddele byggetilladelse inden for risikozonen, medmindre der forelå en risikovurdering, uanset en sådan pligt ikke fulgte af tysk byggelovgivning. Om Seveso III-direktivets regler om eksterne beredskabsplaner se Pagh: Juristen 2011, s. 19.