MRF 2025.47
Retten i Randers’ dom af 6. juni 2025, sag BS-49393/2024-RAN
Ejerforening 1 (adv. Michaela Buur Schæffer Juul) mod Nævnenes Hus v/Byggeklageenheden (adv. Simon Birch Jessien)
Afvist, at ejerforening havde klageret over byggetilladelse til ombygning af naboejendom til boliger med altaner, med henvisning til, at ejerforeningen ikke havde en væsentlig og individuel interesse i klagesag angående de gener, som den tilladte ombygning måtte påføre de enkelte ejerlejligheder, da ejerforeningen ikke kan råde over de enkelte ejerlejligheder, og gener for de enkelte ejerlejligheder ikke omfattes af formålet med normalvedtægten for ejerlejlighedsforeninger.
Efter partshøring af bl.a. Ejerforening 1 meddelte Randers Kommune i november 2022 byggetilladelse til ombygning af en naboejendom fra erhverv til boliger med altaner. Byggetilladelsen blev påklaget af Ejerforening 1, der bl.a. anførte, at ombygningen med altaner vil medføre indbliksgener for ejerlejlighederne i Ejerforening 1. Byggeklageenheden afviste i en afgørelse fra juni 2024 klagen med henvisning til, at ejerforeningen ikke havde en væsentlig, individuel interesse i byggetilladelsen og derfor ikke var klageberettiget som part i sagen. Byggeklageenheden henviste til, at det ansøgte byggeri ikke ville udsætte klageren for væsentlige indbliksgener, idet byggeriet på naboejendommen var placeret 21 meter fra ejerforeningens lejligheder. Ejerforeningen anlagde herefter sag mod Byggeklageenheden med påstand om, at sagen skulle hjemvises, idet ejerforeningen gjorde gældende, at foreningen var individuelt og væsentligt berørt og derfor klageberettiget. Byggeklageenheden påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at ejerforeningen ikke havde råderet over de enkelte ejerlejligheder og derfor ikke kunne klage over forhold, der vedrørte de enkelte ejerlejligheder, og at ombygningen af naboejendommen ikke medførte væsentlige indbliksgener for de to ejerlejligheder, som ejerforeningen rådede over. Byretten lagde med henvisning til normalvedtægten for ejerlejligheder til grund, at ejerforeningen kunne råde over fællesarealerne, men ikke de enkelte lejligheder, hvorfor ejerforeningen ikke havde en individuel, væsentlig interesse i de gener, som byggeprojektet måtte påføre de enkelte ejerlejligheder. Med henvisning hertil fandtes ejerforeningen ikke klageberettiget, hvorfor Byggeklageenheden blev frifundet.
Kommentar: Dommen angår i realiteten partsbegrebet, idet byggelovens § 23, stk. 3, afgrænser de klageberettigede til sagens parter. Byrettens dom fulgte Byggeklageenhedens forståelse af klageretten og er på linje med flere andre nye domme som MRF 2023.24 Ø, MRF 2023.278 B, MRF 2024.92/3 B og MRF 2025.45 B. Denne forståelse er dog vanskelig at forene med ombudsmandens vejledning om partshøring af naboer i byggesager (Overblik #14), hvor det bl.a. understreges, at krav om partshøring også gælder i tilfælde, hvor bygherren har retskrav på den ansøgte byggetilladelse (FOB 2011 4-1). Og hvis naboerne er berørt på en måde, der giver naboerne krav på partshøring, må de naturligvis også opfylde betingelserne for klageret. I denne sag er der dog den specialitet, at en ejerforening ikke nødvendigvis succederer i de enkelte ejerlejligheders klageret, og at dette selvstændigt kan begrunde, at denne dom ikke er i modstrid med ombudsmandens praksis.