MRF 2025.6
EU-Domstolens dom af 27. marts 2025, 6. afd., sag C-515/23, Kommissionen mod Italien
Italien idømt bøde efter TEUF art. 260(2) på 10 mio. euro for manglende opfyldelse af dom fra 2014 (sag C-85/13) om mangelfuld gennemførelse af byspildevandsdirektivets krav om kloakering og rensning af byspildevand i 41 byområder, da kravene i den tidligere dom ikke var opfyldt i 5 byområder. Italien også pålagt halvårlige tvangsbøder på 13,6 mio. euro indtil dommens opfyldelse, som dog nedsættes, efterhånden som de enkelte byområder opfylder kravene.
Baggrunden for sagen var, at Kommissionen i 2009 sendte en åbningsskrivelse til Italien, idet Kommissionen fandt, at en række byområder ikke havde gennemført den i byspildevandsdirektivets (91/271) art. 3 og 5 krævede kloakering og rensning af byspildevand. Dette førte til en traktatbrudssag (sag C-85/13), hvor Italien den 10. april 2014 blev dømt for i en række bestemte byområder ikke at have opfyldt direktivets krav til kloakering og rensning. I maj 2014 anmodede Kommissionen den italienske regering om at oplyse, hvordan de italienske myndigheder ville opfylde dommen, hvilket gav anledning til en længere skriftveksling, hvor Italien fra 2018 indsendte halvårlige rapporter til Kommissionen om fremskridtene med opfyldelsen af dommen. Da Kommissionen fandt, at fem byområder i Italien fortsat ikke opfyldte dommen, anlagde Kommissionen i medfør af TEUF art. 260(2) nyt traktatbrudssøgsmål mod Italien med påstand om bøde og tvangsbøder for manglende opfyldelse af dommen i sag C-85/13. Den italienske regering bestred ikke, at der i de fem byområder ikke var etableret den i direktivet krævede kloakering eller rensning ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse i 2018, men gjorde bl.a. gældende i duplikken, at der var sket yderligere opfyldelse efter 2018, så yderligere to byområder opfyldte direktivets krav. EU-Domstolen fandt det herefter godtgjort, at Italien ikke havde truffet alle foranstaltninger for at efterkomme dommen i sag C-85/13. I forhold til de økonomiske sanktioner gjorde Kommissionen gældende, at der var tale om en grov overtrædelse, bl.a. fordi byspildevandsdirektivet fra 1991 skulle have været gennemført for mere end 24 år siden, og der allerede var afsagt flere andre traktatbrudsdomme mod Italien for manglende opfyldelse af direktivet – herunder sag C-251/17, hvor Italien blev idømt tvangsbøder for manglende opfyldelse af dommen i sag C-565/10, og sag C-668/19, hvor Italien blev dømt for i 166 byområder ikke at opfylde direktivet – ligesom der aktuelt verserede yderligere tre traktatbrudssager mod Italien om direktivet (pr. 21, 54 og 58). Dertil kom, at der var gået mere end ni år siden afsigelsen af dommen i sag C-85/13. Den italienske regering gjorde hertil bl.a. gældende, at der måtte tages hensyn til de italienske myndigheders objektive mulighed for at opfylde dommen, at antallet af byområder, der ikke overholdt byspildevandsdirektivet, siden dommen i 2014 var nedbragt med 93 %, at det var problematisk, at Kommissionen inddrog andre traktatbrudssager, og at den af Kommissionen foreslåede bøde var væsentligt større end den, som Italien blev dømt i sag C-251/17 (pr. 69-80). EU-Domstolen lagde til grund, at udmåling af bøde og tvangsbøder beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor hverken Kommissionens påstand eller retningslinjer er bindende for Domstolen. Tvangsbøder anses for særligt egnet til at tilskynde medlemsstaten til hurtigst muligt at bringe et traktatbrud til ophør, når dette, såfremt en sådan foranstaltning ikke træffes, vil have tendens til at vare ved og under hensyn til den pression, der er nødvendig for at få den pågældende medlemsstat til at ændre sin adfærd (pr. 87, 115 og 117). Anderledes hviler pålæggelse af et fast beløb (bøde) i højere grad på en vurdering af de konsekvenser, som medlemsstatens manglende opfyldelse af deres forpligtelser har på private og offentlige interesser, navnlig når traktatbruddet har varet ved i en lang periode efter den dom, hvor det oprindeligt blev fastslået. I konsekvens af bødens afskrækkende formål er det ved udmåling af bøden en skærpende omstændighed, at Italien tidligere i bl.a. sag C-251/17 blev dømt for at overtræde byspildevandsdirektivet i 800 andre byområder (pr. 93). Tilsvarende var længden af overtrædelsen (11 år siden den første dom) en skærpende omstændighed, mens det var en formildende omstændighed, at der nu kun var 4 af de oprindeligt 41 byområder, der ikke opfyldte dommen i sag C-85/13. Herefter blev Italien idømt en bøde på 10 mio. euro og halvårlige tvangsbøder på 13.687.500 euro (svarende til 75.000 euro pr. dag) regnet fra dommen i sag C-515/23. Med hensyn til tvangsbøderne fandt Domstolen dog i overensstemmelse med Kommissionens forslag, at der skulle fastsættes en degressiv aftrapningsmodel for at tage hensyn til eventuelle fremskridt. Det betød, at tvangsbødens størrelse pr. halvår skulle nedsættes med en procentsats svarende til den andel af personækvivalenter (PE) i byområder, hvis systemer til opsamling og rensning af byspildevand i mellemtiden var bragt i overensstemmelse med dommen i sag C-85/13 (pr. 124).
Kommentar: Dommen følger fast praksis ved udmåling af bøde og tvangsbøder efter TEUF art. 260(2) for en medlemsstats manglende opfyldelse af en tidligere traktatbrudsdom. Dommen indeholder dog enkelte nye aspekter. Det følger således af dommen, at en medlemsstats tidligere traktatbrudsdomme vedrørende samme direktiv indgår som en skærpende omstændighed i relation til udmålingen af bøden (pr. 93), men ikke for så vidt angår tvangsbøden, hvilket er velbegrundet, da tvangsbøden netop kun vedrører opfyldelsen af den konkrete dom. I forhold til de halvårlige tvangsbøder på over 13 mio. euro fastsatte EU-Domstolen i lighed med tidligere sager, jf. bl.a. sag C-109/22 (MRF 2023.201), en degressiv aftrapningsmodel, hvorefter tvangsbødernes størrelse nedsættes, efterhånden som Italien gør fremskridt mht. den fuldstændige opfyldelse af dommen i sag C-85/13. Se tillige sag C-315/23 (MRF 2025.2), hvor EU-Domstolen dog afviste degressive tvangsbøder, idet sagen kun vedrørte et enkelt deponeringsanlæg. Endvidere bør nævnes en sprogforbistring. Efter formuleringen af dommens afsluttende pkt. 3 kan ordene ”regnet fra afsigelsen af denne dom” læses som en henvisning til dommen i sag C-85/13. Det fremgår imidlertid tydeligt af præmis 25, at ”denne dom” referer til dommen i sag C-515/23. Endelig er der grund til at nævne, at TEUF art. 260(2)’s hjemmel til at sanktionere en stats manglende opfyldelse med bøder og tvangsbøder ikke kendes i folkeretten. I USA vil det anses for forfatningsstridigt at pålægge en delstat ansvar for ikke at gennemføre føderale beslutninger, jf. bl.a. den amerikanske højesterets dom fra juni 1992 i New York v. U.S., og hertil uddybende Pagh, Amerikansk miljøret, 1994, s. 45 ff.