MRF 2025.50
Retten i Hernings dom af 4. august 2025, sag BS-27497/2024-HER
P (adv. Lars Christian Lyby-Iversen) mod Ikast og Omegns Motorklub (adv. Jens Flensborg)
P kunne som påtaleberettiget nabo til motorsportsbane ikke håndhæve bestemmelser om køretider i en privatretlig servitut fra 1989 over for ejeren af banen, der havde fået miljøgodkendelser i 1992, 2006 og 2013 til udvidede køretider, idet den tidligere ejer af P’s ejendom havde samtykket til eller accepteret de ændrede køretider ved sin passivitet, og P ikke kunne opnå en bedre ret.
Baggrunden for sagen var, at P i 2019 erhvervede en boligejendom, der var nabo til Ikast og Omegns Motorklubs (IOM) ejendom med en motorsportsbane etableret i 1989 på grundlag af en miljøgodkendelse og landzonetilladelse fra 1988 samt en MRC-bane med fjernstyrede biler etableret i 2006 på grundlag af miljøgodkendelse fra 2006. På IOM’s ejendom var i juni 1989 tinglyst en privatretlig servitut med de til enhver tid værende ejere af 15 naboejendomme som påtaleberettigede. Af servitutten fremgik, at IOM som ejer af den tjenende ejendom skulle overholde de køretider, der fremgik af miljøgodkendelsen fra 1989, medmindre der blev meddelt skriftligt samtykke fra ejerne af alle de 15 påtaleberettigede naboejendomme. I 1992 udvidede det daværende Ringkøbing Amt miljøgodkendelsens vilkår om køretider med et vedlagt samtykke fra den tidligere ejer af P’s ejendom samt 7 andre påtaleberettigede naboer. I 2006 meddelte amtet miljøgodkendelse til MRC-banen, og i 2007 meddelte Ikast-Brande Kommune tilladelse til en udvidelse af køretiderne på motorsportsbanen, hvor der ligeledes var meddelt accept fra den tidligere ejer af P’s ejendom samt 9 andre påtaleberettigede naboer. Ved et tillæg til miljøgodkendelsen i 2013 meddelte kommune tilladelse til udvidelse af køretider, og orientering blev sendt til 14 af de påtaleberettigede naboer. Efter P i 2020 flyttede ind på sin ejendom, blev P opmærksom på støjgener, og i 2022 blev P klar over, at støjen stammede fra IOM’s motorsportsbane og MRC-bane. Da IOM afviste P’s klager, og en undersøgelse viste, at IOM overholdt miljøgodkendelsernes støjvilkår, anlagde P i 2024 sag mod IOM. P nedlagde påstand om, at IOM skulle overholde de i servitutten fra 1989 anførte køretider, mens IOM påstod frifindelse og nedlagde selvstændige påstand om, (1) at P skulle anerkende, at vilkårene om køretider i servitutten fra 1989 alene omfattede motorsportsbanen (og ikke MRC-banen), (2) at P skulle anerkende, at vilkårene i servitutten om køretider ikke kunne kræves overholdt, og (3) at P skulle tilpligtes til at medvirke til tinglysning af dommen i denne retssag. P påstod frifindelse over for IOM’s selvstændige påstand og gjorde bl.a. gældende, at servitutten fortsat var gældende, at P var påtaleberettiget, at ændringer i vilkår for køretider ikke havde opnået samtykke fra alle påtaleberettigede, og at tilladelserne til ændrede køretider måtte anses for en nullitet, da der ikke var indhentet samtykke fra alle påtaleberettigede. IOM gjorde til støtte for frifindelse og de nedlagte påstande bl.a. gældende, at servitutten alene refererede til den i 1989 etablerede motorsportsbane, og at der ikke var grundlag for ved en udvidende fortolkning at udstrække den til også at omfatte MRC-banen, at den tidligere ejer af P’s ejendom havde samtykket til de ændrede køretider i 2006 og havde forholdt sig passivt over for de ændrede køretider i 2013, samt at det var uden betydning for P’s retsstilling, at andre påtaleberettigede ikke havde meddelt samtykke. Som følge heraf var P ifølge IOM afskåret fra at håndhæve servituttens bestemmelser om køretider. Byretten lagde indledningsvis til grund, at den tinglyste servitut fra 1989 alene omfattede motorsportsbanen, og at der i forhold til miljøgodkendelsens ændring af køretiderne i 1992 og 2006 var meddelt samtykke fra den daværende ejer af P’s ejendom, der ligeledes var orienteret om ændringen i 2013. Med henvisning hertil afviste byretten, at P kunne kræve, at IOM skulle overholde køretiderne i servitutten fra 1989. Byretten henviste til, at den tidligere ejer havde meddelt samtykke eller var underrettet om ændrede køretider uden at protestere, og at P som ny ejer af den herskende ejendom ikke kunne opnå en bedre ret end de tidligere ejere af P’s ejendom. Det kunne i den sammenhæng ikke tillægges betydning, at ikke alle de påtaleberettigede havde meddelt samtykke eller var underrettet. IOM blev derfor frifundet og fik medhold i de nedlagte påstande.
Kommentar: Dommen angår den usædvanlige situation, hvor et anlæg er miljøgodkendt, og nogle af miljøgodkendelsens vilkår er tinglyst som en privat tingsretlig forpligtelse for ejeren af ejendommen med det miljøgodkendte anlæg, der angiver naboerne som privatretligt påtaleberettigede. Principielt er der ikke noget til hinder for, at vilkår i en miljøgodkendelse tillægges selvstændig privatretlig retsvirkning, så ændring af de oprindelige miljøgodkendelsesvilkår også kræver samtykke fra naboerne, da det er op til ejeren af den tjenende ejendom, om denne vil afgive denne ejerrådighedsbeføjelse til bestemte naboer. Men heraf følger naturligvis, at hvis en påtaleberettiget nabo samtykker til ændringer af anvendelsen af den tjenende ejendom, vil kommende ejere af den herskende ejendom ikke kunne gøre servitutten gældende. Se til illustration U 2013.635 V, hvor en sælger som ejer af den herskende ejendom havde accepteret en servitutstridig indretning på naboejendommen, men blev erstatningsansvarlig over for køberen ved ikke at have oplyst om samtykket i forbindelse med handlen. I almindelighed kan der ikke stilles krav om, at godkendelsesmyndigheden påser, om en ansøgt virksomhed vil være i strid med sådanne privatretlige servitutbestemmelser, ligesom de ikke vil være bindende for, hvilke vilkår myndigheden kan fastsætte. Hvis miljøgodkendelsesvilkår er i modstrid med en privatretlig servitut, vil den påtaleberettigede efter servitutten således kunne hindre, at driftsherren kan udnytte miljøgodkendelsen, uden at godkendelsens gyldighed drages i tvivl, men en sådan påtaleret skal udnyttes inden for kort tid, da der i modsat fald må indtræde passivitetsvirkning af hensyn til ejeren af den tjenende ejendom. Da det er ejeren af den tjenende ejendom, der er den forpligtede, påhviler denne rådighedsbegrænsning alene ejeren, hvorimod den næppe kan håndhæves over for en lejer af den tjenende ejendom, hvilket blev overset i MRF 2025.17 V. Et andet eksempel på forholdet mellem privatretlige servitutter og offentligretlig regulering findes i MAD 2010.220 Ø, hvor landsretten afviste at tage stilling til, om udnyttelse af en tinglyst færdselsret var i strid med vejlovgivningen under en sag anlagt af ejerne af den herskende ejendom mod ejerne af den tjenende ejendom. Derimod vil en overholdelse af f.eks. miljøgodkendelsesvilkår for støj som udgangspunkt afskære naboretlige indsigelser mod støj på grundlag af den almindelige naboret, når vilkårene er overholdt, jf. MRF 2021.94 V.